Læsetid: 4 min.

Lige i armene på militsen

Børnene lå døde i Congos udørk, og deres mordere var væk. Men hvor var FN?
22. oktober 2003

INTERNATIONAL
FN kunne ikke afse en helikopter, så vi kunne komme til stedet. Det kunne jeg ikke bebrejde dem. De var i forvejen overbebyrdede, og skulle patruljere kæmpe områder af øde landområder, og samtidig opretholde roen i Bunia, og de derværende oprørstyrker. Vi besluttede at køre dertil. Det brød jeg mig ikke om. Der havde tidligere været mange baghold langs ruten. FN havde måske nok kontrol over Bunia, men området omkring byen var stadig under militsens kontrol. Men der var ingen anden mulighed for at komme til Kachele. Vi stod op før daggry, og tog vejen nordpå. Jeg bruger udtrykket vejen, men det er en dårlig betegnelse for det hjulspor som i løbet af fem timer fører til landsbyen Kachele, hvor den seneste massakre i Congo fandt sted. Landroveren gled rundt i mudderet, og visse steder var bevoksningen så kraftig, at den ramte forruden. Perfekt til et baghold. Alene i denne del af Congo er 50.000 mennesker blevet dræbt i løbet af de seneste fem år. Mange af dem medlemmer af to stridende etniske grupper, hemaerne og lenduerne.
Her kæmpede desperat fattige folk for deres land. Men dette handler ikke om tilfældig stammevold. I denne del af verden er land lig med mad, lig med overlevelse.
Hvis disse mennesker havde levet i et land med et velfungerende styre, ville kampene om land næppe have udviklet sig til denne forfærdende vold. Congos enorme naturlige ressourcer burde kunne sørge for velstand til alle. Men i stedet er de dømt til at leve i et land styret først af en korrupt belgisk konge, derefter af Mobutu Sese Seko, verdens mest korrupte diktator, og nu et land hvor fremmede hære fra Uganda og Rwanda plyndrer og bekriger hinanden.
I dag er der også en fredsbevarende styrke fra FN, men i årevis ignorerede det internationale samfund krigen. Vi bør huske, at verden vidste hvad der foregik. At fremmede regeringer forsynede stammehærene med våben. Og at der blev begået menneskerettighedskrænkelser, der er strafbare i henhold til international lovgivning. Men i alle disse år er der ikke rejst en eneste anklage for disse forbrydelser. Ja, mange af militslederne lever i ekstravagant luksus i hovedstaden
Kinshasa, tilsyneladende uundværlige for den spirende fredsproces i Congo.

De barske realiteter
I Kachele, et sted hvor et par hundrede mennesker forsøgte at overleve i de omkringliggende bjerge, sad de overlevende klædt i laser. En gammel kone krøb sammen uden for den hytte hvori hendes familie var blevet myrdet. En gruppe børn sad sammen på en lille plads mellem mudderet og stråhytterne.
Her følger realiteterne bag massakren i Kachele. Lidt efter klokken fem om morgenen, mens lyset krøb op over dalen, nærmede en flok lendu-militsfolk sig landsbyen. En af dem affyrede nogle skud. Det var signalet til at myrderierne kunne starte. I panik over skyderierne løb hele familier ud af deres hytter. Lige i armene på militsen, der mejede dem ned, mest ved hjælp af de våben der benyttes af fattige afrikanere: macheter, køller og spyd.
65 mennesker blev dræbt. 40 af dem børn. 40 børn hugget og hamret til døde af voksne. Morderne undslap, som de ofte gør, og et par timer efter ankom FN’s fredsbevarende styrke, for sent til at foretage sig andet end at tælle de døde. Høvdingen i Kachele er bitter. Antoine Dhabi er 37 år gammel. Han arvede høvdingeværdigheden efter sin bror, som blev myrdet af lenduerne. Han fortalte mig at hans døtre – otte-årige Esperance og 13-årige Antoinette – var blevet bortført af angriberne.
I de seneste år har vi læst frygtelige beretninger om de rædsler, den belgiske kong Leopold påførte Congo under kolonistyret. Men samtidig med, at en ny beretning om hans forfærdende styre blev offentliggjort, overtog en nyt rædselsregime Congo. Den sidste dag jeg var der, læste jeg en kopi af den seneste rapport om Congo fra Human Rights Watch.

Modige aktivister
Organisationens ledende figur i Centralafrika er en bemærkelsesværdig kvinde ved navn Alison Des Forges. Alison og hendes modige congolesiske aktivister er helte. De er modige, fordi rapportering af vidneforklaringerne fra de traumatiserede overlevere fra Congos rædsler i sig selv er traumatiserende. De er modige fordi deres arbejde også kan være farligt: menneskerettighedsforkæmpere er blevet bortført, tortureret og myrdet. Det er først, når du hører de vidneudsagn de har nedskrevet du forstår, hvorfor de føler sig kaldet til at fortsætte, f.eks. udsagnet fra en pygmæ ved navnet Amazati, nedskrevet i slutningen af 2002.
Omkring 25 km fra Mambasa angreb soldater fra den Uganda-støttede Bevægelsen til Congos Befrielse en pygmæ-lejr. En mand ved navn Amazati, som var på jagt i skoven, hørte skud. Da han ikke var langt fra lejren, vendte han om for at se hvad der skete. Omkring en halv km fra lejren hørte han råb, gråd og derefter intet. Han kom nærmere og så adskillige soldater. Han så ligene af sin familie, deriblandt sin fem år gamle nevø, med maven sprættet op. De skar kødet af ofrene og spiste det… Han følte sig syg, og blev bange for, at hvis han råbte ville de også fange ham, så han sneg sig bort.
I øjeblikket er der færre end 5.000 FN-styrker udstationeret i det kæmpemæssige område, hvor massakrerne finder sted. Er det internationale samfund, nærmere betegnet den rige, udviklede verden, villig til at finansiere en langt større styrke? Er den også villig til at udsende tusindvis af sine egne soldater for at opretholde freden? Svaret er nej. Jeg ønsker den lille styrke fra Pakistan, Bangladesh og Uruguay alt mulig held og lykke. Det er tapre folk i et farligt område. Jeg ville blot ønske, jeg følte mig mere sikker på at de kan løse deres opgave.

*Fergal Keane er korrespondent for BBC Special

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu