Kronik

I Afghanistan er pigebørn kun til låns

Glæden ved en pigefødsel i Afghanistan skyldes udelukkende det faktum, at datteren vil indbringe godt 50.000 kroner, når hun engang skal giftes
Debat
8. november 2003

Kronik
Der er kommet fremmede til landsbyen. Det varer ikke længe før en stor flok af børn nysgerrigt har omringet os, hver gang der knappes op for kameratasken. Vi ser mørke kvindeøjne på den anden side af husportene. De kigger på de fremmede gæster gennem sprækken, der dog klappes i hver gang vi kigger i deres retning. Pludselig kommer en mand springende ud foran os mellem de lerklinede huse og insisterer på at vi skal indenfor og drikke en kop te. Vi går gerne med ind, men afslår tilbuddet om te; de fremmede har ikke så meget tid, og firehjulstrækkeren står og venter i udkanten af landsbyen. Men tomhændede får vi ikke lov til at gå derfra igen, og han stikker os hver et lommetørklæde i hånden med smukke, håndbroderede blomster i alle farver. Det er en dybt forankret del af afghanernes kultur at vise en overvældende gæstfrihed over for alle fremmede enten ved at byde på te, et måltid eller ved at give små gaver. Vi havde gjort manden den ære at træde indenfor i hans hus, men denne mand havde også en anden anledning; nemlig at konen for mindre end en time siden havde født en lille pige. Han viser os en hel samling af broderede lommetørklæder, hvilket er en tradition at de vordende mødre i ventetiden broderer netop for at forære dem væk til gæster efter fødslen. Det bringer held. Specielt viser han os det, som hun havde broderet til ham med et digt hvori hun priser sin ægtemand og håber på en god fremtid for den lille nye baby. Vi er beundrede og beærede over denne flotte gave, men også noget forlegne over ikke at have noget i lommerne, der kunne fungere som barselsgave, men det behøves
ikke, forsikrer faderen. Datteren vil nemlig indbringe 4oo.000 Afghani (56.000 kr), når hun engang skal giftes, og da hun er den fjerde i flokken af døtre, så kan selv vi regne ud, at han i virkeligheden er en yderst velhavende mand. Modsat Pakistan og Indien, hvor en pigefødsel betyder økonomisk katastrofe når hun skal giftes, idet det er pigens egen familie, der skal betale udgifterne ved brylluppet og medgift, er det i Afghanistan en økonomisk fordel.
Jeg har netop afsluttet syv måneders feltstudie i Afghanistan som led i min uddannelse. Under opholdet har jeg rejst til mange fjerne egne af landet for at undersøge, hvorledes en dansk udviklingsorganisation, DACAAR, arbejder med at undervise kvinder i grundlæggende sundhed og hygiejne. Denne oplevelse står specielt klar i min hukommelse over oplevelser i landsbyerne, netop fordi den udtrykte glæde over at en pige var født. At glæden øjensynligt mest skyldes det faktum, at hun er en god indtægtskilde, forklarer virkeligheden bedre, end at det er en generel glæde over at få en datter. Normalt er en pigefødsel ikke noget, afghanere udtrykker deres glæde over, men nærmere beklager. Nabokonerne ønsker moderen bedre held næste gang, og mændene undlader at affyre skud med deres kalashnikov, som ellers bruges flittigt ved drengefødsler. Den traditionelle fødselshjælper er ligeledes slukøret over ikke at modtage de gaver, hun ville have modtaget, havde hun hjulpet en dreng til verden.

Den umiddelbare og indlysende forklaring på, at en pigefødsel ikke vækker glæde i samfundet, skal søges i det stærkt kønsmæssigt inddelte Afghanistan. Kvinder anses som mandens ejendel. Hendes domæne er indenfor hjemmets mure, og hun har ingen gøremål i det offentlige rum, som anses for at være mændenes domæne. Dette billede stemmer meget overens med det, vi i vores moderne, vestlige verden har om kvinder i Afghanistan og andre muslimske samfund: Den indesluttede, undertrykte og mindreværdige kvinde, der hele livet stigmatiseres af det mandsdominerede muslimske samfund.
Afghanerne giver selv en lignende forklaring på det triste ved, at en pige kommer til verden. Eksempelvis sagde min chauffør i Kabul, at det er fordi piger ikke kan arbejde. De kan kun være indenfor i hjemmet og passe børn og lave mad. Drenge er meget mere værdifulde, da de kan tage ud og arbejde, tjene penge og forsørge familien. Da han havde sagt det, kiggede han afventende og prø-vende på mig. Han ved godt- at vestlige kvinder ikke er glade for at høre sådan noget. Jeg tog imod opfordringen og protesterede; Jamen, hvis mændene skal ud og arbejde, hvem andre end kvinderne skulle så blive hjemme, passe børnene og lave mad? Er det ikke lige så vigtigt som at kunne tjene penge? Jo, det ville han gerne give mig ret i.

Den dybere forklaring på problemet, var der nogle ældre mænd, der gav mig. Det er nærmest en naturlov, at når piger runder 12-15 års alderen, bliver de et tema for giftefærdige mænd, der har ansvaret for at føre slægten videre. Pigen bliver bortgiftet for at kunne føre en slægt videre, og når hun er blevet gift, tilhører hun ægtemandens hushold og slægt, og har ingen ret til kontakt med familien, hvor hun blev født og opdraget. I landområderne bliver alle piger gift i en ung alder, typisk før de fylder 18 år. Der er altså en tidsmæssig grænse for, hvor længe pigen bliver hos den familie, hun er født i, fordi hendes funktion i livet bliver udført som tilhørende en anden familie. Tiden op til giftemålet anses som forberedelse dertil, og da det ville være utænkeligt, at hun ikke skulle giftes, tilhører datteren kun midlertidigt familien.
Det er mandens familie, der finansierer brylluppet og festen, og fejrer det stort i flere dage for hele landsbyen med salver fra husets kalashnikov, spillemænd, dans og mad. Den overdådige fejring af et bryllup er den fejring, pigen gik glip af efter fødslen, for det er først ved brylluppet, at hun træder ind i den funktion, hun fra fødslen er blevet forberedt på. Her bliver hun feteret som en prinsesse, klædt i de bedste klæder, dekoreret med tunge smykker, håret sat og lagt makeup i flere timer. Mandens familie fejrer det nye, vigtige medlem af familien, der skal føde sønner og dermed videreføre slægten. Forlovelsesfesten, der afholdes af pigens familie, er et led i familiens afsked med datteren, og ritualerne op til selve brylluppet kan bedst sammenlignes med en begravelse for datteren, der nu for altid forlader familien.
Men familien er ikke uinteresseret i hvem der skal overtage datteren. Det er mere regelen end undtagelsen at et ægteskab bliver arrangeret indenfor den nærmeste familie, dvs. at parret er fætter og kusine. Begrundelsen for at lade datteren blive i den nærmeste familie er, at de dermed kender familien, og kan være sikre på at deres traditioner bliver videreført. Ved et sådant arrangement flytter pigen typisk ind i et hus ikke langt fra sit fødested, og kan have fri adgang til at besøge familien. Dette ville ikke være tilfældet, hvis slægten er en hel anden, og generelt er det meget vigtigt at kvinden, så længe hun er i sin fødedygtige alder, ikke viser ansigtet for fremmede mænd.

Kønsrollerne er utvivlsomt stærkt opdelte, der kan nærmest sammenlignes med apartheid, men kvinder i Afghanistan er mere end burkaer og patriarkalsk dominering, som vi i den vestlige, kvindefrigjorte verden er tilbøjelige til at reducere det til. Bag ved de blå burkaer gemmer der sig nogle kvinder, der er stolte af at skulle lægge krop til den næste generation. For i det stærkt opdelte samfund, hvor kvinder dominerer den hjemlige sfære, og mændene den offentlige, er pligt og ansvar ligeledes delt op. Det giver et rum for kvinderne, hvori de har den øverste myndighed, bliver taget med på råd og kan tage beslutninger på familiens vegne. Dertil kommer at piger bliver opdraget til at gå tildækket og ikke vise sig udenfor huset, når de bliver ældre. Kender vi det faktum, må vi kunne forstå, at de opnår prestige og anerkendelse ved at kunne gemme ansigtet for fremmede mænd. Det giver derfor mening, at kvinderne naturligvis ikke kan gøre andet end blive i hjemmet, føde børn og lave mad.
Problemet opstår når der er afghanske kvinder, der vil ud af denne rolle og få en uddannelse, arbejde og karriere. Dem bliver der flere og flere af i dagens Afghanistan, som endnu er langt fra at kunne rumme kvinder, der afviger fra det eksisterende ideal. De må leve med at blive anset som kønsløse, fordi de hverken rigtigt tilhører kvindernes verden eller mændenes verden. Ved at kræve at blive hørt og set, dominerer de en gråzone i det afghanske samfund, som endnu ikke er blevet defineret.

*Erna Andersen studerer etnografi på Århus Universitet

*Den Danske Komité for Hjælp til Afghanske Flygtninge, DACAAR, står blandt andet for vand- og skoleprojekter i Afghanistan. DACAAR er et samarbejde mellem ASF Dansk Folkehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her