Kronik

Rapport fra stambordet

Fra et hul i jorden i Østrig fortæller en Jensen om fundet af et meget meget gammelt bundt papirer
Debat
17. november 2003

Kronik
Hvor er jeg? Aner det ikke, for det er ikke lykkedes mig at lokalisere byen på noget landkort. End ikke damen på det officielle østrigske turistbureau i København havde hørt om den. Hun kunne heller ikke hitte den på sin computer. Men her er jeg, altså er den.
Byen har et benediktinerkloster, eller omvendt: klostret har en by. For ud af de 2.800 indvånere er de et tusind ansat på klostret. Hvad resten fordriver tiden med, er ikke godt at vide. Overanstrenge sig gør de visselig ikke. Hver dag holder butikker og kontorer lukket fra kl. 12 til 14.30. Torsdag er generel hviledag, weekenden begynder lørdag kl. 12. Søndag er jo helligdag. Jeg føler mig nærmest som Anders And i en mexikansk landsby af de mere søvnige.
Men ved hotelrestaurantens stambord går bølgerne højt. Det ivrigt diskuterede emne lyder: Hvor meget skal man øge en cirkels radius med, for at omkredsen bliver 16 centimeter længere?
Meningerne er delte, endog særdeles meget. Det skyldes ikke mindst at den ene af de tre midaldrende herrer tror, det drejer sig om kilometer, ikke centimeter. En anden – ordstyreren må man nærmest kalde ham – er i besiddelse af både papir og pen, så han grifler på livet løs; uheldigvis kommer han til et nyt resultat hver gang.
Man er fristet til at blande sig med en oplysning om, at enhver ligning med to ubekendte har uendeligt mange løsninger, så at der er rig mulighed for individuel meningsdannelse; men man holder sig i skindet, for det er overordentlig fascinerende at følge denne intellektuelle kombination af Sisyfos og Tantalus.
Omsider ebber striden ud. De begynder at beskæftige sig med omverdenen. Eftersom jeg er den eneste i lokalet, der taler nogenlunde korrekt højtysk, påkalder jeg mig en vis interesse: Hvor jeg kommer fra? Dänemark, svarer jeg. Er det ikke det dér, der ligger lidt nord for Flensburg, spørger ordstyreren.
»Netop.«
»Så har jeg været der, fortsætter han. I Tivoli. Skidedyrt.«
»Hvad med Grønland? Er det stadigvæk en del af Danmark?«
»De har en vis autonomi,« svarer jeg.
Han skulle lige rode hjernekisten rundt for at komme i tanke om hvad ordet betyder.
»Så skal Island vel også have ... autonomi.«
»Det har de, svarer jeg, haft siden 1943.«
Dermed er de politiske aspekter stort set udtømt. Tilbage står det forunderlige spørgsmål: Hvordan i alverden kan en fremmed holde ud at være mere end to timer her i byen? Det samme spørgsmål har jeg stillet mig selv adskillige gange. Efter en uges ophold har jeg ikke iagttaget en eneste bil med nummerplade fra uden for regionen. Hvad er altså mit ærinde i
Admont? Jeg skal forberede en tv-udsendelse for Danmarks fjernsyn (om Saxo Grammaticus, som jeg har fundet et originalmanuskript af på klostret).
Denne oplysning falder ikke i god jord.
- Hvorfor i alverden vil det regionale danske fjernsyn lave en udsendelse fra Admont? spørger ordstyreren. Det er en fjollet idé. Man kan overhovedet ikke se dansk fjernsyn her i Admont.
Trioens mere eftertænksomme medlem sidder og grubler en stund. Så delagtiggør han os i resultatet af sine overvejelser. Ideen er dødfødt, for man kan overhovedet ikke tage dansk fjernsyn her i Admont.
Pludselig bliver ordstyreren nøgtern: »Nu må De ikke dømme Østrig for hårdt. Kender De overhovedet Østrig?«
»Kunne aldrig falde mig ind,« svarer jeg. »Jeg har været et par gange i Wien, ellers ikke.«
»Nå ja Wien,« siger han undskyldende . »Det er jo ikke... Det er sådan en... (så kommer det, tænderskærende)... europæisk by. Den har intet som helst med Østrig at gøre. Det bør De vide som ægte germaner.«
Et lignende synspunkt, bare anderledes serveret, støder jeg på nogle dage senere, da jeg er på et kortvarigt besøg i Wien, fordi ambassadøren har inviteret mig til en arbejdsfrokost. Ifølge den trykte menu består anretningen af:
*Ingefær-soja marineret andebryst på paprikastrimler
*Stegt Zanderfilet på rødbedestrimler, peberrodscreme og kartofler
*Solbærpocheret pære med solbærsorbet
*Riesling 2002 vom Kellerried Johanneshof Reinisch.
Sent om aftenen falder jeg indenfor på et ydmygt sted. Servitricen rejser sig op, kommer hen og giver mig et smaskkys på munden, siger hun hedder Erika samt spørger om mit navn, og hvad hun kan gøre for mig.
»En øl.«
»Skal du ikke også have en snaps, Jens?«
»Vil du have en med, Erika?« Det ville hun gerne.
Om jeg kunne få noget at spise? Hun pegede på tavlen. Grammelknödel mit Sauerkraut.
»Hvad er en Grammelknödel?«
»Helt ærligt, Jens, er du ikke tysker? Forstår du ikke tysk? En Grammelknödel, det er da en Knödel med Grammel i. Det siger jo sig selv!«
»Hvad er Grammel?
»Grammel, det er da bare Grammel.« Hun kom med en længere teknisk forklaring, hvoraf jeg sluttede, at det måtte være en slags fedtegrever.
På det tidspunkt havde vi fået selskab af en sort cockerspaniel ved navn Jackie.
»Jackie er alle tiders trofaste og lydige hund. Den spiser hvad som helst, selv vores mad,« sagde hun og stillede min tallerken ned på gulvet. Dér røg halvdelen af min middag.
»EU er noget lort,« fortsatte hun. »I gamle dage var Wien en dejlig hovedstad. Nu er den bare en tilfældig by i Europa. Førhen var alle mennesker her glade og muntre ligesom mig. Nu er de småsure og gnavne. Alting er blevet meget dyrere siden euroen. Det er derfor folk er så utilfredse.«
Jeg skulle egentlig have været i operaen; men Erika var så underholdende, at jeg foretrak hendes selskab.På et vist tidspunkt kom en mand hen og sagde, at vi var så sjove at høre på, at han gerne ville give en omgang. Han stak hende en fem-euro-seddel, som hun puttede i lommen, hvorefter hun skrev hans omgang på min regning. En driftig forretningskvinde, samme Erika.

*Ældre læsere af Information kender Jens Juhl Jensen bedre under navnet Lektor Laale.
*Det omtalte manuskript bliver præsenteret på et pressemøde i Admont på Hotel Admonterhof mandag d. 17. kl. 14.00. Fra Salzburg tager man toget mod Klagenfurt, men skifter i Bischofshof til et bumletog der går til Admont.

PS
Saxo lever, har det godt og bor i Østrig
*Saxo er den mest berømte forfatter, Danmark fostrede i middelalderen; men hans liv rummer en række gåder.
Hvorfor ved man ikke, hvor og hvornår han døde? Hvordan gik det til, at biskop Absalon uden betænkelighed overdrog ham det enorme hverv med at skrive en gigantisk Danmarkshistorie indeholdende en række avancerede latinske digte i vidt forskellige versemål? For at finde svar på den slags spørgsmål, har jeg været på to forskningsrejser til Tyskland, Østrig og Italien. I Padua fandt jeg frem til en hidtil ukendt italiensk oversættelse af dele af Danmarkshistorien fra 1560 – 15 år før den første danske oversættelse. I Østrig opsporede jeg en samling digte forfattet af den unge Saxo cirka år 1165. Disse digte udgør tydeligt nok en forstudie til dem, der indgår i Danmarkshistorien.
På grundlag af dette fund kan følgende biografiske forløb skitseres. Saxo er sandsynligvis født omkring år 1140. I en alder af 20 år blev han sendt til Sydtyskland for at lære latinsk metrik og komposition. Senere vendte han tilbage til Danmark med den nyfundne digtsamling som dokumentation for sin kunnen. De følgende årtier brugte han på research til Danmarkshistorien. Dette arbejde nåede han ikke at blive færdig med inden Absalons død i 1201. Sandsynligvis ragede han uklar med dennes efterfølger Anders Sunesøn og måtte derfor forlade Danmark for at slå sig ned i Norditalien.
Undervejs indlogerede han sig på benediktinerklostret i Admont, hvor han efterlod sit manus, der allerede er omtalt i klostrets katalog fra 1307. JJJ

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her