Læsetid: 3 min.

Intimiderende politik

»Kærlighed«, »omsorg«, »respekt og tillid«, »Du kan og du skal«. Alt sammen ord og begreber fra familiens intime rum – men også den siddende regerings betegnelser for sin egen politik. Hvilken betydning har det, at politisk indgriben i individets livsvilkår omtales med ord fra intimsfæren?
Debat
7. november 2003

KOMMENTAR
Der er blevet sagt og skrevet meget om regeringens såkaldte kulturkamp. I efteråret skrev Kirsten Thorup i en kronik i Politiken, at hun som borger aldrig havde følt sig så intimideret af nogen statsminister som af Anders Fogh Rasmussens form i medierne. Tonen var i øvrigt lettere desperat sådan som de vensteintellektuelle i det hele taget har været påfaldende defensive, når de tog til genmæle mod højrefløjens ideologiske oprustning.
Men jeg forstod godt hvad Kirsten Thorup mente med at klage over at føle sig intimideret. Og måske er der grund til at se nærmere på, hvad det skyldes.
»Kærlighed«, »omsorg«, »respekt og tillid«, »Du kan og du skal«. Alt sammen ord og begreber fra familiens intime rum – men også den siddende regerings betegnelser for sin egen politik. »Et kærligt krav« kaldte Bertel Haarder det således at man nu vil tage retten til kontanthjælp fra unge, der forlader uddannelsen i utide. Om velfærdsstatens problemer og hvad der skal redde den sagde Bertel Haarder også i Berlingske Tidende: »...behandlermentaliteten og bekvemmeligheden har sejret frem for den holdning der stiller kærlige krav.« I stedet mente Bertel Haarder man skulle sige: »Du kan og du skal, og hvis du ikke vil, så må du selv være med til at bære konsekvenserne for så viser man medmennesket omsorg, respekt og tillid.« Sagde Haarder.
Ja, vi takker herfra – med følelsen af næsten at have fået alt for meget.
Vi er jo vant til at borgerlige politikere kritiserer velfærdsstaten for at være omklamrende. Men hvad er Bertel Haarders snak, hvis ikke netop omklamrende? Hvilken vilje til at blande sig dybt, dybt ind i individets liv, ja, i individet selv, udtrykkes ikke her? Sindelag snakker vi om – dem der ikke »vil«, nemlig. Og at skride ind overfor det forkerte sindelag, snakker vi om – at de skal komme til at mærke konsekvenser, nemlig.
Ministeren betjener sig af en sprogbrug som om han tror, han personligt kan trække de arbejdsløse, unge uden uddannelse, flygtninge eller andre drop outs i ørerne, skælde dem ud, smække dem i numsen, give dem stuearrest? og tage (lomme)pengene fra dem, ikke mindst.
Hvilken betydning har det, at politisk indgriben i individets livsvilkår på intimiderende vis omdøbes til kærlighed og omtales med ord fra intimsfæren?
Det er retorik, men ikke kun.

Sindelagsvurdering
Forleden stod i Information en historie om en arbejdsløs, der var blevet frataget sin dagpengeret, fordi sagsbehandleren på a-kassen syntes, han ikke havde søgt stillinger bredt nok. Det må være det, regeringen mener med at belønne dem, der gør noget ekstra – og lade de, der ikke gør, bære konsekvenserne. Men det er en rent skønsmæssig afgørelse, om en ledig står til rådighed eller ej. Man har således etableret en retstilstand, hvor folk ud fra en subjektiv vurdering kan fratages deres forsørgelsesgrundlag. Om man »står til rådighed for arbejdsmarkedet« er en sindelagsvurdering.
Man har også fundet det for godt at trække indvandrere på landets asylcentre i deres rådighedsbeløb ud fra den antagelse at de trænger til at få hænderne op af lommen og bestille noget. Men er det virkelig værdigt at behandle flygtninge som dovne, forkælede børn?
At iklæde samfundets magt-udøvelse over dets borgere den følelsesladede retorik fra familiens intime rum, sådan som Haarder og hans regeringsfæller er begyndt på, er selvfølgelig usmageligt – men næsten værre er det, at anerkendelsen af individets suverænitet, dets ret til frihed og værdighed bliver helt borte i deres tale. Den borgerlige regering har midt i sin kulturkamp travlt med at give udtryk for et menneske syn, hvor individet ses som et tandhjul, der skal snurre villigt og velsmurt i den store samfundsmaskine. Punktum. Nedbrydningen af respekten for at mennesker har en urørlighedszone er ingen ligegyldig ting. Og man skal ikke lade sig narre: Det samme instrumentelle menneskesyn, som rammer samfundets outsidere, rammer også de mere heldige borgere inden i samfundsmaskinen. Dem der snurrer så flittigt, at stadig flere ryger af i farten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her