Læsetid 4 min.

USA sælger ud af irakiske værdier

Den amerikanske besættelsesmyndig-hed i Irak lader hånt om Haager-konventionen
8. november 2003

INTERNATIONAL
Annulér kontrakterne!« »Skrot aftalerne!« »Kassér direktiverne!« Lad dette være et bud på nye brugbare slogans for modstanden imod besættelsen af Irak.
Indtil videre er debatten især gået på, om kravet bør være en total troppetilbagetrækning eller om USA i det besatte lands genopbygningsfase bør overgive ledelsen til FN-styrker. Her overser man en afgørende kendsgerning: Hvis alle koalitions-soldater rykkede ud af Irak i morgen, og en ny suveræn og national regering kom til magten, så ville besættelsen ikke dermed ophøre. Irak bliver ikke frit, så længe det er underkastet love, som en besættelsesmagt har påtvunget det med henblik på at lade udenlandske selskaber overtage kontrollen med dets offentlige tjenester. Dette udsalg har bl. a. resulteret i massefyringer af irakere i den offentlige sektor – en afgørende årsag til, at Iraks arbejdsløshed nu er steget til 70 procent.
Enhver bevægelse, som mener det alvorligt med irakisk selvbestemmelse, må ikke blot kræve ophør for den militære besættelse af Irak, men også for den økonomiske kolonisering, landet er blevet pånødet. Det betyder, at de såkaldte chokterapi-
reformer, som den amerikanske besættelseschef Paul Bremer har indført, (og som han bedragerisk udgiver for at være »genopbygningsinitiativer«), må afblæses. Og det betyder, at alle de privatiseringskontrakter, som disse reformer har givet anledning til, må annulleres.
Hvordan kan et så ambitiøst mål nås? Det er for så vidt let nok: ved at påvise, at Bremers reformer var ulovlige fra første færd. De er i flagrant modstrid med alle internationale konventioner, der regulerer, hvordan en besættelsesmagt må optræde – det gælder såvel Haager-konventionen af 1907 og Genève-konventionen af 1949 (begge ratificeret af USA) som den amerikanske hærs eget kodeks.

Kapitalismens drøm
Haager-konventionen fastslår, at en besættelsesmagt er »forpligtet til at respektere alle love i landet, medmindre den er absolut afskåret herfra«. Den amerikanske besættelsesmyndighed (CPA) har totalt ladt hånt om denne elementære regel. Iraks forfatning forbyder privatiseringer af fundamentale statsværdier og udelukker udenlandsk ejerskab af irakiske virksomheder, og ingen plausible argumenter kan anføres for, at CPA har været »absolut afskåret« fra at respektere disse love.
Den 19. september udstødte Bremer den berygtede ’Ordre 39’ – et direktiv, som forordnede, at 200 irakiske statsvirksomheder skulle privatiseres; at udenlandske selskaber kunne opnå 100 procents ejerskab af irakiske banker, miner og fabrikker; og som gjorde det lovligt for disse selskaber at udføre 100 procent af deres profit fra Irak. Nyhedsmagasinet The Economist betegnede Bremers direktiv som »kapitalistens ultimative ønskedrøm«.
’Ordre 39’ strider imod Haagerkonventionen i endnu en henseende: Konventionen fastslår, at besættelsesmagter »kun må betragte sig som administrator af offentlige bygninger, fast ejendom, skove og landbrugsejendomme, der tilhører den fjendtlige stat i det besatte land. De har kun usus fructus (brugsret) til disse faciliteter og er forpligtet til at sikre, at deres værdi forbliver intakt, og til at administrere dem i overensstemmelse med usus fructus’ regler.«

Massive overgreb
Bouviers jura-leksikon definerer usus fructus som et arrangement, der giver en part ret til at bruge og drage fordel af en anden parts ejendom »uden at ændre på dennes substans«. Sagt enklere: Hvis man passer en villa, har man lov til at spise maden i køleskabet, men ikke til at sælge villaen og opstykke den i ejerlejligheder. Men det er ikke desto mindre præcis, hvad Bremer er ved at gøre. Hvad kan mere drastisk ændre »substansen« ved et offentligt gode end at forvandle det til et privatejet?
Hvis juraen i konventionerne alligevel skulle have stået uklar for CPA, kunne man alternativt have slået op i det amerikanske militærs lovkodeks, US Army Law of Land Warfare, som utvetydigt fastslår, at »besættelsesstyrken ikke har ret til at sælge eller gøre ukvalificeret brug af ikke-militær ejendom.« At man bomber noget, giver med andre ord ikke en ret til at sælge det.
Indtil videre har røret omkring genopbygningen i Irak hovedsagelig gået på korruption og overforbrug af skattemidler i forbindelse med tildeling af kontrakter til Bush-venlige firmaer. Men uanset hvor berettiget denne kritik kan være, så indfanger den slet ikke den egentlige dimension i det massive overgreb på Irak. Selv om udsalget af irakiske værdier skete med fuld gennemsigtig og i åben licitation, ville det stadig være ulovligt – af den simple grund, at USA slet ikke råder over Irak som en stykke ejendom, det kan sælge.
Det foregående betyder ifølge flere eksperter i international ret, at hvis den næste irakiske regering beslutter sig for, at den ikke længere ønsker, at Irak skal være en underdivision af Bechtel og Halliburton, så kan den uden videre renationalisere alle de værdier, som blev privatiseret efter CPA’s direktiver. Juliet Blanch, leder af det internationale advokatfirma Norton Roses, vurderer således, at da Bremers reformer er i direkte modstrid med Iraks forfatning, så er de også »i strid med international lov.« Hun tilføjer, at en suveræn irakisk regering med stor sandsynlighed vil kunne få juridisk medhold til at renationalisere uden at behøve at betale kompensation.« Ifølge Blanch vil firmaer, der udsættes for en sådan ekspropriation, ikke kunne afværge den med noget retsmiddel« .
Hvis USA’s regering skal undgå dette scenario, er den ganske enkelt nødt til at sikre sig, at Iraks næste regering bliver alt andet end suveræn. Den må tvinge den til at ratificere CPA’s ulovlige love, (hvilket utvivlsomt vil blive hilst velkommen som et lykkeligt ægteskab mellem det frie marked og »et befriet folk«). Sker det, vil spillet endegyldigt være ude for Irak. Kontrakterne vil binde, aftalerne stå ved magt og besættelsen af Irak være gjort permanent.
Modstanderne af USA’s krig mod og besættelse af Irak må sætte alt ind for at kræve, at Iraks næste regering ikke bliver belemret med disse reformers lænker. Det er for sent at stoppe krigen, men det er ikke for sent at hindre invasionsmagtens kumpaner i at inkassere de myriader af økonomiske præmier, de gik i krig for at sikre sig i første instans.

© The Nation og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu