Læsetid: 6 min.

LÆSERDEBAT

5. november 2003


Fogh fuld af fis
*Go’ dag mand – økseskaft, fristes man til at sige efter at have læst interviewet med Anders Fogh Rasmussen i Information den 3. nov. Læst mellem linierne hviler den danske krigserklæring på lige så løst mavefornemmelse hos Fogh som hos Bush’s forudgående kampagne og armvrid for at skaffe sig det minimale af tilslutning, der skulle til uden Sikkerhedsrådet støtte. Hele sagen lugter af olie og med den nuværende udvikling et »ligpose-valg« i USA næste gang. Fogh er en alvorlig trussel for Danmarks fremtid som et fredens land.

Bent Brogaard, Galten

Magisk genkomst
*»Vil I gerne have Saddam Hussein tilbage?« spørger Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
Hvordan vil de mon i givet fald
bære sig ad med det?

Jan Krag Jacobsen, Farum

Hævngerrig skadefro
*Af Information den 31. oktober kan man få indtryk af, at det bedste havde været om Saddam stadig sad ved magten, og at jøderne ikke befandt sig i Israel. Dragsdahls ellers nøgterne analyse af den økonomisk mangelfulde krig bæres af en hævngærrig skadefro over at amerikanerne endelig hænger i sumpen, Ejvind sætter nedkæmpelsen af Saddam ind i en bredere sammenhæng af nedkæmpelse af natur og sorte mennesker, og Omar Shah mener ikke at der er nogen som helst sammenhæng mellem kravet om Israels (den zionistiske stats) ophævelse og antisemitisme.
Gad vide hvilket kaos de forstiller sig det Sande og Gode kosmos opstå af?

Søren Jensen
Aabenraa

De danske soldater og FN’s retræte
*Mandatet for de danske soldater i Irak udløber ved udgangen af året. Socialdemokraterne og Radikale Venstre vil kun stemme for en forlængelse, hvis FN får en større rolle at spille. Dette krav fik partierne formelt opfyldt med den nye resolution i FN’s sikkerhedsråd, selvom USA fortsat har den egentlige magt. Men den eskalerede modstand mod besættelsesmagten og de kaotiske tilstande i landet har medført, at FN planlægger en total evakuering af sit personale. Hvad er begrundelsen for en forlængelse af mandatet, mens FN’s rolle reelt bliver mindre og mindre? De to partier skylder befolkningen et svar.

Frank Johannesen
Valby

Finder Holger magten?
*»Vi arbejder på at kunne stemme for traktatudkastet«, har det med en afslørende formulering lydt fra de EU-ivrige SF’ere det sidste års tid. Og nu har et spinkelt flertal på et ekstraordinært landsmøde i hvert fald accepteret en blanco-check til en EU-militærstyrke der kan drage ud i verden og erstatte USA – især dér hvor der hverken er strategiske interesser eller olie at hente.
Den sympatisk-naive parti-leder vil gentage forsøget med det nationale kompromis i 93, der forrådte EU-modstanden.
Det fik SF absolut ingen ministerposter for til gengæld. Denne gang gælder det udover EU-hæren bl.a. et farvel til vetoretten og til flere folkeafstemninger samt EU’s overtagelse af Danmarks selvstændige stemme på de sidste frie områder. Og så skal vi fyldes med mere glyfosat, madsminke og pesticider.
Magtudredningsrapporterne -– der ellers fuldstændig mangler en analyse af den centrale økonomiske magt i samfundet – har dog fundet ud af, at der i forholdet til EU hersker en voldsom mangel på demokrati, styring og kontrol. Netop det demokratiske underskud som den politiske og journalistiske elite hele tiden prøver at tale sig væk fra. Denne elite er med sine gode informationer og sociale privilegier selv mere eller mindre med i EU-byrokratiet og er derfor blind for de totalitære tendenser i den harmonisering, der er på vej.

Johan Keller
Kbh. NV

USA stikker blår i øjnene
*Bush & Co.’s højt berømmede ’køreplan for fred’ synes p.t. aldrig have været stort andet end et forsøg på fra USA’s side på at stikke verdenssamfundet blår i øjnene.
For der har jo i den forbindelse overhovedet ikke været lagt pres på at få Israel til at gøre indrømmelser, og er der noget, dette land ikke har en døjt respekt for, så er det just retoriske bravader uden handlingsmæssige konsekvenser.
Tværtimod lader det til, at Israel, i sikker forvisning om ubetinget USA-støtte og dermed FN-immunitet, på det seneste har givet lebensraumpoltikken et par ekstra spande kul. Tilsyneladende kender det israelske overmod efterhånden slet ingen grænser, senest med de horrible – åbent fremlagte – planer om med magt at fjerne Yassir Arafat død eller levende – formodentlig med den hensigt at give plads for en USA-Israel-kontrolleret Quisling-regering til beredvilligt at assistere med det palæstinensiske folkemord!
En sådan voldsaktion kan ganske vist forudses i første omgang at forårsage et internationalt ramaskrig på det retoriske plan, men reelt vil det blot være en storm i et glas vand – og pga. USA’s vetomagt bekvemt uforpligtende for de kritiske røster. Kort tid derefter vil affæren være accepteret som en de facto kendsgerning – og business can go on as usual – eller hvad?
 
Søren Blaabjerg
Hørning

Bolivias oprør
*I sin leder den 18. oktober om ’Bolivias oprør’ fremhæver Rune Vitus Harritshøj (RVH) at »hverken Argentina, Brasilien, Peru, Ecuador eller Venezuela« – i modsætning til EU og USA – »kom med officielle støtteerklæringer« til den nu væltede Præsident Gonzalo Sánchez de Lozada. Den manglende støtte skulle, ifølge RVH, være udtryk for, at Sánchez de Lozada »set med nutidens sydamerikanske øjne« var et »omvandrende stykke fortid«.
Af en eller anden grund overser RVH den erklæring, som Andeslandenes (altså de tre sidste af de nævnte lande, samt Colombia) udenrigsministre udsendte den 13. oktober, og hvori de erklærede deres »beslutsomme støtte til Præsident Gonzalo Sánchez de Lozadas konstitutionelle regering« og »bevarelsen af demokratiet i Bolivia«. Det turde være indlysende hvorfor også de ’venstreorienterede’ – som RVH påstår de er – demokratisk valgte ledere i regionen erklærede deres støtte til Sánchez de Lozada.
Stlllet overfor en – mere eller mindre voldsom – folkelig utilfredshed med deres ligeledes skrøbelige regeringer, har de ingen interesse i at legitimere lignende ’folkeopstande’, som en dag kunne sende dem samme vej som Bolivias nu forhenværende Præsident.

Jesper Tvevad
Bruxelles

Tidlig indsats for udsatte børn og unge
*Regeringen vil bryde den negative sociale arv og det anser jeg som socialminister for at være et af mine allervigtigste mål. Så langt er jeg enig i den analyse, som Helle Ib bragte her i avisen den 17. oktober. Til gengæld har hun bestemt ikke ret i, at regeringen reelt har opgivet at løse problemet – fordi der ikke følger penge med.
Regeringen prioriterer opgaven højt – og der sættes rent faktisk penge af til arbejdet – stik modsat, hvad Helle Ib åbenbart tror. Frem til 2006 har vi afsat 260 mio. kroner til projekter, som skal hjælpe udsatte børn og unge på vej.
Men at forbedre indsatsen for at bryde den negative sociale arv handler ikke kun om ressourcer. Det handler også om at målrette midlerne bedre og om at omprioritere, så de mest belastede familier og børn får mest mulig glæde af dem. Det er vi også godt i gang med.
En rød tråd i det arbejde, der er i gang, er ’tidlig indsats’ og i så vid udstrækning som muligt at hjælpe familierne til selv at være en aktiv del af løsningen. På anbringelsesområdet har der været for mange eksempler på, at indsatsen over for børn i familier, der kæmper med misbrug eller andre sociale problemer, har været for dårlig eller er kommet for sent i gang. Men løsningen er altså heller ikke her blot at pumpe flere penge ud i systemet. Det er alt for for simplet. Vi skal i stedet fokusere på at sætte ind tidligt og bruge de ressourcer, familien og netværket har, for at få løst problemerne bedst muligt.
Alle kan vist være enige om, at uddannelse og kompetenceopbygning er vigtig for at kunne klare sig godt i livet. Derfor skal vi mindske risikoen for, at socialt udsatte børn, der ikke er stimuleret tilstrækkeligt hjemmefra, falder fra i starten af deres skoleforløb, fordi de ikke er rustede til overgangen fra daginstitution til skole. Det kan vi afhjælpe ved at arbejde med læreplaner i daginstitutionerne, der angiver klare mål for, hvilke sociale kompetencer børn skal have. Og her taler jeg ikke om, at treårige skal lege skole eller lære at læse og skrive. Men daginstitutionerne skal arbejde med, at børn eksempelvis lærer at danne venskaber, diskutere med hinanden og forstå en fælles besked.
Jeg tror på, at de initiativer, vi har sat i gang, kan gøre en forskel. Men den største forskel vil vi kunne opnå ved et holdningsskifte, og det tager lang tid. Jeg er dog også overbevist om, at arbejdet med at bryde den negative sociale arv skal fortsætte, hvis alle børn skal have en fair chance for at få et godt liv. Og derfor vil området fortsat være højt prioriteret af regeringen.

Henriette Kjær
socialminister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu