Kronik

Litteraturen der kom ind fra kulden

Kriminallitteraturen, som i årsevis blev betragtet som uforpligtende strandlæsning, har lagt kursen om og er blevet et heroisk færd ind i den moderne livsverden
31. oktober 2003

Kronik
Under pseudonymet Arne Dahl begyndte en svensk forfatter for at par år siden at udgive en række kriminalromaner, som henrykkede talløse læsere og fik mange til at stille spørgsmålet: Hvem er Arne Dahl – i virkeligheden? Svaret kom for et halvt år siden, da forfatteren smed masken, og til manges overraskelse viste sig at være litteraturkritikeren og litteraturteoretikeren Jan Arnald. Overraskelsen bestod imidlertid ikke i, at ’Arne Dahl’ ikke var en pensioneret politimand, som mange ellers havde troet, men i at han var doktor i litteratur og ekspert i svensk og tysk romantik. Overraskelsen bestod med andre ord i, at ophavsmanden til en krimi med den beskidte titel Ondt blod var noget så fint som doktor i den sofistikerede litteratur fra 1800-tallet.
Men hvorfor egentlig være så overrasket over det? Hvis man har åbnet en krimi i løbet af de sidste 10-15 år, har man oplevet, at det i højere grad er reglen end undtagelsen, at den moderne kriminalroman skrives af forfattere med en universitetsuddannelse, en politisk karriere eller et omfattende kendskab til litteratur og politik. Tænk bare på magisteren i litteraturvidenskab, Peter Høeg, der for 10 år siden skrev den fremragende Frøken Smillas fornemmelse for sne eller på den norske forfatter Anne Holt, som også er tidligere justitsminister. Overraskelsen er med andre ord til at overse, medmindre man selvfølgelig er typen, der også kan blive chokeret over, at der er vanilje i vaniljeis.

Skriverierne omkring Jan Arnald/Arne Dahl bevidner imidlertid om et syn på litteraturen, som ikke længere er tidssvarende, og om en opfattelse af kriminalgenren, som kraftigt trænger til en opdatering. Kort fortalt er det henholdsvis 50 og 100 år siden, at Agatha Christie og Arthur Conan Doyle skrev deres historier om lig i biblioteket og konstruerede en verden, hvor forbrydelsen har ligeså meget med virkeligheden at gøre som lyserøde elefanter. Deres fortællinger er ikke dårlige af den grund, og de har en plads i verdenslitteraturhistorien, men ligesom verden har forandret sig siden dengang, har kriminallitteraturen det også. Den kriminallitteratur, som skrives i dag, vil stadig underholde, men samtidig diskutere psykologiske, sociale, politiske og etiske problemstillinger, der vedrører det moderne menneske i det offentlige rum. Det kræver en kompetent forfatter som f.eks. Dahl/Arnald, der senest i Europa Blues har leveret en fortælling om det sår i Europas sjæl, som nazitiden efterlod, og som stadig bløder. Romanen er det fjerde bind i en planlagt serie på i alt ti, og han sender således indirekte en hilsen til makkerparret Sjöwall/Wahlöö, der fra slutningen af 1960’erne til midten af 1970’erne hudflettede det svenske velfærdssamfund i det stærkt ideologiske 10-bindsværk ‘Roman om en forbrydelse’. Dahl/Arndal er en mindre ideologisk forfatter end de var, men hans romaner har til hensigt at oplyse, informere og kritisere parallelt med, at der fortælles en elementært spændende historie. Den ambition har han til fælles med adskillige andre kriminalforfattere, der er optaget af forbrydelser af mindre litterær karakter end dem, der begås i et bibliotek, og at kriminallitteraturen overhovedet har en ambition om at være i dialog med virkeligheden, adskiller den ikke blot fra Christie og Conan Doyle, men faktisk også fra den øvrige digtning.

For mens store dele af den moderne digtning ikke synes at kunne få nok af sig selv, af at iscenesætte sine egne betingelser, udsige sin egen udsigelse og diskutere sin egen status som litteratur, da er kriminallitteraturen forlængst draget ud i virkeligheden på et moralsk, men ikke moraliserende, togt. Til forskel fra den øvrige digtning tror krimien på, at det enkelte menneske kan tage et ansvar i den verden, som den legendariske forfatter Raymond Chandler kaldte ’a place gone wrong’, for der eksisterer – kære læsere – en verden uden for litteraturen, men det er en verden, som kriminallitteraturen vil være en del af og have læseren til at tage ansvar for. Samfundsengagementet, den enkeltes ansvarlighed og forhold til omverdenen er et ligeså centralt element i de moderne kriminalromaner som underholdningselementet, og genren viger i det hele taget sjældent uden om sociale problematikker eller holder sig tilbage fra at diskutere betændte emner. Alene i løbet af de sidste fire måneder, er der udkommet kriminalromaner, der debatterer så forskellige emner som Berlusconis korrupte Italien, aktiv dødshjælp, pædofili, illegal organdonation, den 11. september og globale terrorisme. Det er dette forhold til samtiden, som engang fik Sjöwall/Wahlöö til at beskrive kriminalgenren som ’en litteratur i tiden’. Med – kan man tilføje – en overordnet interesse for tidløse emner som: Moralen, retfærdigheden og ondskaben.

Som mange forfattere har opdaget, er kriminalgenren et oplagt afsæt for filosofiske refleksioner, og det er meget sjældent (men det hænder) kulørt lommeuld, læseren underholdes med. Jan Arnald/Arne Dahl er kun een blandt mange fremragende nordiske forfattere, der har taget fat, hvor Sjöwall/Wahlöö slap, og videreudviklet kriminalgenren, så den i dag fremstår som en litteratur uden den narcissisme, anoreksi og anæmi, som ellers synes at hjemsøge litteraturen i disse år. Men den danske litteraturkritik er ikke fulgt med denne udvikling. Genren opfattes som en triviform og tages så useriøst, at man f.eks. kan kigge længe og forgæves efter en kriminalforfatter som f.eks. Leif Davidsen i det ambitiøse og digre tre-bindsværk om dansk litteratur, der udkom for nyligt. Til gengæld kan man der finde lyrikere, som ikke har meget andet på hjerte end – ja, sig selv.
Overraskelsen over, at Arne Dahl er identisk med Jan Arnald, er derfor et udtryk for en utidssvarende opfattelse af genren, og man kan overveje, om ikke litteraturkritikken har sovet i timen de sidste 10-15 år.
Groft fortegnet kan det være nyttigt at minde om, at en genre ikke nødvendigvis er dårlig, fordi den er populær, ligesom en digtsamling ikke automatisk kan kaldes kunst, fordi den bliver læst af ligeså mange, som der er bogstaver i dens titel. Men vi har i Danmark bevaret det mystiske syn på litteraturen, at jo mere utilgængeligt, komplekst og indadvendt et værk er, desto bedre er det, og har en forfatter mange læsere, er han kommerciel og har solgt sin sjæl til markedskræfterne. Kunsten og litteraturen forandrer sig, og det samme bør vores vurdering af den gøre. Særligt synet på kriminallitteraturen trænger til et eftersyn, og ved den lejlighed kan man samtidig overveje, hvorfor vi i Danmark – med enkelte undtagelser – skriver så tankevækkende dårlige krimier. Mens svenske og norske kriminalforfattere som Henning Mankell, Gunnar Staalesen, Liza Marklund, Håkan Nesser, ’Arne Dahl’, Anne Holt, Kim Småge, Åke Edwardson og Karin Fossum skriver velkonstruerede romaner med stor underholdningsværdi, filosofisk prægnans og socialt sigte, har vi endnu meget at lære.

Måske er sandheden den sørgelige, at vi er for uengageret i vores samtid til at kunne beskrive den på en kvalificeret måde, og at vi er for optaget af at ’realisere os selv’, som det hed i 1970’erne, til at bekymre os om vores samfund. Og dog. Genren er jo vores suverænt mest populære, hvilket kunne være et fingerpeg om, at læserne for en stor dels vedkommende er optaget af de problematikker, den har i sigtekornet. Måske handler det også om, at vi har for få intellektuelle forfattere, som er i stand til at tage genren på sig og kan påtage sig de udfordringer, den indeholder. Måske. Det er imidlertid ikke til diskussion, at den internationale kriminallitteratur er trådt i karakter og i disse år viser os, at levende litteratur kendetegnes af, at den provokerer og sætter problemer under debat. Til den danske litteratur kan man stille det samme spørgsmål som Peter A.G. har stillet fra adskillige festivalscener: »Er I i live eller hvad?«

*Anne Sophia Mygind Hermansen er anmelder og mag.art. i litteraturhistorie og idéhistorie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu