Kronik

Skal Gud staves med stort G?

Eller snarere med S som i Stimulans. En amerikansk anglikansk biskop er ikke bange for tabuerne
7. november 2003

Eller snarere med S som i Stimulans. En amerikansk anglikansk biskop er ikke bange for tabuerne Kronik Thorkild Grosbølls bog En sten i Skoen har fyldt godt op i sommerens debatter, både i og uden for agurketiden. Man mærker den stadig som baggrund i den standende diskussion om Folkekirkens fremtid og, helt generelt, om tidens åndelighed. Hvor befinder vi os, i og udenfor kirkelige kredse? Disse problemer er naturligvis ikke kun danske, men foreligger overalt, hvor kristendommen opfattes som væsentlig, men hvor der sættes spørgsmålstegn ved dens udseende og betydning i vor tid. Kan man tage dogmatikken på ordet? Et væsentligt bidrag til debatten foreligger i den amerikanske anglikanske biskop John Shelby Spongs forfatterskab. Spong faldt for aldersgrænsen for et par år siden efter 24 år som biskop, men blev derefter indbudt til at holde forelæsninger ved Harvard Universitet i Boston. Disse forelæsninger førte til hans centrale bog fra 2001, A New Christianity For A New World, der ventes at udkomme på dansk i nær fremtid. Det sker på forlaget Anis, hvor også Grosbølls bog kom. Af sommerens sværm af indlæg kan udledes, at debatten om Gud i vor tid næppe slutter foreløbig! Mange af indlæggene er rasende og ufredelige, hvilket viser, hvor alvorligt problemet er for mange, særlig præster indenfor kirkens højrefløj. Interessen for kristendom er udbredt. Men det har sine vanskeligheder i et moderne samfund at føre debat om væsentlige eksistentielle spørgsmål på det grundlag, som udgøres af Folkekirkens bekendelsesskrifter, som kirkeministeren kan lide at henvise til, når hun tager præstekjolen på: tros-bekendelsen, Luthers lille katekismus og den ausgurgske tros-bekendelse. Sidstnævnte er fra 1530. Der skal god vilje og megen fantasi til for at tage udgangspunkt i begreber som skaberguden og forestillingen om, at Jesus var tre dage i helvede inden opstandelsen. Det minder for meget om Jonas i hvalfiskens bug. Disse henvisninger skal vandes godt ud, før de kan optages i fortalen til EU’s forfatning som udtryk for kristendommens betydning i Europa. John Shelby Spongs udgangspunkt er i al enkelhed, at stimulanser for mennesker er en nødvendighed. Efter at mennesket gennem millioner af år har udviklet sig fra amøbe til menneske, må det opleve, at det – efter ikke mere at være dyr – ikke kan udholde den bevidsthed, som det har fået om sig selv og om døden. Freud antog, at den primære reaktion på det traume, der fulgte af bevidstheden om et selv, var oplevelsen af hysteri. Det forhold, at Gud for Freud kun var en illusion, skal ikke gøre os blinde for præcisionen i Freuds indsigt, siger John Shelby Spong. For at overleve måtte der skaffes en termostat til at kontrollere dette hysteri.De forskellige teistiske religioner – religioner med en personlig gud – blev med tiden hovedelementer i denne termostat. Spong gør også håndfast en del ud af den støtte, som opnås ved koffein og alkohol og andre former for narkotika. Derefter går han i krig med den teistiske religion ud fra den opfattelse, at det moderne menneske ganske simpelt ikke kan tro på Gud som en person, der styrer og regerer, i Grosbølls terminologi ’snoreloftets gud’. Det var naturligt for fortidens mennesker, som for Jesus, at opfatte Gud som årsag, som en person, der lyttede, forlangte, efterkom bønner og greb ind. Men vor moderne videnskabelighed udelukker en sådan verdensopfattelse. Også kristne begreber som f.eks. forsoningslæren er uforenelig med vort verdensbillede: En kærlig Gud, som befaler sin søn at træde ud af præeksistensen og lade sig føde for derpå at lade sig slå ihjel som offerlam. På denne måde skal han muliggøre det for mennesker at blive frelst, selv om de er syndere! Umuligt. Spong anser træk ved kristendommen som de nævnte for absurde, og han mener da heller ikke, at menneskene lever efter denne tro. De viser i deres liv, at de ikke tror på det. Spong drager ikke den konklusion, at kristendommen nu vil afgå ved døden, men han er bekymret. Han mener vist nærmest, at fundamentalismen og teismen, hvis de kristne kirker ikke opper sig, for nu at låne statsministerens sprogbrug, måske kunne gå hen og aflive kristendommen. Det fremgår, at Spong tager sin kristendom dybt alvorligt – Jesus er for ham aldeles central – han er kærligheden, det, der bærer kristendommen. Han skaber forbindelsen til Gud. Spong vil forny. Hans forrige bog Why Chritianity must Change or Die medførte, fortæller Spong, mange breve fra læge læsere, der udtrykte lettelse over hans synspunkter, da de ikke kan leve med den teistiske opfattelse, men på den anden side er dybt knyttet til deres kristne tro og kirke. Spong går ind på mange sider af tilværelsen. Bl.a. henviser han til seksualiteten som et område, hvor tidligere tiders opfattelse i dag er meningsløs og optager al for megen plads. Som eksempel nævner han homoseksualiteten, som for ham er noget, der er et faktum, at sammenligne med det forhold, at en vis procent af menneskene er venstrehåndede. Han nævner alligevel i denne forbindelse (for en sikkerheds skyld?), at Jesus intet sted tager afstand fra homoseksualitet. En anglikansk biskop i Reading i England har, ifølge dansk presse, netop i forbindelse med sin udnævnelse, for at gyde olie på vandene, meddelt, at han ikke længere lever seksuelt sammen med den person, som, forstår man, tidligere har været hans samlever, men altså nu ’kun’ er hans bofælle. Opfattelsen indenfor forskellige grene af den anglikanske kirke skifter – visse steder er den mere fundamentalistisk end andre. At opfattelsen i menigheder i Afrika ikke kan ignoreres, er forståeligt, når man tænker på betydningen i Afrika af kolonitidens britiske mission. Vi er ikke anglikanere, men har haft mission i Grønland – og hvordan med Færøerne? En dansk læser kommer til at tænke på Johannes Sløks utallige bøger om teologiens historie og i det hele på hans på en gang dybt alvorlige og provokerende udtalelser. I et tv-interview genudsendt ved hans død svarede han på et spørgsmål blot: »Jamen det er jo dogmatik!« Han virkede frygtindgydende, når han sagde den slags. Spurgt om det evige liv, sagde han blot: » Jeg ved ikke, hvad det er ». Om Kierkegaard skriver Sløk: » Kierkegaard siger, at om Gud kan intet siges ». - Det nye testamente kalder Sløk for Guds historie. Mere specificeret sagde han i sin bog Kritiske Bemærkninger fra 1973, at Jesus er skjult for os, og at vi aldrig ved noget trick vil kunne få ham afsløret. Sløk fortsætter: » Spørgsmålet rejser sig derfor, om man ikke hellere skulle opgive det. Svaret er nej! Jesus er ikke blot interessant, fascinerende o.l., men han er mere end nogen anden - endda Sokrates - en frygtindgydende katalysator for ethvert menneskes forsøg på at forstå sin egen tilværelse. Jesus er en instans, man aldrig bliver færdig med, og som altså nogle ender med i alle afgørende spørgsmål at falde tilbage på. Selv om - eller fordi - det aldrig vil lykkes definitivt at få slået fast, hvad han egentlig mente ». Det er nødvendigt, at debatten her i landet ikke standser uden at tage de ømme punkter op.Det giver ikke mening at diskutere, om man kan tro på opstandelsen, om man har lov at tvivle. For opstandelsen giver i sig selv ingen mening. Man kan ikke skabe mere kristendom ved blot at præstere mere af det samme, ved nidkærhed og alvor. Eller ved fornyelse i liturgi eller gudstjeneste. Men naturligvis kan man ødelægge Folkekirken ved at oprette synoder eller andre centre for rettroenhed. *Johan Garde er fhv. ankechef

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu