Læsetid: 5 min.

Tavse ofre for husbondvold

Vold i hjemmet kan også ramme mænd. Men ofrene for de voldelige hustruer møder oftere latterliggørelse end forståelse
Debat
28. oktober 2003

International
Indrøm det bare. Da du hørte, at Liza Minellis mand, David Gest, har meldt hende til politiet for at have tævet ham, kunne du ikke lade være med at trække på smilebåndet. Gest påstår, at stjernen fra Cabaret slog ham så hårdt i hovedet, at han har pådraget sig hjerneskader. Haha, hun slår vel nok en proper næve, denne Minelli! Nu viser det sig så, at stakkels Gest hver dag må tage hele 11 medikamenter for at udholde smerten, og at han har udviklet en fobi for høje lyde. Hovsa! Nej, forresten... det her er faktisk ikke spor sjov.
Vold i hjemmet, der går ud over mænd, er et overset problem og et stort tabu. Hvis fænomenet pludselig kommer i offentligt fokus, reagerer vi ofte på måder, vi faktisk burde skamme os over. Da hun greb i sin mand i utroskab, slog tv-soap-figuren Pauline Fowler fra Eastenders ham i hovedet med en stegepande. Hele nationen jublede over den handlekraftige kvinde.
Emnet er ikke så banalt og privat, som man kunne tro. Og hustruers vold mod deres mænd foregår mange andre steder end i teatralske Beverly Hills. En BBC-undersøgelse har vist, at så mange som 18 procent af de britiske mænd hævder at være udsat for vold i hjemmet; det tilsvarende tal for kvinder er 13. Disse tal virker måske urealistisk høje, men selv data fra den officielle kriminalstatistik viser, at i et ud af fem af alle tilfælde af vold i hjemmet er offeret manden.
»Stakkels mænd«, kan jeg høre nogle kvinder mumle – »men nu kan I så selv mærke, hvordan det er«. I USA interviewede den feministiske forfatter Wendy McElroy for nylig et typisk offer for denne form for aggression. I sin efterfølgende kommentar tog McElroy klar afstand fra ’kvindevold’ som uværdigt og i modstrid med feminismens »heroiske traditioner«. Som hun forklarer: »Under et af skænderierne med sin kone, forsøgte Stanley at låse sig selv inde i parrets bil for at søge beskyttelse. Men hans kone brød ind, væltede ham omkuld, tvang hans ansigt ned i sædet og plantede sine knæ i ryggen på ham, imens hun gentagne gange slog løs på hans hovede med en tung mobiltelefon. Da Stanley gik til politiet og forklarede, hvad der var sket, lo politimændene blot og nægtede at tage imod hans anmeldelse.«

Retsløse voldsramte
Voldsramte ægtemænd er med andre ord hyppigt retsløse, og sådan har det også været længe i Storbritannien. I år har de britiske socialmyndigheder imidlertid for første gang nogensinde erklæret, at også hensyn til voldsramte mænd fremover bør indgå i behandlingsstrategier i forbindelse med voldssager i hjemmet. Dette er i hele samfundets klare interesse: Børn, der vokser op i voldelige hjem, har større risici for selv at udvikle sig til voldelige voksne. Kendes Liza Minelli skyldig, kan hun siges at være et typisk produkt af sit miljø, for såvidt som at rygtet vil vide, at hendes mor, Judy Garland, ofte greb til vold mod sine mænd, især sin anden mand, Sid Luft.
Krisecentre, hvor voldsramte mænd kan søge hen, er sjældne. Faktisk har Liza Minelli haft flere mænd, end vi i dette land har af sådanne institutioner. Organisationen Men’s Aid kæmper for at rejse midler til sine få centre, men bevillingerne er beskedne.
De voldsramte mænds sag er ulykkeligvis blevet forsøgt kidnappet af gustne typer, hvilket risikerer at skræmme almindelige mennesker fra at støtte denne i øvrigt uangribelige og ædle sag. Et voksende antal såkaldte ’mandegrupper’ søger nemlig at bruge de voldsramte mænd som våben i deres egen uforsonlige og rabiate kønskrig. Desværre forekommer deres bagvedliggende motiv i højere grad at være vrede over kvinders voksende lighed (eller sågar decideret kvindeforagt) end omsorg for de tævede mænd.

Næppe vejen frem
Nogle af disse temmelig bedrøvelige mandegrupper beskylder vredt feministerne for ikke at tage problemet med de voldsramte mænd alvorligt eller endda for at undertrykke viden om det. Murray A. Straus, en sociolog ved University of New Hampshire, som forsøger at skabe større opmærksomhed omkring mandlige voldsofre, raser således imod en kvindebevægelse, der beskytter voldsramte kvinder med krisecentre og støttegrupper, idet han beskylder den for ufølsomt at lade hånt om mænd i samme situation. Det er næppe vejen frem. Fortalere for voldsramte mænd bør ikke før sig frem på de voldsramte kvinders bekostning. Målsætningen bør selvfølgelig være at gøre fælles sag imod enhver form vold i hjemmet.
Dog har han jo ret i, at alle kvinderetssforkæmpere må forstå, at vold kan være et fuldt så reelt problem for mænd. Det gør det store flertal af dem givetvis også – den mandehadende, følelseskolde feminist er i vidt omfang en myte. Men man kan stadig støde på holdninger som denne (fra en klassisk casestory-grundbog om vold i hjemmet, Leonora Walker: The Battered Woman): »Der er ingen tvivl om, at det var hende, der angreb Paul fysisk, før han angreb hende på samme måde. Imidlertid fremgår det tydeligt af forløbet, at Paul havde udsat hende for psykisk vold ved at ignorere hende og komme sent hjem igennem samtlige de fem år, deres ægteskab havde varet.« At den slags parallelliseringer ikke er holdbare, burde i dag være indlysende.
Situationen for de mænd, der i dag får tæv af deres kone, kan måske se dyster ud. Men sådan behøver det ikke at fortsætte. Der er såmænd ikke så mange år siden, at de fleste reagerede på hustruvold med samme malplacerede trækken på smilebåndet, som når vi i dag hører om Liza Minellis overfald på sin mand. I 1960’erne kunne den folkekære panserbasse George Dixon i BBC’s Dixon of Dock Green afvise at rykke ud til »husspektakler«, med den begrundelse, at det ikke var den britiske bobbys opgave at blande sig i folks privatliv.
Det vil kræve et markant mentalitetsskift, og mange modige mænd vil være nødt til at trodse frygten for at blive ydmyget, og i stedet vælge at stå frem med deres historier. En dag vil vi forhåbentlig se tilbage på vor tids pinlige reaktioner på Minelli-Gest-sagen med samme mangel på forståelse, som vi i dag betragter politiassistent Dixons sort-hvide verdensbillede.

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Piculell

Samme emne er behandlet her:
Artikel fra 2005:
Gensidig Ligestilling?
http://kortlink.dk/7qkn