Kronik

Nordirlands skæbnetime nærmer sig

Valget til den nordirske forsamling kan blive sidste udkald, hvis det nordirske selvstyre og fredsprocessen skal sikres – det viser et tilbageblik på borgerretsbevægelsen
Debat
21. november 2003

Kronik
Den 26. november afholdes der valg til den nordirske forsamling, det andet valg til det nordirske hjemmestyre. Det første fandt sted i 1998, en måned efter at et overvældende flertal af den irske befolkning i det nordlige og sydlige Irland havde stemt ja til fredsaftalen, den såkaldte Belfast-aftale. Men aftalen har haft svære betingelser, og valget den 26. november sker på baggrund af en voksende unionistisk/protestantisk modstand mod aftalen. Siden det nordirske selvstyre blev suspenderet for et år siden, har fredsprocessen stået i stampe.
Mange af de unionistiske reak-
tioner Belfast-aftalen kan minde om den måde, unionisterne reagerede på over for borgerretsbevægelsen, da den opstod i 1968-69. Også den britiske regerings tiltagende eftergivenhed over for unionisterne, eksempelvis ved at udskyde valget fra maj til nu, giver mindelser om dengang. Den britiske interesse har aftaget, i og med at britiske soldater ikke længere er i skudlinjen i Nordirland.
Samtidig er vidneafhøringerne ved at være afsluttet ved »The Bloody Sunday Tribunal«, den store undersøgelsesdomstol under Lord Saville, som blev nedsat af Tony Blair i 1998. »Bloody Sunday« blev et vendepunkt, da 13 ubevæbnede demonstranter blev skudt og dræbt og 14 såret af britiske faldskærmstropper på en borgerretsmarch den 30. januar 1972 i den nordirske by Derry. Én døde senere af sine kvæstelser. Det gav dødsstødet til borgerretsbevægelsen og til håbet om at skabe forandringer i Nordirland med fredelige, ikke-voldelige midler. Scenen blev overtaget af væbnede aktører – republikanske, protestantisk/ unionistiske, og britiske. Skønt bevidst ikke-voldelig, udløste borgerretsbevægelsen i årene 1968-72 en voldelig udvikling og konflikt.

Allerede inden »Bloody Sunday«-marchen var volden eskaleret. Der skete en optrapning efter den 9. august 1971, hvor det nordirske unionistisk/protestantiske styre støttet af den konservative regering i London indførte internering uden dom. De internerede var især katolikker og borgerretsforkæmpere.
Interneringen medførte en eskalering af det Officielle og det Provisoriske IRA’s (IRA splittet i 1969/70) væbnede aktivitet, øget tilslutning til IRA, og omfattende folkelige protestaktioner og demonstrationer. 26.000 husstande deltog i en betalingsboykot af husleje og kommunale skatter. Borgerretsbevægelsen fokuserede på kravet om ophævelse af interneringspolitikken, også på marchen den 30. januar 1972. I marts 1972, to måneder efter »Bloody Sunday«, blev Stormont parlament og unioniststyret suspenderet, og der indførtes direkte styre fra London.
Derry – eller Londonderry byens koloniale navn – var centrum for borgerretskampen, da den var på sit højeste i 1968-69. Det var efter en borgerretsdemonstration her den 5. oktober 1968, som blevet angrebet af det nordirske politi, at borgerretsbevægelsen opstod som en stor folkelig bevægelse. Med sit katolske flertal på to tredjedele af byens indbyggere og sit unionistisk-dominerede bystyre blev Derry et symbol på den diskrimination og undertrykkelse, som Nordirlands katolikker havde levet under, siden Irland blev delt i 1920-22, og Nordirland kom under unionistisk/protestantisk dominans. Styret var et de facto et-parti system indtil 1972.

Forud for borgerretsbevægelsen var gået år med pres fra borger- og menneskeretsgrupper i Nordirland og i England, dels på en ny liberal unionistisk regering i Nordirland, dels på Labour-regeringen under Harold Wilson i London, for at få indført demokratiske reformer i Nord-
irland. Men intet skete. Labour-
regeringen henholdt sig til en vedtagen praksis om ikke at blande sig i interne nordirske forhold, der hørte under det unionistiske styre. Skønt hjemmestyreloven fra 1920, der delte Irland, ikke lod nogen tvivl om britisk overhøjhed i forhold til Nordirland. Var der kommet reformer, var der næppe opstået en borgerretsbevægelse. Den britiske regering bærer dengang som senere et betydeligt ansvar for, at situationen fik lov til at eskalere.
The Northern Ireland Civil Rights Association – NICRA – var paraplyorganisation for borgerretsbevægelsen, mens selve bevægelsen blev opbygget nedefra og lokalt. Mange af borgerrets-
forkæmperne var unge idealister fra en ny generation af katolikker og liberale protestanter. De var politisk uerfarne, og inspireret
af den amerikanske borgerrets-
bevægelse sigtede de på at modernisere det fastlåste nordirske samfund ved at mobilisere et folkeligt pres.
Bevægelsens vigtigste krav var beskedent – almindelig stemmeret ved kommunale valg. Ejendom var en betingelse for at få stemmeret. Målet var en reform af den nord-irske stat og styre, ikke en genforening af Irland. Bevægelsen optrappede sine ikke-voldelige aktioner i forvisning om, at det ville få den britiske regering til at gribe ind.
I stedet skærpedes situationen. Det unionistiske styres indrømmelser var for få og små og kom alt for sent til at kunne tilfredsstille forventningerne i den katolske befolkningsgruppe. Almindelig stemmeret blev vedtaget i princippet i foråret 1969, men blev f.eks. først indført i praksis ved kommunalvalgene i 1973.
Krisen tog til, især da den protestantiske arbejderbefolkning i løbet af 1969 vendte sig mod borgerretsbevægelsen, opildnet af den højreekstremistiske protestantiske præst Ian Paisley. De foranstaltede moddemonstrationer for at provokere borgerretsbevægelsen, som de lagde for had. Højrefløjen af den unionistiske regering og parti, Ulster Unionisterne, UUP, så bevægelsen som en republikansk/kommunistisk sammensværgelse mod det unionistiske styre. Det blev sværere for protestanter at deltage i eller støtte bevægelsen.
Der var således ikke noget alvorligt modsætningsforhold mellem befolkningsgrupperne fra starten, men det udvikledes, da presset voksede fra borgerretsbevægelsen og fra de unionistiske højrekræfter på samme tid.

Den voksende kløft mellem befolkningsgrupperne,
unioniststyrets tiltagende repression, og borgerretsbevægelsens manglende evne til at holde unge utålmodige katolikker fra gadeoptøjer betød, at allerede midt i 1969 var scenen sat for den efterfølgende voldelige eskalering. Sporadiske sammenstød kulminerede i august 1969, hvor optøjer og sammenstød i byer over hele Nordirland udviklede sig til voldelige protestantiske (især højreekstremister og sikkerhedsstyrker) angreb på de katolske områder i det vestlige Belfast med ildspåsættelse af hele gader og omfattende ødelæggelser. Tusinder blev drevet på flugt. IRA, der havde nedlagt våbnene for år tilbage, var ikke i stand til at yde et forsvar.
Den britiske regering reagerede – for sent – ved at indsætte den britiske hær. Men trods det unionistiske styres åbenlyse fallit undlod regeringen at overtage den
politiske styring i Nordirland. De britiske tropper blev modtaget med lettelse af den katolske befolkning. Men hæren måtte samarbejde med det unionistiske styre, der førte en undertrykkende politik, og blev hurtigt set af katolikkerne som styrets forlængede arm, især fra 1970, da militære styrker brutalt blev sat ind mod optøjer. Tropperne anvendte en »oprørsbekæmpelses«-taktik
inspireret fra erfaringerne i de britiske kolonier. En drastisk taktik i en civil ulydighedssituation i et hjørne af Vesteuropa.
Kampen for borgerrettigheder gled i baggrunden. Efter august 1969 koncentrerede befolkningen i de katolske ghettoer sig om at sikre sig våben og forsvar mod fortsatte protestantiske angreb. Denne situation var baggrunden for, at IRA kunne reorganiseres med nye unge medlemmer og indlede væbnede aktioner mod den britiske hær fra begyndelsen af 1971.

I dag søger, ligesom dengang, de unionistiske højrekræfter – Ian Paisley’s Demokratiske Unionistparti, DUP, højrefløjen af UUP, og de paramilitære grupper – at uddybe kløften mellem befolkningsgrupperne for at styrke en unionistisk dagsorden. De unionistiske væbnede gruppers hyppige angreb på civile katolikker
bidrager til dette ved at søge at udæske IRA og destabilisere situationen. Der spilles på en gammel frygt for IRA for at fremme modstanden mod fredsaftalen og fremtvinge en genforhandling. UUP’s flertal og leder, den tidligere førsteminister David Trimble, som støtter aftalen, er under pres fra partiets højrefløj. DUP har uden tvivl opnået en opinionsmæssig fremgang, hvor stor vil vise sig i det kommende valg. Men man har endnu ikke opnået at skabe et stemningsskred blandt protestanter, sådan som det lykkedes de unionistiske højrekræfter i 1969.
På den republikanske og katolsk/nationalistiske fløj – partierne Sinn Féin og SDLP, the Social Democratic and Labour Party, – er der stadig vilje til at føre fredsprocessen videre. Forhandlingerne mellem UUP og Sinn Féin fortsætter trods et typisk sammenbrud for nylig. Trimble er en svag leder, men republikanerne har erkendt, at der ikke findes andre.
Det er afgørende for fredsprocessen, at valget den 26. november kan genskabe et levedygtigt nordirsk selvstyre med en ny samlingsregering.

*Inger V. Johansen er cand.mag., Ph.d., med en afhandling om den nordirske borgerretsbevægelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her