INTERNATIONAL
De heldige sover på cementblokke, men har kun lidt sengetøj. Resten ligger på gulvet. I Peshawar centralfængsel lider mange børn af tuberkulose på grund af de trange forhold. De pakistanske fængsler er fyldt til randen af mænd, kvinder og børn, som lever indespærret under svært kummerlige forhold i lang tid, før de får deres dag i retten.
17-årige Izzat Khan blev løsladt i marts i år uden at have være stillet for en domstol. Han blev arresteret som 13-årig for at have handlet med falske penge og endte med at tilbringe fire år af sin barndom i fængsel, fordi politiet ikke kunne finde sagspapirerne.
FNs Komité om Børns Rettigheder skal følge op på implementeringen af Konventionen om Børns Rettigheder i de stater som har ratificeret den. Det gjorde Pakistan i 1990, og den 3. oktober i år offentliggjorde komitéen sine bekymringer vedrørende børn i Pakistan. Der var mange, og de var alvorlige. De flere tusind børn i pakistanske fængsler får deres rettigheder krænket, og det skyldes ikke mindst, at mange juridiske embedsmænd er uvidende om konventionens eksistens.
Amnesty har for nylig været i Pakistan for at samle oplysninger til en rapport, der sætter fokus på nogle af krænkelserne. Både FN-komitéen og Amnesty International anbefaler Pakistan at hæve den kriminelle lavalder, som i dag er syv år, og at udbrede kendskabet til konventionen ved at oversætte den til lokale sprog.
Fængsel som opbevaring
Et barn skal stilles for en ret inden for 24 timer efter arrestationen, og der må ikke gå mere end fire måneder før der afsiges dom. Et barn må ikke tilbageholdes længere end 14 dage uden at være domfældt. Konventionen om Børns Rettigheder siger, at frihedsberøvelse kun skal anvendes som en sidste udvej og i kortest mulig tid. Alligevel sidder tusindvis af pakistanske børn fængslet i månedsvis, mens de venter på at blive stillet for en domstol. Amnesty er bekendt med tilfælde, hvor børn er blevet tilbageholdt uden dom i over to år.
Den vigtigste årsag til de langvarige retssager er, at det juridiske system er overbebyrdet. Der er problemer med at få politi, vidner og juridiske rådgivere til at møde ved retshøringerne, sagsdokumenterne er tit mangelfulde, og domstolene har generelt svært ved at nå igennem dagens høringer.
Et middel til at begrænse børns frihedsberøvelse er brug af kaution; et middel som ifølge pakistansk lovgivning skal tages i brug, med mindre en løsladelse anses for at være til fare for barnet eller samfundet. Men mange dommere er ikke klar over barnets ret til kaution, så mange ender i langvarig forvaring ligesom den 13-årige dreng, der i 2002 blev arresteret og anklaget for at have stjålet en legetøjsmobiltelefon til en værdi af 30 rupi (ca. fire kroner). Drengen blev til sidst fundet uskyldig. Han mødte i retten fire gange og tilbragte otte måneder i fængsel.
I tilfælde hvor dommerne giver mulighed for kautionering, bliver beløbet ofte sat urealistisk højt, noget der gør, at det særlig er børn fra fattige familier, der frister tilværelsen som indespærret, mens de venter på, at en dommer skal afgøre deres skæbne.
Kun 15-20 procent af de børn, der fængsles, bliver dømt. Det er derfor et voldsomt overgreb at tilbageholde et barn på ubestemt tid i fængsler, som ikke overholder minimumskravene med hensyn til at holde børn adskilt fra voksne kriminelle og fri fra lænker, opretholde kontakten med barnets familie, sørge for juridisk assistance, medicinsk tilsyn, næringsrig kost, uddannelsesmuligheder og rehabilitering.
Børn på dødsgangen
En anden årsag til at retssagerne trækker ud, er at tiltaltes alder er omstridt. Fødselsregistreringen i Pakistan er mangelfuld, og at bestemme en tiltalts fødselsdato er tidkrævende.
Resultatet kan betyde forskellen mellem liv og død for den, der er anklaget for mord, røveri, voldtægt eller zina (seksuelt samkvem mellem ugifte), hvis dommeren altså kender Konventionen om Børns Rettigheder, der forbyder dødsstraf mod mindreårige.
Børn dømmes nemlig stadigvæk til døden i Pakistan, især i stammesamfundene i nord, hvor fødselsregistrering er ikke-eksisterende og FN-konventioner er en by i Vesteuropa.
I 1999 fastholdt Peshawar High Court dødsdommen over Sher Ali, der var dømt for at have bortført og dræbt en pige, da han var 12 eller 13 år. Sher Ali blev hængt i november 2001. Han er den sidste henrettede børneforbryder i Pakistan, som Amnesty kender til. De fleste dødsdomme bliver omstødt ved de højere domstole, men først efter at barnet har lidt under traumet at blive fængslet som dødsdømt.
FN-Konventionen om Børns Rettigheder slår fast, at dødsstraf er en højst upassende straf for individer, der på gerningstidspunktet endnu ikke har nået fuld fysisk, psykisk eller intellektuel modenhed, da straffen som bekendt umuliggør enhver mulighed for rehabilitering.
I Punjab sad der i 2002 350 dødsdømte børn, til trods for at præsident Musharraf i 2001 lovede, at alle børneforbrydere skulle få deres dødsdom omstødt til fængsel på livstid.
Mohammad Ameen sidder fængslet for mord. Han er dømt til døden, selv om han har papirer på, at han var under 18 år på gerningstidspunktet. Højesteret vil ikke genoptage sagen, fordi Ameens advokat ikke gjorde opmærksom på hans alder under den indledende retssag. Nu er hans eneste håb en appel til præsident Musharraf, om at han skal omstøde dommen.
