Læsetid: 3 min.

Se fattigdommen i øjnene

En gang i mellem, når jeg ikke har drukket for mange dyre drinks, sender jeg endda gerne nogle penge over min netbank til verdens nødlidende
6. oktober 2003

KOMMENTAR
Jeg mødte drengen, da jeg studerede portugisisk på universitetet i den brasilianske storby Salvador. Han løb midt på vejen mellem de hastigt kørende biler og spillede fodbold med en tom dåsecola. Han var nok fem år gammel. Bilerne så han ikke. Kun den forlorne fodbold havde hans interesse. Jeg stoppede for rødt lys.
Mens jeg stod der og ventede, driblede drengen sig mirakuløst gennem trafikken og over på min side af kørebanen. Der blev grønt lys for mig, men idet jeg trådte i pedalerne, greb drengen fat i mit bagagebærer og skreg som en aggressiv hund. Jeg blev forskrækket, vendte mig om og så ind i drengens øjne. De var døde af lim. Drengen havde sniffet.
»Hvad er det, dog du laver, ven«, sagde jeg ophidset, »slip min cykel.« Drengen slap apatisk sit tag i bagagebæreren. Jeg satte mig op på cyklen igen og trådte til. Endnu engang blev jeg bremset af to små hænder og et skrig. Jeg trådte i pedalerne og tænkte at drengen ville give slip af sig selv. Men det gjorde han ikke. Han skreg og lod sig slæbe efter cyklen. Jeg var efterhånden ved at blive desperat. Skriget skulle forsvinde nu. Livet på gaden og limen havde fortæret det menneskelige i dette barn. Drengen var et kemisk vilddyr. Heldigvis kom en mand forbi og råbte meget højere end jeg, at drengen skulle skrubbe af i en fart. Drengen løb bort mellem bilerne, og jeg kørte videre.
Jeg går ind for at Danmark skal give flere penge i udviklingsstøtte til u-landene. Og en gang i mellem, når jeg ikke har drukket for mange dyre drinks, sender jeg endda gerne nogle penge over min netbank til verdens nødlidende. Jeg er da en af de gode (er jeg ik’?). Det er i hvert fald nemt at gå at forestille sig det, når man bor i velfærds Danmark. Når jeg køber en billig pose kaffe, bliver jeg jo ikke direkte konfronteret med følgevirkningerne af, at jeg ved mit køb støtter produktionsformer, der tillader at nogle bønder tjener urimeligt lidt.
At vi i den vestlige verden er forskånet for dagligt at blive konfronteret med, at vores velstand er på bekostning af andres fattigdom, er det, der gør os virkelig privilegerede. Det mener i hvert fald den indiske bestsellerforfatter og politiske aktivist Arundhati Roy.

Forfatteransvar
I Indien lever 600 millioner mennesker under fattigdomsgrænsen. Det svarer til 60 procent af den indiske befolkning. Arundhati Roy er en del af den indiske elite. I sit essay Fantasiens død forholder hun sig til, hvilket ansvar man har som succesforfatter, når man lever i et tredjeverdens land. Som bestsellerforfatter kunne hun leve et eventyrliv, men det vil hun ikke. Hun opstiller nogle dogmer for sig selv. Hun skriver bl.a.: »Aldrig at se bort og aldrig aldrig at glemme.«
Jeg interviewede Arundhati Roy for en måned siden. Jeg ville kommentere hendes essay og sagde til hende, at »... i Danmark er det forholdsvis nemt at glemme elendigheden.« Roy afbrød mig. »Ja, og det er netop, hvad gør jer så privilegerede. Men ikke mindre ansvarlige.«
Roys pointe er, at det er nemt nok, når man er beskyttet af et velfærdssamfund, at blive forarget over, at Den tredje Verdens overklasse er så kyniske. Det er nemt nok, når man ikke til daglig møder sult, at fordre, at Den Tredje Verdens overklasse da for helvede godt kunne dele lidt ud af rigdommene.
Roy mener, at for at kunne holde ud at være overklasse i et tredjeverdens land, bliver man nødt til at være en smule vanvittig. Det behøver man ikke at være i Vesten. Og derfor er vi så privilegerede. Roy mener faktisk, at det, det vil sige at være privilegeret i dag, er »at være forskånet for at se verdens elendighed i øjnene. De virkelig privilegerede er dem, som kan sove med god samvittighed, fordi de ikke konfronteres med følgevirkningerne af deres handlinger.«

Med lim i øjnene
Da jeg i Brasilien blev konfronteret med følgevirkningerne af min velstand – drengen med lim i øjnene, forsøgte jeg at se bort så hurtigt som muligt. Jeg flygtede på min cykel.
Jeg kunne ikke holde ud, at elendigheden greb fat i min cykel og skrigende lod sig slæbe hen ad asfalten. Jeg ville gøre hvad som helst for at få lov at kigge bort for at få lov at ryste fattigdommen af mig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu