Læsetid 6 min.

Fra mountainbike til terræncykel

Kan sproget styres af staten? Det mener vore nordiske broderlande tilsyneladende – men ikke dagens kronikør
25. november 2003

Kronik
Det vil nok overraske mange, at 1997 er et helt enestående år i det danske sprogs historie. For første gang blev der lovgivet om det. Folketinget vedtog to love, som dels lovfæstede Dansk Sprognævns position og dels ryddede op i junglen af gamle bekendtgørelser og cirkulærer om sproget.
Anvendelsen af flertalsformer i udsagnsordene havde man i sin tid glemt at ophæve, så det var indtil den 1. august 1997 officielt korrekt at skrive: »Vi ere syge«. Sproget ser ud til at leve sit eget liv, uanset hvad man foretager sig eller har glemt at foretage sig ved magtens skriveborde.
Den tyskkulturelle indflydelse på det danske sprog har været meget dybtgående og har da også stået på i mange århundreder. Den engelsk-amerikanske gjorde sig først for alvor gældende efter 1945, men med en meget stærk gennemslagskraft ikke mindst på grund af nutidens massemedier med den hurtige kommunikation og store spredningsmuligheder.
I 1998 var den engelsk-amerikanske indflydelse imidlertid blevet så betydelig, at Dansk Sprognævn holdt en konference om emnet. Ifølge et indlæg fra professor Sandøy fra Norge var det her vanskeligt at få accepteret andre ord i stedet for de engelske. Alt var dog ikke håbløst, da f.eks. klimaanlæg sejrede over aircondition og terrengsykkel over mountain bike, ejendommelige eksempler, som kun betyder, at man kommer tilbage til den tid, da tysk og fransk spillede den rolle, som engelsk-amerikansk har i dag.
Til problemet med indvandringen af de engelsk-amerikanske ord havde de to professorer Herslund og Davidsen-Nielsen kun et forslag om at »indføre en klækkelig afgift hver gang man offentligt bruger på tryk et engelsk ord, hvor der i forvejen findes et ækvivalent ord med borgerret i dansk«.
Den svenske regering nedsatte i 2002 et udvalg, der anbefalede, at der skulle udarbejdes en lov for det svenske sprog, og i foråret 2003 fulgte Kulturministeriet i Danmark efter med at nedsætte et udvalg med et tilsvarende forslag for det danske. Forslaget kom i september og bygger på et udkast, som Sprognævnet formulerede tidligere på året.
Blæser Kulturministeriet nu til kamp mod invasionen af det engelsk-amerikanske? Nej! Sigtet er meget mere beskedent, sådan som det udtrykkes i forordet: »Udvalget ønsker at understrege, at sprogets udvikling ikke på alle områder lader sig styre direkte gennem lovgivningsinitiativer; sprog tales og skrives af mennesker, der i almindelighed befinder sig uden for de officielle regelsystemers rækkevidde. Men regering og Folketing kan på en række områder fastlægge rammebetingelser, der har stor betydning for sprog og sprogbrug«.
Et hovedsigte bliver derfor bestræbelsen på, at det danske sprog fortsat kan blive ved at være komplet: »det er mindre væsentligt at følge indvandringen af de engelske låneord end at holde øje med de sprogsituationer og domæner, der kan overgå fra at være dansksprogede til at blive engelsksprogede«. Af betydningsfulde domæner nævnes videnskab, erhvervsliv, reklamer og underholdning, altså en række meget dynamiske områder.
Hvad er der så at gøre?
Nøgleordet lyder på parallelsproglighed. Det betyder, at dansk skal styrkes, uden at engelsk nedprioriteres. Der skal f.eks. gives tilbud om professionel oversættelse af videnskabelige arbejder. Udgifterne til det, er man klar over, kan blive betydelige. Det
bliver interessant at høre, hvad Folketinget mener om forslag
af denne type, når det skal tages op til behandling i denne samling.

Udvalgets redegørelse vil skuffe mange, der mener, at kampen mod invasionen af engelsk-amerikansk bør være hovedsagen, men det er en realistisk indsigt i lovgivningens begrænsede muligheder for magtudøvelse. Man kan f.eks. ikke vedtage ved lov, at den amerikanske kulturpåvirkning skal høre op.
Ikke desto mindre hersker der en udbredt forestilling om, at andre lande har foretaget sig noget effektivt, vi kunne lære noget af, og der henvises til Island, Norge og Frankrig.
Det er rigtigt, at Island i et utroligt omfang har formået at holde sproget rent for fremmedelementer. Men holder dette sprogforsvar i det lange løb? Slagharpa har ikke kunnet slå piano ud, og ungdommen tillader sig at drikke kok, coca-cola.
Norge fremtræder som et land med komplicerede forhold. Det har to officielle sprog, og her kan man finde på at oversætte sin store forfatter Henrik Ibsen til et sprog, han ikke selv har kendt.
Men måske kan vi efterligne Frankrigs fornemme sprogtradition? Akademiet blev oprettet allerede i 1635 til at overvåge sproget og påvirke dets udvikling. Siden 1950’erne har man diskuteret det såkaldte franglais, og kulturminister Toubon fremsatte i begyndelsen af 1990’erne et forslag om at indføre et officielt fransk, der også skulle gælde for privatpersoner ved f.eks. annoncering, offentlig skiltning, i medier og på arbejdspladser. Da forslaget viste sig at være i strid med Menneskerettighedserklæringens artikel om ytringsfrihed, blev det stærkt beklippet af Forfatningsrådet.

I Danmark har man lige fra 1600-tallet kendt til en række forsøg på at rense sproget for fremmede ord, men meget lidt er lykkedes. Først omkring år 1900 har bestræbelserne på et rent dansk omsider en storhedstid, som mærkeligt nok ikke markeres i den nyeste historiske skildring af vores sprog: Allan Karkers Dansk i tusind år (1993).
Den høje vurdering af det danske på dette tidspunkt kan bl.a. forklares ved det ryk fremad for demokratiet, der skete med det såkaldte systemskifte. Man talte om »den første bonde i kongens råd«. Efter at det nationale havde været den væsentligste drivkraft i den tidligere sprogrensning, kom der nu en demokratisk inspiration til. Alle skulle kunne forstå sproget. Dette højdepunkt i danskhed kan belyses ved to eksempler:
Da Gyldendal i 1899 ønskede at udgive Georg Brandes’ samlede værker, foretog han »en udrensning af fremmedord, som søger sin lige i den danske litteratur«, konstaterer Peter Skautrup i sin sproghistorie. Biografi bliver til levned, pessimisme til sortsyn osv. En del af Brandes’ egne nydannelser har oven i købet i nogen grad haft succes ved at indgå i sproget, når han f.eks. erstattede demokrati med folkestyre og international med mellemfolkelig.
I professor Otto Jespersens universitetslærebog Modersmålets Fonetik (1906) er den videnskabelige terminologi ved Jespersens egne nydannelser gennemført dansk. Spirant hedder hæmmelyd, nasaler næselyd, diftong tvelyd og assimilation lydnærme osv.
Ved århundredeskiftet 2000 tegner der sig et modsat billede. Jeg står på gaden og ser mig omkring. Ikke én af de store farvestrålende reklamer har dansk tekst, og jeg spørger mig selv: Har jeg forladt Danmark?
På den baggrund forstår man godt, at cand.mag. Kirsten Rask i år 2000 fik lyst til at udgive en Sprogrensningsordbog med ca. 900 forslag: Vi kunne godt spise en bollebøf i stedet for en burger og bestille en pakkeferie i stedet for en charterrejse, men Kirsten Rask giver ikke anvisning på, hvordan man får danskerne til at bruge dette sprog. Hun nøjes med at moralisere: »Danske firmaer og blade der ikke kan finde ud af at udtænke et godt dansk navn, dømmes underlødige. Det samme gælder marketingsmedarbejdere, der vælger engelske sloganer i stedet for at tænke kreativt på dansk«. I hendes bog leder man for øvrigt forgæves efter erstatningsord for marketing og slogan.
Selv det græsk-latinske har nu vundet stærkt frem igen. I den nyeste bibeloversættelse bliver Elisabeth i Lukasevangeliet gravid. Dette for ikke længe siden klinisk-kølige lægeord er nu blevet det almindelige. Holbergtidens advokat har fortrængt den alt for jævnt danske sagfører, seminarieforstanderen bliver seminarierektor, og Danmarks Lærerhøjskole bliver omdøbt til Danmarks pædagogiske Universitet.
Har man uden for sit land i længere tid givet sig hen i et andet sprog, opdager man ved sin tilbagevenden til modersmålet, at der er forskellige måder at tænke og føle på, der ikke uden videre kan oversættes, for hvert sprog har sit særprægede kulturelt bestemte syn på verden. Traduttore, traditore – oversætteren er en forræder – er mere end en italiensk aforistisk flothed. Derfor er også det danske sprog værd at bevare, og det bevares ved at blive brugt – i kærlighed og med omtanke. De politiske kræfter har begrænsede muligheder for at styre sproget. Desto større bliver den enkelte sprogbrugers ansvar.

*Jørn Bendix er cand. mag.i dansk og tysk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu