Kronik

Tag ikke fejl

Mange af USA’s venner har det for tiden med Amerika som Sid Skolsky havde det med det Hollywood, han hudflettede ugentligt i The Hollywood Reporter, som altid sluttede med ordene »But don’t get me wrong – I love Hollywood.« Tag ikke fejl – jeg elsker Amerika
18. november 2003

Kronik
Min ungarske kollega i BBC’s European Service i 1956-57, George Mikes, havde i 1946 skrevet en morsom lille bog om at være udlænding i England, How to Be an Alien. I 1948 havde han været i De Forenede Stater og beskrev i samme satiriske stil USA i bogen How to Scrape Skies. Han slutter bogen med nogle betragtninger om amerikanernes evner som ledere og illustrerer sine synspunkter med en erindring om drengetiden i Budapest. Han spillede fodbold hver lørdag på fælleden. Drengene på holdet skiftedes til at spille forskellige pladser: »Men der var aldrig nogen diskussion om pladsen som centerforward. Den tilhørte Sammy. Han var ikke nogen særlig god spiller; han kunne slet ikke bruge venstre fod. Men han ønskede at spille centerforward, og centerforward spillede han. Det var hans bold.« Sådan så George Staterne i 1948. I dag er bolden endnu mere deres, og øjeblikkets centerforward holder ikke blot på ejendomsretten til bolden, men vil også gerne bestemme spillereglerne. George Mikes var langt fra anti-amerikansk. Han drillede bare. Men i dag ville han sikkert være på hold med de mange som lider af ulykkelig kærlighed til det USA, hvis ledende borgere i 1776 i uafhængighedserklæringen erklærede at det var selvindlysende, at »alle mennesker er skabt lige.«
I dag synes mange amerikanere at fortolke lighedsprincippet således at der burde stå at alle amerikanere er skabt lige, hvilket den fattige fjerdedel af nationens borgere dog kan komme i tvivl om. Som helhed lever det store land dog så fedt på bekostning af en meget stor del af resten af verden at en af dets erklærede krige er mod fedme, en af de krige som vi europæere kan slutte op om.

Her i Europa belæres vi stadig i alle medier om at det jo var USA som vandt ’den gode krig’ for os dengang i 1940’erne. Vi glemmer at de først kom med i december 41, da briterne havde kæmpet med ryggen mod muren i over to år og Sovjetunionen i et halvt år. Præsident Roosevelt erklærede Japan krig efter overfaldet på Pearl Harbor, ikke Hitlertyskland. Hitler var tåbelig nok til selv at erklære krig. Og måske glemmer vi, når vi ser de amerikanske sejre i fjernsynet, at det jo faktisk var de arme russere, der knækkede ryggen på Hitlers Tredie Rige. Lidt statistik rækker: Krigen kostede USA cirka 1 ud af 450 borgere, flest soldater. Sovjetunionen betalte prisen med cirka 1 ud af 10 borgere, flest civile. USA har ikke oplevet krig på eget territorium siden borgerkrigen i 1860’erne. Terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon medførte de første mærkbare civile tab i 140 år. Amerikas reaktion på denne krænkelse af landets ære har været blodig. Krigen mod terror og mod Saddams Irak har kostet dyrt i forhold til de beskedne amerikanske tab, Man har næppe tal på civile omkomne afghanere og irakere.
En ældre jødisk dansker af mit bekendtskab beklagede engang efter et besøg i Israel sidst i 1960’erne at hans ’landsmænd’ overskred vores fælles bibels krav om ’øje for øje og tand for tand’. »Nu forlanger de øjne for øje og tænder for tand.« sagde han. USA har åbenbart lånt princippet af deres mellemøstlige allierede. Eller måske er det omvendt. Begge er jo Guds eget folk.

Terrorbombning af civile styrkede briternes kampvilje i 1940’erne – og fik tyskere til at kæmpe til det sidste senere i samme krig. Israels besættelsespolitik siden 1967 har drevet palæstinensere til stadig mere desperat modstand. De første selvmordere i nyere tids krigsførsel var de japanske kamikaze-piloter som angreb den overmægtige fjende, da deres krig var tabt i 1945. Vinder man ’krigen mod terror’ med ’smarte bomber’?
I 1958 var jeg en af de heldige, som fik et Smith Mundt-Fulbright-stipendium til et års filmstudier på UCLA i Los Angeles. Først tilbragte jeg seks uger i Michigan. Min vært var en af de mange stolte amerikanske veteraner, jeg har kendt gennem årene. Stanley gik som matros ned med USS Arizona i Pearl Harbor i december 41, men overlevede, blev shanghajet til en destroyer og kom hjem som løjtnant med ret til en universitetsuddannelse. Min klassekammerat Murray på UCLA var den første sorte fra Little Rock, Arkansas, som blev optaget i marinekorpset. Også han var stolt af sin krig, Koreakrigen. Han kom hjem som sin bys højst dekorerede krigshelt, blev modtaget med hornorkester og middag på rådhuset – trods nogen undren fra byens fædres side. De havde ikke opdaget at marinekorpset var blevet integreret. Murray stak af med sin hvide borddame til det mere frisindede Californien. De giftede sig på vejen i Las Vegas. Også han var stolt af sin krig. De Vietnamveteraner jeg har kendt, var knap så stolte. Den krig stred, efter manges mening, mod de principper de angiveligt kæmpede for. Desuden tabte de.

På UCLA var mine yngre kammeraters foretrukne læsning og stil præget af The Beat Generation. Hip var sagen, Allen Ginsbergs Howl var en trosbekendelse, Jack Kerouacs On the Road en bibel. Der var et gryende ungdomsoprør i Eisenhowers ellers fredsommelige Amerika. Selv var jeg kommet til Staterne med europæerens sædvanlige skepsis og kritiske holdning til raceproblemer og social ulighed. Jeg opdagede snart at mine amerikanske venner delte denne skepsis. Blot var deres kritik af deres samfund langt mere dybtgående og velunderbygget end min. De ved, hvor skoen trykker. Siden mit første lange ophold i Staterne i 1958-59 har jeg besøgt landet tjenstligt og privat i 70’erne, 80’erne og et par gange sidst i 90’erne. Jeg holder af at være i Amerika. På mange måder er det det frieste land jeg kender, uden personnumre og folkeregistre. Er man først inde, kan man blive væk. Min eneste kontakt med immigrationsmyndighederne i 58-59 var en annonce i Los Angeles Times i februar 59. Udenlandske borgere opfordredes til at melde deres øjeblikkelige adresse til et lokalt telefonnummer. Denne venlige lemfældighed er måske en saga blott efter 9.11., ligesom en del andre hidtil ukrænkelige frihedsrettigheder. Det er et frit land at være i, men det er jo intet velfærdssamfund. Et meget synligt mindretal har alt for meget, langt flere alt for lidt. I verdens rigeste land lever en stor del af befolkningen under fattigdomsgrænsen. I alle årene siden 50’erne er forskellen på rige og fattige vokset synligt, særlig på grund af de elendiges voksende narkomisbrug og deraf følgende kriminalitet. Jo mere desperat underhunden føler sig på bunden af det rige samfund, des mere vokser misbruget. Vi får limsniffere, alkoholikere, narkomaner, en anden slags selvmordere end desperate terrorister uden midler til at føre krig mod overmagten med tilladte kampmidler som tanks, fly og klyngebomber. En af mine amerikanske venner harcellerede for nylig over et citat fra en dansk politiker: Klassesamfundet er passé, skulle han have sagt. »Vi amerikanere er ved at gøre Jorden til et globalt klassesamfund«, skrev min ven, en af de mange, som ikke stemte på George W. Bush og protesterede imod at manden luskede sig til præsidentembedet med et mindretal af vælgerstemmerne. Alle vi som kender USA som det store fædreland for folk som Tom Paine, Benjamin Franklin, H.D. Thoreau, Mark Twain, John Steinbeck, Norman Mailer, Woody Allen, Dizzie Gillespie, Chet Baker, Paul Auster og mange mange andre håber, som min gode ven fra San Francisco, på en ny centerforward/boldejer. Måske kunne han/hun få kongressen til at godkende et par nye krige, foruden de udsigtsløse krige mod fedme, narko og terror, for eksempel en krig mod global fattigdom, mod aids, tuberkulose og malaria, og finde pengene ved at spare på det militære isenkram.
Mange af USA’s venner har det for tiden med Amerika som gamle Sid Skolsky havde det med det Hollywood, han hudflettede i sin ugentlige klumme i The Hollywood Reporter, som altid sluttede med ordene »But don’t get me wrong – I love Hollywood.« Tag ikke fejl – jeg elsker Amerika.

*Finn Holten Hansen er forfatter, oversætter, tidl. tv- og radiomedarbejder mv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu