Læsetid: 4 min.

USA må afgive magten i Irak

Kun ved at lade irakerne afholde demokratiske valg så hurtigt som muligt, kan den amerikanske besættelsesmagt hjælpe Irak ud af kaos
Debat
9. oktober 2003

Internationalt
Ikke længe efter at amerikanske styrker havde indtaget Bagdad, fik forsvarsminister Donald Rumsfeld en lys idé: Han foreslog at indsætte Rudy Giuliani – New Yorks stoiske borgmester, da terrorangrebene væltede World Trade Center – som ny borgmester for Bagdad.
Indvendinger om, at de færreste irakere overhovedet havde hørt om Giuliani og at mange af dem sikkert havde jublet, da Tvillingetårnene sank i grus, anfægtede ikke USA’s forsvarsminister og hans heppekor. Hele 48 timer gik der, før mere indsigtsfulde rådgivere fik Pentagon overtalt til at trække forslaget tilbage.
Rumsfelds arrogante imperieherre-facon og den civile lederstab i Pentagon, som besættelsesregeringen i Irak referer til, har i de fem måneder, der er forløbet siden da, lidt ustandselige tilbageslag. Men trods denne eklatante modgang står USA i dag lige så langt fra nogen brugbar opskrift på, hvordan Irak skal styres, som det gjorde, umiddelbart efter at Saddam Hussein var styrtet.
Eneste større forandring i Bagdad i den mellemliggende periode har været de enorme fæstningsarbejder, der skal beskytte besættelsesregeringen. 4,5 meter høje dækplader af jernbeton løber nu hele vejen rundt om det kompleks ved Tigris-floden, der førhen udgjorde Saddams Republikanske Palads, og som nu er hovedkvarter for Paul Bremers såkaldte midlertidige koalitionsmyndighed.
I denne ’forbudte by’ lever besættelsesmyndighederne i et klima af ekstraordinær isolation, såvel fysisk som mentalt. Man skulle næppe tro det muligt at overtrumfe Saddam-regimets ekstreme politistats-forholdsregler, men ifølge Bagdads borgere er f. eks. de panserkorteger, der ledsager Paul Bremer på hans ekskursioner, væsentligt længere og sværere bevæbnede, end den sikkerheds-eskorte, som den tidligere diktator omgav sig med.

Pigtråd og sandsække
Mange af de amerikanske embedsmænd i besættelsesregeringen bor nu på Hotel al-Rashid, der førhen var de internationale journalisters foretrukne tilholdssted, men nu er helt omviklet af pigtråd og sandsæk-volde. Den eneste iøjnefaldende forandring indenfor er, at en mosaik forestillende sejrherren i Første Golfkrig – præsident Bush senior – og som førhen var nedlagt i hotelvestibulens gulv umiddelbart efter hovedindgangen, nu er fjernet. Den blev placeret her af Saddam-regimet først i 1990’erne, således at ingen på sin vej ind i hotellet kunne undgå at træde på præsident Bushs ansigt. En embedsmand i besættelsesregeringen, som selv gerne havde set mosaikken bevaret som historisk artefakt, fortæller, at den blev revet op og ødelagt, fordi en amerikansk officer, der i patriotisk iver for at undgå at træde på Bush den Ældre, havde skrævet over mere, end han kunne klare. Afstanden var for stor – officerens lyske sprang – og det kostede ham en dags hospitalsindlæggelse.
Personen Paul Bremer kan forklare en stor del af USA’s problemer i Irak. Han fører sig frem i nydeligt forretningsmand-jakkesæt, som han af en eller anden excentrisk grund har valgt at kombinere med et så lidet matchende stykke fodtøj som tunge militærstøvler. Selv hans egne medarbejdere hvisker bag hans ryg, at han lider af et ’MacArthur-kompleks’, dvs. ser sig selv i samme rolle som general Douglas McArthur gjorde, da han var almægtig amerikansk ’vicekonge’ for Japan umiddelbart efter 1945.
Medlemmer af det amerikansk udpegede irakiske regeringsråd finder ham kort for hovedet og nedladende, og kritiserer, hvad de kalder hans udprægede tilbøjelighed til at fremsætte dekreter unilateralt uden så meget som at se til deres side.
Det egentlige problem for Paul Bremer er dog, at alle hans aktiviteter i Irak lægges til rette med stadig skelen til næste års præsidentvalg i USA. Bush-regeringens hastværk med at få vundet en krig over Saddams ’skurkestat’ tidligere år kan i høj grad forklares ud fra dens ønske om at få sikret og betrygget sejren i tide før dette valg. Netop fordi denne strategi har været så forceret, er den slået fuldstændig fejl.
Iraks regeringsråd er ikke et folkevalgt organ, men udnævnt af USA. Så længe dets medlemmer savner demokratisk mandat, er det blottet for al troværdighed. Det nytter ikke, at Paul Bremer gang på gang har lovet, at Irak skal have en demokratisk forfatning, for det kan ifølge ham tidligst komme på tale om seks måneder.
Formentlig vil det kræve endnu længere tid at formulere et forfatningsudkast, der kan stille alle etniske grupper og samfundslag i Irak tilfreds. Og måske er Bremers løfter blot mundsvejr, der skal forhale den politiske proces, indtil Bushs genvalg er sikret. Under alle omstændigheder vil en forfatning, der udformes af et ikke-folkevalgt organ, aldrig blive anset for legitim af irakerne.

Et lammet samfund
Hvis (eller når) demokratiske valg afholdes i Irak, må det anses for givet, at de vil blive vundet af shiamuslimske partier, eftersom shiiterne, der igennem så mange år blev marginaliseret af Saddam Hussein og hans forgængere, udgør et klart flertal af Iraks befolkning. Nu tror de så, at deres tid er kommet. Men skulle de begynde at fatte mistanke til, at USA, når det kommer til stykket, alligevel vil unddrage dem denne magt, kan de inden for få dage lamme hele samfundet og først for alvor gøre det fuldkommen umuligt for USA at styre Irak.
Selv om et shiamuslimsk domineret styre ikke er uproblematisk, er det altafgørende, hvis USA skal hjælpe Irak ud af det nuværende kaos, at der kan afholdes demokratiske valg så hurtigt som muligt. Så længe dette ikke er sket, fremstår USA’s løfter om demokrati som utroværdige og supermagten selv som en kolonimagt i gammelimperialistisk stil. Den eneste reelle udvej for amerikanerne er snarest at lade irakerne selv afgøre deres lands skæbne, så meget desto mere som de påstår, at dette netop er deres hensigt.

(c) The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her