Synspunkt
De bliver stadig rigere, den lille elite i Bangladesh, som bor i luksuspaladser, kører rundt i Mercedeser og sender deres børn i privatskoler. For de over 100 millioner forarmede i Bangladesh derimod er der ingen eller kun små fremskridt. Den ulige fordeling af goderne er kendetegnende ikke bare for Bangladesh, men for de fleste fattige lande. Og det har de seneste 30 års u-landsbistand ikke rokket ved. Måske snarere tværtimod.
Bistanden skal tænkes grundlæggende om.
Det er budskabet fra professor Rehman Sobhan fra Bangladesh. Han har gennem mange år beskæftiget sig med udviklingspolitik både i teori og praksis. Han er formand for tænketanken Centre for Policy Dialogue i hovedstaden Dhaka og tidligere formand for den succesombruste Grameen Bank, der giver små lån til millioner af fattige kvinder.
Giverne af bistand har i de senere år virket desillusionerede og opgivende. Hvad er årsagen til det?
»I f.eks. Bangladesh er det sådan, at donorer efter i 20-30 år at have givet bistand stadig møder mange tiggere på gaden og børn, der skriger af sygdom og fejlernæring. De fundamentale ændringer er udeblevet,« siger Rehman Sobhan, og fortsætter:
»Bistanden har haft alt for lille virkning, fordi den ikke har ændret fundamentalt på fordelingen af magt og goder. De her Verdensbank-beregninger, om at bare man får syv procents årligt vækst i u-landenes samlede økonomi, så skal landene nok komme op af suppedasen, er det rene nonsens. I de fleste u-lande er det en lille elite, som skummer fløden af vækst der drypper yderst lidt ned til de fattige.«
Pres fra Verdensbanken
»I mange år har Verdensbanken presset på for at få offentlige virksomheder i Den Tredje Verden privatiseret. Hele den politik har gjort nogle få, private investorer endnu rigere, mens virksomhedernes service over for befolkningen langt fra altid er blevet billigere eller bedre.«
De tegner et billede af en bistandspolitik, som laver symptom- og ikke årsagsbehandling. Hvad skal der til, for at økonomisk vækst bliver lig med fremgang for de fattigste?
»I Grameen Bank, hvor jeg var formand i seks år, har vi givet lån til 2,3 millioner fattige kvinder. De små lån gør, at de og deres familier kan lave en lille virksomhed med f.eks. kunsthåndværk eller salg af mælk. Lånene gør livet bedre for dem og deres familier. Men mikrokredit-låntagerne er ofte stadigvæk nederst i værditilvækst-kæden. Det er stadigvæk som regel mellemmænd, fabriks- og butiksejere, der tjener mest. Hvis de fattige skal have større andel af profitten, skal de til at være ejere af store virksomheder.«
»Under Grameen Bank har Grameen Phones med stor succes oprettet et mobilnet, hvor der i dag er over en million abonnementer, og 50.000 kvinder, der går rundt i landsbyerne og lader folk tale i telefon mod betaling. De her 50.000 kvinder har Grameen nu planer om at gøre til aktionærer, så de kan få endnu mere glæde af forretningssuccesen. Det skal ske ved at give dem lån til at købe aktier for.«
Fattige aktionærer
Har donorerne nogle rolle i forhold til at gøre fattige til aktionærer?
»I eksemplet med Grameen Phones er det sådan, at det norske telefonselskab Telenor A/S har investeret ca. 1,5 mia. kr. i Grameen Phones. Her kunne den norske stat f.eks. i samarbejde med den danske så passende oprette en fond, der stod for udlån til de 50.000 kvinder til aktiekøb. I løbet af fem-ti år ville bistand til de 50.000 kvinder være overflødig, for deres aktier ville sikre, at de kunne klare sig selv.«
*Grameen Bank
www.grameen-info.org
*Centre for Policy Dialogue
www.cpd-bangladesh.org
