Kronik

Læg an dit hovedklæde

Der skrives ophidsede indlæg for eller imod tørklæder. Tænk, at et simpelt stykke stof kan skabe så megen furore, men måske er det ikke stoffet, men snarere det, det symboliserer, der er anstødsstenen?
Debat
12. november 2003

Kronik
Det er utroligt, at ordet tørklæde i den grad kan få folk op af stolene. Tørklæde-
debatten florerer med jævne mellemrum i medierne – der skrives ophidsede indlæg for eller imod tørklæder – der føres retssager om tørklæder og fra politisk hold foreslås der minsandten forbud mod tørklæder. Tænk, at et simpelt stykke stof i bomuld eller silke kan skabe så megen furore, men måske er det ikke stoffet, men snarere det, det symboliserer, der er anstødsstenen?
Hvorfor benytter muslimske kvinder tørklæder? Nogle bliver tvunget til det af deres fædre eller ægtemænd – andre vælger det selv på grund af religiøs overbevisning. Men der kan være andre årsager til valget: det lukker mænds blikke ude, det er identitetsskabende, det er kulturelt betinget, men det kan også være en selvfølge ud fra en bestemt opfattelse af dragt og mode. Årsagerne til valget kan altså være mange, derfor er det også foruroligende, at dette klædningsstykke kan skabe så megen debat og ophidselse, al den stund at europæiske, kristne kvinder gennem århundreder har benyttet samme praksis: nemlig at dække håret til!
Det viser kun, at vi har glemt vores egen historie, derfor kan nogle punktnedslag i hovedtøjets historie forhåbentlig være med til at give et mere nuanceret syn på tørklæder.

Da Holger Drachmann i 1879 skrev visen, »Den spille-mand snapped fiolen fra væg«, indgik disse linjer:
Bind dit skørt og flet dit hår,
Læg an dit hovedklæde.
I Præstevænget dansen går
Med fryd og megen glæde
Hvis visen fortæller noget om Drachmanns samtid, er det bl.a. at tiden var optaget af folkeviser – dels at indsamle dem, men også at nyskrive og nyfortolke dem. Dragtbeskrivelsen er gyldig for middelalderen, ja, måske endnu ældre. Hovedklædet kendes allerede i vikingetiden og nævnes i sagalitteraturen, ligesom det ses i 13-1500-årenes højere stands mode i forskellige udformninger. Så sent som i slutningen af 1800-tallet benyttede nogle læsøkvinder stadig store, hvide hovedklæder. De blev lagt i trekant, snipperne krydset under hagen og efterfølgende knyttet i nakken. Den samme form genfindes på kalkmalerier fra slutningen af 1400-årene, og ja, minder en hel del om den metode, muslimske kvinder benytter i dag.
I samfundets øvre lag benyttedes hovedtøj og senere hatte med større eller mindre intensitet op gennem århundrederne. En periode med hovedtøj kan altså godt
afløses af en periode, hvor kvinder går med håret bart – i hvert fald i nogle sammenhænge. Det kan man studere ved at gå på opdagelse i billedkunsten. I bonde-kulturen sker der derimod det, at flere og flere kvinder dækker håret til, jo tættere vi kommer på vores egen tid. I Jylland klagede man i 1760-erne over at kvinderne dækkede ansigtet sådan til med tørklæder, at kun øjnene var synlige!
Det har været en gammel skik, at ugifte (jomfruer) gik med hovedet bart, mens gifte og ukyske (faldne kvinder) skulle skjule håret under et klæde. Men i begyndelsen af 1700-årene var det vanskeligt at skelne gift fra ugift, fordi alle kvinder brugte hovedtøj – eller huer. Konehuen var dog sort, hvor den ugifte benyttede en hvid hue – eller i nyere tid: broget. Disse huer var en fast del af landbokvindernes påklædning. De fandtes i simple stoffer til hverdagsbrug og i fornemme stoffer til højtid. De udvikledes over tid, og kvinderne var for så vidt selv skabere af denne mode, da man kun
i begrænset omfang kan tale om påvirkninger fra højere stands mode. I dag er der blandt dragtforskere bred enighed om, at betegnelserne nationaldragter, folkedragter eller egnsdragter er en konstruktion, der er foretaget i
en senere tid (i særdeleshed efter 1864), men der er lige så bred
enighed om, at hovedtøjet trods alt er et af de steder, hvor egnspræget tydeligst kan aflæses.
Hovedtøjet var altså identitets-skabende. Det fortæller om tilhørsforhold – dengang som nu.
De europæiske bondekulturer kan opvise en mangfoldighed uden lige inden for hovedtøj – huer med eller uden tørklæder, korsklæder, kniplinger, silkebånd osv. Bare inden for Danmarks grænser er variationen stor.
Hvornår forsvandt disse huer? I Frøslev på Stevns aflagdes huerne i 1874.
Nogle kvinder var mødt i kirke med købstadshatte, og det resulterede i hvisken og tisken, men allerede næste søndag var der flere hatte, og i løbet af nogle måneder var huerne forsvundet. Der fortælles også, at mange af konerne så slemme ud og måtte have tørklæde om hår og ører under hatten. Hvorfor nu det? Jo, hår der altid har været pakket inde i en stramtsiddende hue, ser ikke godt ud, når det kommer ud i dagens lys.
Min tipoldemor var født i 1832. En eneste gang i sit liv gik hun til fotograf. På billedet har hun en sort silkehue på – måske er hun 60, måske 70 år. Hun anskaffede sig næppe en hat, og hun tilhører den sidste generation af kvinder, der brugte hue. Til hverdag har hun gået med en simpel hue, eller hun har lagt tørklædet i trekant og bundet det under hagen. Måske har hun beholdt huen inde under tørklædet.
Min mormor klippede fletningerne af, da hun var 15, og hun gik med små klokkehatte. Når hun lugede roer, gik hun med en hvid, bredskygget hat, der skærmede mod solen. Og da Simone de Beauvoir i 1940’erne bandt sit tørklæde som en turban, gjorde min mormor det samme. Da hun blev 75, gav jeg hende et Marimekko-tørklæde, som hun brugte til sin død.
Da min mor i 1950 skulle foretage den lange rejse fra Møn til Stevns,for at tiltræde en plads i huset, sagde min mormor: »Du bliver nødt til at købe en hat«. Underforstået, du kan ikke gå med hovedet bart. Men det gjorde min mor nu oftest, det vil sige, hun brugte tørklæde i haven, når hun lugede roer, var med i høsten, havde storvask og tusind andre gøremål. Hun bruger stadig tørklæde, men ikke i samme omfang som dengang.
Tørklædet er en meget praktisk foranstaltning, det kan beskytte mod sol, vind og snavs, men det kan også skjule, at håret skulle have været vasket i går eller i forgårs.
Jeg var 15, da jeg spurgte min mor, om vi ikke havde nogle bleer fra dengang, vi var små. Jeg ønskede mig brændende en lilla ble, og den skulle farves med en af de små Dylon-kapsler. »Du var den sidste« sagde mor »og bleerne blev slidt til sidste trævl«. Derfor fik jeg aldrig en lilla ble, og senere gik det op for mig, at det var et hadeobjekt, nøjagtig som muslimske kvinders tørklæder er i dag.

Hvornår forsvandt europæiske kvinders hovedbeklædning? Noget entydigt svar kan næppe gives, men op gennem 60’erne og 70’erne blev hatte, huer og tørklæder i stigende grad lagt på hylden. I 1980-erne forsøgte man at relancere hatten i modebilledet, men det vandt ikke genklang – rigtige hatte var nærmest forbeholdt Dronning Margrethe og de øvrige medlemmer af Kongehuset.
Det nutidige forslag om forbud mod tørklæder minder om enevældens luksusforordninger, der forbød bondestanden at bruge silkestoffer og deslige. Hvis forbudet blev overtrådt, skulle der betales bøde.
Hvordan skal sådan et tørklædeforbud håndhæves? Ved hjælp af dragtpoliti? Hvis muslimske kvinder ikke må benytte tørklæder, må jeg så heller ikke tage tørklæde på, når jeg cykler til Brugsen efter varer? Selvom jeg sætter mit tørklæde lidt anderledes, kan der let opstå misforståelser, når dragtpolitiet rykker ud.
Måske kan man godt fjerne tørklædet, men man kan ikke fjerne den symbolværdi, som islamiske kvinder tillægger det. Islam eksisterer stadigvæk, og det er vel islam man er bange for – ikke et stykke silkestof? Omvendt er der ingen tvivl om, at tørklædet også sætter skel mellem ’dem’ og ’os’. Det er tankevækkende, at europæiske kvinders brug af hovedbeklædning først er forsvundet, i takt med at de islamiske kvinders brug af samme er blevet mere synlig. Næste gang Bertel Haarder, Louise Frevert, Karen Jespersen, Pia Kjærsgaard og mange andre farer frem med brask og bram, bør de erindre, at kristne, europæiske kvinder, i særdeleshed fra bondekulturerne, har tildækket håret med tørklæder og anden hovedbeklædning gennem adskillige århundreder.

*Kilde: Ellen Andersen: Danske Bønders Klædedragt. 1960

*Susanne Nielsen er væver og arbejder freelance med værkstedsopgaver, udstillinger, foredrags- og skribentvirksomhed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her