Læsetid: 4 min.

Hvad gør gen-mad spiselig for de frelste?

Genmodificeret mad er isoleret set uspiseligt, men kan det indgå på en betryggende måde i kampen mod fattigdom, stiller sagen sig måske anderledes
10. november 2003

INTERNATIONAL
Heldigvis breder oprøret sig imod den rige verdens landbrugsstøtte og de unfair handelsregler, der holder u-landenes varer ude. De vestlige industri- og service-brancher erklærer med stadig kraftigere stemmeføring, at protektionismen på landbrugsområdet bremser dem. Et stadigt større kor af græsrødder og politikere over hele kloden kræver et stop for handelsrøveriet. I Danmark marcherer Pernille Rosenkrantz-Theil og Pia Kjærsgaard arm i arm med Hans Jensen og Hans Skov Christensen – sommetider har de endda Peter Gæmelke med på slæb.
De første sprækker i diget er synlige. I løbet af 90’erne begyndte landbrugsstøtten i EU at falde (til små 320 milliarder kroner i år). EU er også begyndt at afvikle told mm. på mange produkter fra fattige lande. Et eksempel er det såkaldte Everyhing-But-Arms-Initiativ, der ganske vist er pustet op med reklamegas, men også er et skridt fremad.
I forhandlingerne i WTO er landbrug det altoverskyggende emne. Den igangværende Doha-runde fører ingen vegne medmindre Vesten liberaliserer sit landbrug. Én af grundene til sidste måneds sammenbrud i Cancún var, at forhandlingerne stoppede, før EU nåede at give de planlagte indrømmelser. Bl.a. skal EU-handelskommissær Lamy have haft en udfasning af eksportstøtten til landbrugsvarer i ærmet til slutfasen – presset af bl.a. den danske regering.
Selv om de rige lande slæber på fødderne, sker der små fremskridt. Og dem er der brug for. Vores handels- og landbrugspolitik er væsentlige årsager til andres fattigdom.

Men ikke de eneste. Umiddelbart ville det ikke gavne de fattigste meget, hvis vi fjernede al landbrugsstøtte og alle toldskranker. De rigtigt fattige lande kan ikke øge deres eksport – og dermed dække efterspørgslen, når de rige lande en dag trækker det finansielle grundlag væk under verdenshistoriens største underskudsforretning.
Løsningen på problemet kan ikke koges ned til et enkelt slagord. Der er brug for en sammenhængende offensiv på flere fronter.
Bl.a. er der brug for ny landbrugspolitik i mange u-lande med større lydhørhed over for u-landmændene – der i øvrigt ofte er kvinder.
Men det går heller ikke uden et seriøst engagement af os. Det handler om mange penge over mange år. Det handler også om kapaciteten til at føre forpligtende dialog med to-tre snese lande på én gang, herunder med bondeorganisationer osv. Det handler også om at ændre vigtige, globale spilleregler.
Danmark har ikke den fornødne kombination af økonomisk, organisatorisk og politisk gennemslagkraft. Men det har EU, hvis det lykkes at mobilisere politisk vilje. Danmark kunne være saltet i dejgen, hvis regeringen er seriøst interesseret i at sætte en ægte dagsorden i EU.
De intellektuelle kugler kan regeringen finde i en ny vision for verdens fattige landmænd af Christian Friis Bach, Niels Kærgaard, Arne Larsen, Per Pinstrup-Andersen og Fin Tarp
De fem forfattere – alle akademiske sværvægtere med international anerkendelse – udpeger en række hellige køer. Både regeringerne, de multinationale fødevarekoncerner og u-landenes venner må frem med kniven.
Til os lyder beskeden: Jeres rigtige meninger er desværre selvmodsigende. Hvis I vil have u-landsbønderne ind på i-landsmarkederne, må I acceptere det, der skal til for at de kan blive konkurrencedygtige. Især skal de have produktiviteten op. En landmand i Danmark får syv gange så meget ud af jorden som kollegaen i Mozambique. Skal det ændres, skal energien samles om at forske i hævede udbytter. Kvinderettigheder og bedre fordeling må om i anden række. Og jeres jomfrunalske indstilling til bioteknologien er ufrugtbar.
Det foreslås også at sænke visse forbrugerstandarder, der nok redder et par liv i Europa, men til gengæld henviser tusinder til kronisk fattigdom i Afrika. Vi får også besked om at modarbejde u-landenes egen protektionisme, der bremser deres samhandel med naboerne.
Udfordringen til os-med-de-rigtige-meninger ligger ikke så meget i de hurtige overskrifter, der kan gengives her. Men argumenterne har tyngde. Sammenhængen er også afgørende. Genmodificeret mad er f.eks. isoleret set uspiseligt, men kan det indgå på en betryggende måde i et virkeligt livtag med verdensfattigdommen, stiller sagen sig måske anderledes.

Vil regeringerne gøre op med fattigdommen i verden? Der er meget gode principielle og langsigtede grunde til det, men på kort sigt giver det et helvedes bøvl. Først skal regeringerne afvikle de sidste handelsbarrierer f.eks. på sukker. Dernæst skal de udskrive nye regninger til skatteborgerne. Ét af de dyre forslag er at løfte den u-landsrelevate landbrugsforskning. Hvis der skal bruges bare det halve af, hvad vi bruger på vores egen landbrugsforskning, er prisen syv milliarder kroner mere om året. Andre milliarder kræves for at forbedre infrastrukturen, der ofte gør transport dyr eller umulig.
De fem eksperter lægger også op til et angreb på (fødevare-)industriens patenter. I dag skal man f.eks. have lov til at anvende 70 forskellige patenter for at forske i a-vitaminberiget ris!
Derfor er der brug for en ny undtagelsesparagraf på landbrugsområdet på linje med den berømte om medicin, der på visse betingelser giver de fattigste lov til at blæse på patentbeskyttelsen.
Alt i alt skal regeringerne lægge ryg til en politik, der kan koste stemmer. Ikke kun blandt de vrede, franske landmænd, men også blandt græsrødder og andre pæne mennesker i byerne heroppe nord på. Regeringerne vil være fristet til at smutte uden om, hvis ikke en bred opinion sørger for at holde den til ilden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu