Læsetid: 3 min.

Kammerateri

Med hensyn til indspisthed står Jesper Langballe og Bent Jensen ikke tilbage for nogen
19. november 2003

Jesper Langballe har nu fået sin vilje. På finansloven er der afsat fire millioner kroner til at afdække kommunisternes aktiviteter under den kolde krig. Nu har kommunismen ikke så mange venner her til lands, hvad den i øvrigt aldrig har haft. Kommunisternes magt har snarere beroet på deres organisations styrke end medlemmernes antal.
Jeg kan huske fra min gymnasietid i midten af 80’erne en af Operation Dagsværks første kampagner. Kalundborgs samlede kontingent af Konservative Gymnasiaster,
V- & KU’ere havde ikke problemer med at komme til orde, og de klagede over, at der skulle samles ind til »kommunistiske lokummer i Mozambique«. De havde selvfølgelig bemærket, at Operation Dagsværk de første år har ydet støtte især til nogle af venstrefløjens kæledægger i Afrika, Mellemamerika og Mellemøsten: Nicaragua, Palæstina og netop Mozambique.
Hvorvidt DKP faktisk var gået aktivt ind for at formulere projekterne, skal jeg ikke kunne sige. Det har de såmænd nok. Det var jo bare sådan, at det var venstrefløjen, der var bedst til aktivisme. Det er aldrig lykkedes hverken Venstres eller Konservativ ungdom at stable noget på benene, der i omfang og dynamik kommer i nærheden af Operation Dagsværk. De gik i lyseblå strygefri skjorter og grå bukser med pressefolder og havde Cavalet-mapper i stedet for skoletasker. De var blevet voksne før tiden, og betragtede gymnasiet som en optagelsesprøve til det virkelige liv: erhvervslivet. Venstrefløjen havde henna-farvet hår, partisantørklæder og røg hjemmerullede cigaretter med variabelt fyld.

En helt anden snak
Cavalet-mappernes tid er udrundet. Der har længe været et behov for at få udredet Danmarks situation under den kolde krig. Masser af mennesker – herunder ikke mindst historikere – har ladet offentligheden tilflyde personlige beretninger som den ovenstående om deres oplevelser under den kolde krig. En personlig beretning er dog og bliver en personlig beretning uanset ophavsmandens øvrige videnskabelige meriter.
Videnskab er en helt anden snak. Af samme årsag er en sådan udredning blevet sat i gang i regi af Dansk Institut for Internationale Studier, tidligere DUPI. Her sidder en halv snes dygtige forskere og er ved at sammenstykke et overblik over denne nære fortid.
Men den etablerede forskning huer ikke Langballe. Han beskylder statens forskningsråd for at have en tendens til at udvikle sig til indspiste broderskaber. Derfor har han fået sit eget parallelle projekt med på den nye finanslov, og han peger selv på Bent Jensen som den mest oplagte kandidat til at forestå dette projekt. Langballes beskyldninger om indspiste broderskaber falder med denne udmelding hårdt tilbage på ham selv, for med hensyn til indspisthed står Langballe og Jensen ikke tilbage for nogen.

Dissidenten Bent Jensen
Skal man have en politisk uafhængig forsker til at gøre arbejdet, er Bent Jensen nemlig ikke den første, man kommer i tanke om. Dansk Folkeparti har nu omfavnet ham så hjerteligt, så ofte og så meget, at det ligner en bjørnetjeneste. Professoren er blevet et redskab i et politisk øjemed, og han lader det ske.
Det kan ikke overraske, for Bent Jensen benytter enhver lejlighed til at politisere. Han er også en meget forudsigelig forsker, og det er nok også årsagen til Dansk Folkepartis blivende forelskelse i hans arbejde. De risikerer ingen ubehageligheder med ham. De vil i dette tilfælde få for fire millioner kroner variationer over følgende temaer: De danske kommunister var forbrydere og landsforrædere. SF, VS, SAP, KAm-l og hvad de ellers hed, var lige så slemme. Socialdemokraterne og de radikale var æreløse medløbere i Moskvas manipulationer med den danske offentlighed. Reagan vandt den kolde krig på trods af de forræderiske danske fodnoter. Bent Jensen blev som dissident tiet ihjel af en magtfuld alliance af kulturradikale med Danmarks Radio i spidsen og måtte nøjes med at udkomme på Gyldendal, henslæbe en ussel tilværelse som medlem af det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, Statens humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsråd, vansmægte som professor i Odense og lide under den fremtrædende rolle som skribent på Jyllands-Posten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu