Kronik

Et tabu fødes

I debatten om arrangerede ægteskaber taler statsministeren pludselig om ligestilling, som ikke har meget med sagen at gøre. Den vordende gom får jo sit ægteskab arrangeret nøjagtig som hans tilkommende
Debat
14. november 2003

Kronik
Søndag aften blev vi seere af DR’s Søndagsavis vidner til fødslen af et nyt politisk tabu. Moderen var den tidligere radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen og den stolte fader ingen ringere end Anders Fogh Rasmussen. Tabuet gjaldt arrangerede ægteskaber, som Fogh Rasmussen havde brugt sit landsmøde samme dag på at lægge afstand til. Elsebeth Gerner var i studiet, fordi hun tidligere har forsvaret samme ved at henvise til, at arrangerede ægteskaber også var almindeligt udbredte her i landet på hendes bedstemors tid.
Elsebeth Gerner indledte imidlertid overraskende samtalen med at erklære sig som modstander af arrangerede ægteskaber. Samtidig angreb hun Fogh Rasmussen for at blande sig i folks intime liv med statsmagt. Den slags fandt
Elsebeth Gerner meget uliberalt, hvilket hun gentog med forskellige variationer. Statsministeren afviste hende lige så mange gange. Hans hensigt var at markere holdninger, forklarede han, ikke at lovgive imod arrangerede ægteskaber. Han fastslog også, og at det er en liberal mærkesag at støtte kvinders ligestilling.
Hvorfor løb Elsebeth Gerner fra sit oprindelige synspunkt? Hvorfor blev hun ved at insinuere at Fogh vil statsstyre uliberalt, når han nu selv sagde, at han bare vil markere sig? Og hvorfor taler Fogh pludselig om ligestilling, som ikke har meget med sagen at gøre? Som bekendt foregår ægteskaber helt overvejende mellem en kvinde og en mand. Den vordende gom får sit ægteskab arrangeret nøjagtig som hans tilkomne. Hvis Fogh gerne vil markere noget kritisk, der ikke bare er rene vrøvl, kunne han jo kritisere at de ældre generationer blander sig i de yngres samliv. Hvorfor gjorde han så ikke det?
Svaret på alle spørgsmålene er, at samtalen mellem Fogh og Gerner udspillede sig på et rent taktisk plan, højt, højt oppe over virkeligheden. De giftefærdige minoritets-unge, der ofte døjer med mange problemer, blev således bebyrdet med endnu et. De blev kanonføde i opgøret mellem de politiske blokke:
De radikale vil gerne overtage de liberale fjer, som Venstrefolkene pynter sig med. Foghs kamp for ligestilling skal omvendt give macho-Venstre nogle flere kvindestemmer fra den bløde midte. Så enkelt var det. Og så alligevel ikke helt.

Bag det åbenlyse spilfægteri var der nemlig ikke tvivl om, at den radikale ordfører kæmpede fra en defensiv position. At hun sad i Søndagsavisen skyldtes jo ene og alene at statsministeren samme dag havde hængt hende ud som eksponent for den ’værdislaphed’, som statsministeren måtte tage afstand fra og som ikke mindst er til ubodelig skade for Elsebeth Gerners muslimske medsøstre.
Foghs angreb var en af de stinkere, der er så karakteristisk for Venstres taktik i udlændinge-debatten. ’Stinkeren’ kan teknisk defineres som en kamufleret perfidi, der giver modstanderen et forklaringsproblem på en lidt unfair måde. Typisk spiller den på udbredte offentlige myter om modstanderen, der af samme grund løber panden imod en grundmuret skepsis, når han endelig prøver at forklare sig bagefter. I de mest vellykkede forsøg i genren lykkes det endda at få modstanderen til at (over-)reagere på en måde, der bekræfter det uheldige billede af ham.
De udlændingepolitiske stinkere, som Venstre har spredt i de senere år har til formål at bestyrke formodningen hos ubefæstede midtervælgere om, at de radikale og socialdemokraterne ikke tager problemerne med udlændingene alvorligt. Socialdemokrater, radikale og deres politisk korrekte proselytter i medierne forsøger hele tiden at tale udenom. De hæfter sig ved tonen og slår nidkært ned på dem, der ikke marcherer langs med meningselitens stållineal. Derimod er de ligeglade med danskernes bekymringer og med besværet ved at få dagligdagen til at fungere med alle disse folk fra fremmede lande. Endelig nægter socialdemokrater, radikale og deres ligesindede – af ren og skær misforstået pladderhumanisme – at udvise den nødvendige fasthed over for antidemokratiske synspunkter, kvindeundertrykkelse osv. Dette billede af den tidligere regerings rolle i udlændinge-
politikken er overordentligt udbredt, ikke mindst takket være de mange velplacerede stinkere fra Venstres værksted.
Den hidtil største stinker er vel stadig den berømte Venstre-annonce fra valgkampen i 2001, der afbildede nogle etniske unge foran en retsbygning. Budskabet i annoncen var uhåndgribeligt og flertydigt, hvilket i sig selv måtte provokere mange. Hvad det egentlig der kom ud mellem sidebenene om forholdet mellem etnisk baggrund og kriminalitet? Hvorfor var det nu lige, at den daværende regering var medskyldig i kriminalitet blandt etniske unge? Venstre insinuerede meget, men sagde kun lidt. Slet ikke noget, som partiet kunne hænges op på. Manøvren bragte sindene i kog, og opstandelsen over annoncen efterlod derfor paradoksalt nok indtrykket af et parti, der tør sige tingene rent ud. Nyrup kom til at ligne én, der på grund af indre stridigheder, vendte ryggen til samfundets og vælgerens problemer. Mission accomplished!

I debatten mellem Fogh og Gerner bestod tricket i at sætte et lille usynligt lighedstegn mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber. Det er helt usagligt. Som Manu Sareen fastslår i sin glimrende bog Når kærlighed bliver tvang er verden fuld af frivillige – og lykkelige – arrangerede ægteskaber. Arrangeret ægteskab er faktisk den mest udbredte samlivsform på planeten. Tvangsægteskaber er derimod en uhyggelig perversion som alle, herunder profeten Muhammad, tager principielt afstand fra.
Derimod kan det jo dårligt nægtes, at tvangsægteskaberne skal findes blandt de ægteskaber, der er arrangeret af andre end de unge selv. De arrangerede ægteskaber åbner desuden for pres fra familien, der måske ikke er decideret tvang, men heller ikke sympatiske. Derfor kan man ikke påstå, at der slet ingen sammenhæng er mellem de to fænomener, men nuancerne er mange og fine og forudsætter en del viden om ægteskabspraksis i andre kulturer. For den dansker, der er zig-zagget fra kollektivet til singlekulturen og ud i det aktuelle Nikolaj-og-Julie-
roderi, kunne der måske ligefrem være lidt livsvisdom at hente? Det kræver i så fald lidt åbenhed, man må i det mindste sætter lidt pris på den brogede verden. Det gør man vel især i en nogenlunde tolerant atmosfære, der dårligt tåler alle disse stinkere. Da det naturligvis ligger flertallet af danskere meget fjernt at blande familien ind i deres valg af samlivspartner, kræver det ikke meget retorisk snilde at få flertallet med på at fordømme de arrangerede ægteskaber som arvegods fra den meget mørke middelalder.

Det var det, der skete da Fogh gik til angreb, mens Elsebeth Gerner gik i knæ. På den måde kom et nyt politisk tabu til verden. Hvor det for et par år siden stadig var muligt at stille sig forstående an over andres måder at leve sammen på, må enhver nogenlunde ambitiøs politiker i dag slå syv kors for sig. Havde Elsebeth Gerner letsindigt fortsat med at forsvare sin bedstemor, havde hun bragt sig under mistanke for at se igennem fingere med undertrykkelse, burkaer, flerkoneri, kvindelig omskæring.
Det var naturligvis præcis den udgang på debatten, som Andres Fogh Rasmussen håbede på. Det havde givet ham ny ammunition til kampagnen imod SR-rivalerne. I næste runde, når nye stinkere havde slået Gerner endeligt til jorden, kunne statsministeren så fejre billedet af en opposition, der kun kommer til fornuft i udlændingepolitikken når regeringen driver den til det. Det billede elsker Fogh, og med god grund. Det er ikke mindst det, som hans regering lever af. Det kaster nemlig et forsonende skær af nødvendighed ind over alliancen med Dansk Folkeparti hos de borgerlige vælgere, der ellers ikke bryder sig om makkerskabet med Kjærsgaard, Krarup og Camre.
Elsebeth Gerner styrede uden om fælden, men måtte ofre sin bedstemor. Til gengæld satte hun så tænderne i en af Foghs blottede flanker: Venstres frisindede image er notorisk blevet ramponeret i vide kredse, sådan som bl.a. de regelmæssige dampudslip fra Birthe Rønn Hornbech, Britta Schall Holberg og VU’s nye formand Claus Horsted er interessante vidnesbyrd om. Og at frisindet ikke bare trues af uliberal lovgivning, men også af den velkalkulerede tabuiserings-strategi, som Fogh holder sig flydende med, kan man nok alligevel ikke forklare i en Søndagsavis.

*Jacob Andersen er informationschef i Mellemfolkeligt Samvirke

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her