Læsetid: 3 min.

Når kvinden ligner bagenden af en lastbil

Hvor er den kulturradikale moral, når PH ser kubistisk kunst som proletarens virkelighed?
Debat
12. november 2003

KOMMENTAR
Torben Jelsbak går den 29. oktober mod min fremstilling af ’Kulturens Mount Rushmore’ (14. oktober) – det kulturradikale og materialistiske tankesæts dominans i det 20. århundrede.
Jelsbak påstår, at også mellemkrigstidens fritænkere i deres kunstkritik opererede med formel moral i stil med den, der var forudsætningen for den europæiske modernisme uden for Danmark.
Lad mig for god ordens skyld meddele, at jeg ikke tilstræber »en genoplivning af en hengemt tradition for metafysisk sværmeri og vitalistisk tågesnak«, som Jelsbak skriver. Som professionel kulturinteresseret og -formidler har jeg principielt ikke nogen mening om metafysik og vitalisme ud over, at det ubestrideligt er fænomener, der er forudsætning for en meget stor del af det tidlige 20. århundredes kunst. Hvis jeg vil forstå, hvorfor tingene ser ud, som de gør, så må jeg være parat til også at møde det, der ikke ligner mig selv.
Jelsbak nævner Klingen, Harald Giersing og Vilhelm Lundstrøm som størrelser, der skulle have næret den påståede kulturradikale formelle moral. Lad os derfor se nærmere på dem.
Som nævnt i min kronik, så var Otto Gelsteds yndlingsaversion den tyske ekspressionisme, og når han i artiklen ’En kunstnerkreds’ roser Harald Giersing for hans indsats i Klingen, så skal Giersings troværdighed efterfølgende lige beklikkes på følgende elskværdige vis: »Hverken dadaismen eller de tyske ekspressionistiske underlige ’Du-deiner-dir’-digte afskrækkede ham. Men han eksperimenterede også en overgang med muligheden af tankeoverføring på afstand […], men der kom aldrig noget positivt ud af forsøgene«. Med andre ord: Når Giersing kunne kapere tysk ekspressionistisk digtning, så hang det sammen med hans tilbøjelighed for okkult tøjeri. Der er imidlertid ingen tvivl om, at når Giersing med Jelsbaks ord »forlod naturefterligningen«, så var det netop fordi, han kendte den tyske eksperimenterende og metafysisk interesserede kunst.

PH’s blik for Lundstrøm
Jelsbak påstår, at PH straks havde blik for de stoflige bestræbelser hos Lundstrøm, og at PH’s kunst- og sprogkritiske kronikker fra 30’erne ligger tæt på det, man forstår ved formalisme. Jamen, så lad os da se på en af PH’s kronikker fra 30’erne om Lundstrøm. I Politikens kronik ’Samfundets Billede’ fra 1930 skriver PH om muligheden af en dansk proletarkunst, og han nævner i den forbindelse et billede af Lundstrøm:
»Hos Arnbak i Bredgade er nu igen udstillet en fantastisk Kvindeskikkelse af Lundstrøm. Man tør nok sige, at Maleren intet har gjort for at forskønne sin Model. Overordentlige Hængebryster er ikke det, almindelige Mennesker forestiller sig ved nøgen Kunst – det kender de hjemmefra. Hun synes bygget op af Sække, Grydelaag og Kakkelovnsrør […] Men hvor er den sociale Betydning? Billedet skal vel ikke opfattes som et Indlæg i Kvindesagen, et Slag for en ny Opfattelse af Kvinden? Maaske dog! Naturligvis er det ikke fra Malerens Side spekuleret saadan ud. Han har bare arbejdet i Overensstemmelse med sit Sind. Men ubevidst har han reageret mod den Søndagsopfattelse af Kvindelegemet, som er den almindelige Smag ogsaa i Revy, Kunstfotografi, Pornografi o.s.v […]Han har hellere villet skildre et almindeligt stort Kvindemenneske. Vi er alle slidt.«

Freud for mellemskolen
I mimetisk henseende er Lundstrøms kvinder omtrent så indtagende som bagenden af en lastbil, så langt har PH ret, men at aflæse billedet virkelighedsgengivende er et alvorligt overgreb, som ligner manipulation. En manipulation, der har til hensigt at få ’proletariatet’ i tale ved bevidst at se bort fra, at Lundstrøm tilsigter at trænge ind bag en ydre virkelighed for at opsøge noget varigt, der ikke har en kæft at gøre med PH’s forestilling om »et almindeligt stort Kvindemenneske«.
PH’s stofglæde og formelle observans er måske nok til stede i hans kritik, men den er altid underordnet det politisk korrekte og iveren efter at tale på vegne af folk, som ikke har bedt ham om det.
Yderligere må vi forbløffes af hans indsigt i Lundstrøms ubevidste vilje; det er i sandhed Freud for mellemskolen, men han havde jo også blot været på banen i 10 år – i Gelsteds oversættelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her