Kronik

Når selvrespekten skal rettes op

Misbrug af besættelsestidens historie har fundet sted lige siden befrielsen
15. oktober 2003

Kronik
Den store københavnske folkestrejke i sommeren 1944 fremprovokerede den første direkte konfrontation mellem Frihedsrådet og politikerne om den rette tolkning af historien. Og nu var det ikke længere ansvaret for samarbejdet med tyskerne det gjaldt, men æren for frihedskampen.
Da havde regeringen ophørt med at fungere, og Rigsdagen var gået i hi og havde afsvoret det parlamentariske ansvar for at føre samarbejdspolitikken videre. I stedet var det Frihedsrådet og dets modstandsprogram, der tog over. Men i sommeren 1944 kommer politikerne så på banen igen og forsøger at standse Folkestrejken. Det gjorde de nølende pga. den vældige nationale stemningsbølge, som strejken rejste, men de gjorde det – af frygt for at kommunisterne skulle få endnu mere vind i sejlene end de allerede havde, og af frygt for at tyske repressalier skulle lægge byen øde. Derfor forhandlede de sig frem til et forlig med besættelsesmagten, der skulle afslutte strejken. Men det forlig opfattede Frihedsrådet og københavnerne som kapitulation. Derfor opfordrede Rådet til at fortsætte kampen, og det førte til den danske sejr og det tyske nederlag. Et stykke tid efter Folkestrejkens afslutning mødtes repræsentanter for partierne og for Frihedsrådet for at klinke skårene og tale fremtid. Som man forstår var følelserne tempererede, og den Kolde Krig mellem det legale og det illegale Danmark blev bundfrossen, da frihedsrådet fremlagde sin historiske redegørelse for folkestrejkens forløb, der skulle udsendes i den illegale presse. Politikerne var forbitrede. De hævdede at det var deres forhandlinger med tyskerne, der havde sikret sejren, og at Frihedsrådet blot var sprunget på i sidste øjeblik for at score gevinsten. Mens Frihedsrådet omvendt hævdede at politikerne fra starten havde gjort hvad de kunne for at knuse strejken, og at det alene var Rådets insisteren på de opstillede krav, der havde ført til sejren. I kompromisets tjeneste blev rapporten lagt på hylden. Ingen af parterne ønskede at modsætningerne endte i borgerkrig. Men i dag kan vi konstatere at Frihedsrådet version er den rigtige.

Med folkestrejken var slagsmålet om æren for modstandskampen indledt – hvis vi da ikke vil gå tilbage til efteråret 1943. Da troede mange at krigen snart var slut, og både partierne og bogforlagene gik i gang med at forberede de store nationale værker, der så hurtigt som muligt skulle på markedet, når befrielsen indtraf. Partierne ville forsvare sig for at have ført samarbejdspolitik, og forlagene ville score kassen for nyhedshungeren var enorm efter censuren og mørkelægningen af det skjulte spil på Christiansborg og i modstandsbevægelsen. En af de bedst skrevne bøger, stadig læseværdig i dag er den socialdemokratiske partihistorie Danmark besat og befriet. Den er forfattet af den fremtrædende socialdemokrat Hartvig Frisch, der senere blev undervisningsminister. Han var professor i klassisk filologi og en dygtig historiker, og derfor også trænet i at manipulere med sine kilder. Således hævdede Frisch at politikerne fra starten i 1940 havde arbejdet hen imod et brud, det brud der så kom den 29 august 1943 – selvom det stik modsatte var tilfældet, nemlig at politikerne gjorde hvad de kunne for at slå strejkerne og demonstrationerne ned. Frischs skildring blev skoledannende for politikernes bestræbelser på at fremstå som en del af modstanden imod tyskerne. Her fik de i efterkrigstiden følgeskab af hele det officielle Danmark og af det flertal af danskere, der ikke havde haft noget med den illegale kamp at gøre, ja, måske i den første lange periode havde været direkte imod. Vi har nogle oplysende galluptal. Således viste en enquete i juni 1948: at op imod 300.000 hævdede at have stået i den organiserede modstandsbevægelse ved krigens afslutning. I aldersgruppen af mænd mellem 17 og 65 år erklærede 17 procent at de havde været tilknyttet en modstandsgruppe, et tal der selv med den mest generøse udvidelse af modstandsbegrebet ligger langt fra virkelighedens verden. Myten om hele det danske folk i kamp havde en vigtig mentalhygiejnisk funktion. Den glattede tvetydighederne under besættelsen ud og forsonede dissonanserne. Den rettede op på den nationale selvrespekt, som kapitulationen og samarbejdspolitikken havde slidt så voldsomt på. Og den forstærkede det billede af solidaritet og fællesskab under besættelsen som blev dominerende i efterkrigstiden. Den nationale konsensus om besættelsen – det Claus Bryld og Anette Warring har kaldt grundfortællingen – holdt sig i de følgende tiår. Den blev strammet op under den Kolde Krig, der krævede kæft, trit og retning og marginaliserede den kommunistiske indsats. For modstandskampen blev set som en direkte forløber for NATO- alliancen. Besættelsens store historiker, Jørgen Hæstrup, skrev under dette paradigme.
Naturligvis var ikke alle enige i grundfortællingen. Der fandtes også andre billeder af besættelsen på både højre- og venstrekanten. Men dissidenterne havde svært ved at komme til orde – hvis det da ikke skete mere spektakulært, som da Poul Schlüter hyldede modstandsbevægelsen i sin jubilæumstale på Rådhuspladsen den 4. Maj 1985, og måtte søge skjul bag politiets plexiskjolde under bombardementet af rådne tomater. Da var befrielsesaftenen – oprindelig en spontan folkefest – forlængst blevet overtaget af det officielle Danmark og ritualiseret, med statsfinansiering, vagtparader og hornmusik.

Men senere begyndte grundfortællingen og den nationale konsensus at krakelere. Det blev tydeligt ved 50-årsjubilæet for befrielsen i 1995. Naturligvis blev den store myte igen trukket af stalden, men der blev sendt færre halve sandheder og hele løgne i omløb end ved tidligere jubilæer. Jeg noterer også at medierne nu var faldet på linje med den kritiske forskning og havde accepteret at politikerne havde haft deres egen dagsorden, som måtte bringe dem i konflikt med modstandssynspunktet. Mest dramatisk viste opbruddet fra det gamle paradigme sig i slagsmålet om det såkaldte »laser-lys-show« på Vestkysten. For her demonstrerede en ny artikuleret opinion at den ikke mere ville godtage besættelsesgenerationens – og herunder modstandsveteranernes – monopol på tolkningen af de fem års historie. Det ses bl.a. i laserlysshowets angreb på tyskhadet, der var en central figur i grundfortællingen og i den store myte.

Hvordan skal man forstå dette paradigmeskift? Ja, en af forklaringerne kan jo være den, at grundfortællingen – der er en konstruktion af historikerne – altid har været mere sammensat end som så, at den kollektive traditions mainstream i virkeligheden altid har fordømt kollaborationen og altid hyldet modstanden – uden at kollidere med en store myte man var integreret i. Men først og fremmest skyldes skiftet nok ændringen i vores omverdensforståelse, der indtraf med den Kolde Krigs ophør, de kommunistiske regimers fald og ideologiernes såkaldte sammenbrud. Det store fjendebillede forsvandt. Tabet gjorde modstandssynspunktet gratis. Og det tomrum koldkrigsideologien efterlod fyldtes ud med andre standarder og andre værdier. Den nye dagsorden hedder menneskerettigheder og europæisering – og dette har ændret synet på besættelsestiden ganske fundamentalt. At vi med ændringerne i det internationale system har at gøre med en hovedforklaring på grundfortællingens sammenbrud bekræftes, når vi registrerer den selvsamme udvikling i flere andre europæiske lande.

I dag ser vi en partipresse, der i årtier støttede myten om det officielle Danmarks indsats på modstandsfronten, og som nu har vendt kanonerne mod samarbejdspolitikken, der fremstilles som helt igennem lurvet og umoralsk, og dens udøvere, politikerne som tyskervenlige og forrædere mod folket.
Den økonomiske kollaboration forkastes over én bank – som om der i Nord- og Vesteuropa var noget alternativ til at handle med og producere for tyskerne – hvis man da ville redde samfundet fra at gå i stå, og befolkningerne fra at sulte ihjel.
Man angriber de 100.000 arbejdere, der byggede Atlanterhavsvolden for at have hjulpet Hitler mod vore allierede venner – som om der ikke herskede klassekamp og arbejdsløshed under besættelsen.
Historien om redningen af de 7.000 danske jøder, som vi ellers er så stolte af på baggrund af besættelsens almindelige elendighed, og som vi da også for løbende ros for fra det store udland, er næsten forsvundet i kritikken
af flygtningepolitikken i 30’erne eller forvansket i debatten om
fiskernes overpriser i oktober 1943.
Man tilslutter sig ganske vist i dag uforbeholdent modstandssynspunktet, men angriber modstandsbevægelsen for udskejelserne i befrielsesdagene, for »blodrusen under retsopgøret« – og for de forkerte likvideringer – som om der ikke var eller havde været krig.
Og så får hele besættelsesgenerationen også en bredside: Den var tyskervenlig, den var materialistisk, den var opportunistisk, og den hyggede sig i smug, mens hele verden stod i brand.

*Dette er første del af Hans Kirchhoffs dobbeltkronik om brug og misbrug af besættelsestidens historie. Anden del bringes i morgen. Dobbeltkronikken er en forkortet udgave af Kirchhoffs fratrædelsesforelæsning på Kbh. Universitet.

*Hans Kirchhoff er historiker, dr. phil. og fra 1. november pensioneret fra en stilling som lektor ved Kbh. Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu