Kronik
Præsident George Bush har udtalt, at demokrati i Mellemøsten har højeste prioritet. Han har også sagt, at de seneste 60 års amerikanske politik i regionen med fokus på sikkerhed og alliancer frem for på demokrati og menneskerettigheder er slået fejl. Hvis vi et øjeblik lader de mulige amerikanske motiver for denne nye politik ligge, kan vi umiddelbart konstatere, at der er retorisk grundlag for en ny afkoloniseringsproces. Den første proces handlede om at skabe nye stater i områder, som især europæiske stormagter havde koloniseret. Den nye og anden afkolonisering kommer måske til at handle om at befri mange mennesker i de tidligere koloniområder for deres egne, autoritære regimer.
USA og den republikanske udenrigspolitik er upopulær i øjeblikket, og den amerikanske strategi i Irak er i knibe. Det vil derfor ikke være underligt, hvis demokrati-prioriteringen af mange mødes med vrede og skepsis. At Bush nu ikke blot vil ændre Irak, men hele Mellemøsten kan lyde som et imperialistisk projekt i lyset af de seneste års offensive linje.
Der er imidlertid én ting, det er umuligt at komme uden om: Mellemøsten trænger til demokrati! Men hidtil har regionen kun i ganske begrænset omfang selv kunnet skabe demokratisering. Mellemøsten er i begyndelsen af det 21. århundrede stadig præget af, at langt de fleste styreformer er autoritære på den ene eller den anden måde. Saddam Husseins Irak bød på et bestialsk diktatur. Saudi-Arabien har et autoritært religiøst regime, Libyen og Syrien har autoritært statsstyre, Kuwait har emir-vælde og så videre.
At det meste af en så stor region mangler demokrati har mange negative konsekvenser. Den største er naturligvis, at borgerne ikke får indflydelse. Manglen på demokrati hindrer imidlertid også økonomiske og samfundsmæssige udviklinger. Desuden betyder manglen på poliske ventiler og ytringsmuligheder, at terrorisme bliver en nærliggende strategi for utilfredse grupper. Endeligt får demokratimanglen mange mennesker til at flygte eller emigrere, hvilket bidrager til brain-drain i området. Hverken for staterne i Mellemøsten, deres borgere eller Vesten er der dermed tale om en ønskværdig tilstand.
Man kunne tilføje, at i mange lande holdes kvinderne, det vil sige halvdelen af befolkningen, ikke blot væk fra indflydelse og medbestemmelse, men også fra arbejdsmarkedet. Et helt grotesk situation! Verdensbanken har da også for nyligt været ude med, at Mellemøstens kvinder må i job. Ellers vil der heller ikke kunne skabes økonomisk grundlag for at mætte de mange nye munde, der er et resultat af regionens høje befolkningstilvækst.
Tilbage til præsident Bush. Hvorfor nu demokrati i Mellemøsten, når USA gennem årtier har støttet autoritære stater? USA kan have mange motiver. Et af dem kunne være, at omkostningerne ved at vælte Saddam Hussein-styret er blevet så høje, at gevinsten også må tales i vejret. Hvis Irak-affæren koster mange amerikanske liv, må der være udsigt til noget større end en enkelt, væltet diktator: En hel demokratiseret region.
Et andet motiv kunne være, at den amerikanske regering i stigende grad er blevet upopulær i store dele af verden for sin offensive politik. Det kan man så pynte på med at erklære, at man også vil noget pænt demokrati.
For det tredje er Bush-regeringen i hjemlige problemer, efter at man endnu ikke har fundet masseødelæggelsesvåben i Irak. Demokraterne og vælgerne presser. Opmærksomheden må derfor flyttes væk fra våbnene over til et af de andre amerikanske krigsmål, der tilsyneladende har noget mere bund i virkeligheden: Det manglende demokrati i regionen.
Endelig kunne et fjerde motiv være, at Bush på forhånd vil give en pæn begrundelse for at marginalisere nogle styrer i Mellemøsten, som USA af en række andre grunde gerne vil af med eller lægge pres på.
Det kan være, at alle fire motiver har spillet ind. Eller at de er for kynisk tænkt, og at det i virkeligheden handler om at bidrage til verdens demokratiske fremgang. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke motivet er ligegyldigt, hvis resultatet bliver mere demokrati i Mellemøsten? Måske er det heller ikke så tosset, at kravet om demokrati i Mellemøsten bliver fremmet med en amerikansk regering i baghånden. Man kunne frygte, at større folkelig indflydelse efter den hidtidige udvikling nogle steder ville føre til islamistiske forfatninger, og så kunne man begynde forfra. Hvis USA skal støtte demokratisering, må man formode at det bliver med følgekrav til fordel for at forhindre radikal islamisme.
Både præsident Bush og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz har løbende understreget, at USA ikke har noget udestående med islam, og at man ønsker mere samarbejde med den del af verden, hvor mange er muslimer. Det er blevet understreget, at man ser problemet som den radikale islamisme. Nu går man bag om islamisme-problemet og kræver demokratisering.
Det burde USA for længst have gjort, kunne man hævde. Tja. Under Den Kolde Krig kunne det have fået betydelige sikkerhedspolitiske konsekvenser, hvis man havde sat krav om demokratisering over fastholdelse af allierede. Magtbalancen og risikoen for kernevåbenkrig lurede. Det ville i øvrigt heller ikke have hjulpet, hvis man havde stødt udemokratiske allierede fra sig og over i den sovjetiske lejr: Der blev de allierede endnu mere udemokratiske end dem i den amerikanske lejr. Eksempler er Syrien, Irak, Libyen... Trods store mangler var udviklingen dog mindre repressiv i f.eks. Egypten, Marokko og Jordan.
Nu har Den Kolde Krig været slut i snart 15 år. Det må være på tide at gøre op med også den del af koldkrigstidens politik, der favoriserede udemokratiske mellemøstlige alliancer. Også fordi USA har råd til det. Der er ikke nogen balancerende supermagt at tage hensyn til, USA konsoliderede sin stilling som enesupermagt i Clinton-årene, og selv om Irak-affæren er dyr, har USA i hvert på papiret råd til at forsøge at skabe verdenspolitiske forbedringer.
Om en demokratisering af Mellemøsten er realistisk må tiden vise. For taler, at det på kort tid lykkedes at omstille de tidligere Warszawapagt-lande i det østlige Europa til demokratier, selv om de havde været sovjet-tro og planøkonomiske. Imod taler, at Mellemøsten på mange måder er anderledes end Europa, og at islamismen er ved at brede sig. Der er imidlertid også mange i Mellemøsten, der ønsker demokratisering, og en sådan kunne være en måde at stoppe islamismens vækst på. Det vil imidlertid blive en både økonomisk og politisk omkostningsfuld affære.
Ikke mindst vil europæernes vilje til at betale til omstruktureringerne og stabiliseringerne efter omvæltninger komme på prøve.
Det gælder også evnen til at have is i maven, når tv vil vise billeder fra de vanskelige omstillingsprocesser med oprørs-forsøg og kaos.
Der er simpelthen mange gode grunde til at glemme post-Anden Verdenskrigens kamp for den første afkolonisering og fokusere på den næste for demokrati og menneskerettigheder.
Den, der ikke gælder om at gøre nye stater uafhængige af tidligere stormagter, men om at gøre borgerne værdige og medansvarlige for deres egen og verdens udvikling. Når arabiske intellektuelle hilser demokratisering velkommen, men hævder, at de selv vil stå for den, må man huske, at de hidtil ikke selv har kunnet slå igennem. Og på de intellektuelle, der sidder i fængsel og ikke er blevet hørt. Man kunne f.eks. se på den egyptiske civilsamfundsforkæmperen Saad Eddin Ibrahims tanker.
Påført demokratisering af Mellemøsten vil være en stor kamel at sluge for mange europæere. Vi ved endnu ikke, hvor seriøst USA vil satse på projektet, eller om det alene er krigs-relateret retorik, men vi kan håbe på, at projektet er alvorligt ment. Her er imidlertid et vigtigt valg. Enten kan man fra europæisk side forsøge at holde USA fast på demokratiserings-projektet og præge udførelsen. Eller også kan man forsøge at hindre det.
Vi bør ikke længere leve i fortiden og kæmpe de gamle kampe. Vi kan heller ikke for alvor, for dagsordenen har ændret sig.
USA varsler demokratisering i Mellemøsten. Skulle vi ikke støtte og søge at fremme dette projekt og så prøve at præge, hvordan USA fører sin politik i stedet?
*Birthe Hansen er lektor BH, ph.d., Institut for Statskundskab, KU
