Læsetid: 4 min.

Vietnam og Cambodia er stadig sårede

Det er en stor bedrift i et så fattigt land som Vietnam, at stort set alle kan læse og skrive og at gennemsnitslevealderen er oppe på 70 år
Debat
3. november 2003

INTERNATIONAL
Lige før starten på det nye folketingsår var Tingets udenrigsudvalg på studietur til Vietnam og Cambodia. Vi tre deltog som repræsentanter for Socialdemokratiet.
For Mogens var besøget i Vietnam et gensyn: I 1993 besøgte den daværende finans-minister sammen med daværende udviklingsminister Helle Degn og Folketingets finansudvalg landet. Det var ved den lejlighed, der blev skabt politisk opbakning til at gøre Vietnam til et programsamarbejdsland for dansk u-landsbistand.
Nu havde vi lejlighed til at besøge en række projekter, hvor Danmark hjælper med rent vand og sanitet, med bæredygtigt fiskeri og akvakultur, og med private partnerskaber, der skaber nye arbejdspladser i industrien.
Det sammenfattende indtryk var, at samarbejdet fungerer godt og bidrager flot til udviklingen af landet.
De sidste 10 år har bragt vældige forandringer til Vietnam. Det er stadig en kommunistisk et-partistat, men ligesom i Kina er tøjlerne slækket og det private initiativ bragt ind med fuld skrue. Levestandarden er meget lav, – især ude på landet. Man regner med små 600 dollars i gennemsnit pr. vietnameser. Men det er en fordobling på 10 år.
Et meget opmuntrende træk ved udviklingen er, at en stor del af befolkningen på disse 10 år er blevet trukket ud af absolut fattigdom. Ifølge Verdensbankens og FN’s folk på stedet er Vietnam et af de få u-lande, der med et vist held har ført en politik til gavn for de fattige.
Det er måske svært at tro, at de også fremover kan undgå, at fordelingen af goderne bliver skævere fordelt. Men ét er sikkert: Det er en stor bedrift i et så fattigt land, at stort set alle kan læse og skrive og at gennemsnitslevealderen er oppe på 70 år. Vi har ikke besøgt et land, hvor forskellen mellem hvad de kan og hvad de tjener er så stor som i Vietnam. Derfor er der også et vældigt potentiale til meget stor fremgang i de kommende årtier.

Krigens civile ofre
Vietnam led i 30 år ufatteligt med krig og ødelæggelse og landet har først de sidste par årtier for alvor haft mulighed for at kæmpe sig ud af sin ekstreme fattigdom:
Først måtte de kæmpe mod franskmændene, der ikke ville slippe koloniherredømmet. Så måtte de gennem krigen mod amerikanerne, hvor flere millioner mennesker omkom. Krigens ofre var først og fremmest civilbefolkningen, – mænd, kvinder og børn fra ludfattige bondefamilier. For man bekæmpede kommunistiske partisaner med tæppebombning med sprængbomber og napalm mod tætbefolkede landsbyer. Og man hældte giftige kemikalier ud over vældige skovområder, så løvtræer endnu i dag ikke kan vokse. Vi så de afløvede bakker på vej op i Vietnams centrale højland. Og vi hørte om, at giften endnu i dag er årsag til misdannelser hos nyfødte.
Cambodia er et kapitel for sig. Landets skæbne har været filtret sammen med Vietnams, men Cambodias nyere historie været endnu mere grusom og lammende end Vietnams. Tragedierne begyndte for alvor, da præsident Nixon udvidede bombekrigen fra Vietnam til Cambodia i 1969-70 i forsøget på at ramme nordvietnamesernes forsyningslinjer til Sydvietnam. Måske en halv million cambodianske civile omkom, og mange flere blev drevet på flugt. Landet gik i opløsning.

10 overlevende jurister
Og det blev muligt for nogen af det 20.århundredes værste sataner – de røde khmerere – at fremstå som befriere. De fik magten, da amerikanerne gav op i Indokina. De myrdede løs blandt deres egen befolkning i forfærdende omfang – måske døde i løbet af fire år hver fjerde cambodianer som følge af dette regime! Det gik ikke mindst ud over de veluddannede. Der var efter sigende 10 jurister, der overlevede i hele landet!
Folkemordet blev først stoppet, da vietnameserne invaderede landet. Alligevel fordømte verdenssamfundet med USA og Kina i spidsen vietnameserne for deres invasion, og man støttede endda en modstandsbevægelse, hvor de røde khmerere var med.
Vi i Danmark og resten af Vesteuropa fulgte trop ved at anerkende folkemorderne hos de røde khmerere som Cambodias repræsentanter i FN.
Vi standsede endda den påbegyndte udviklingsbistand til Vietnam i protest mod interventionen i Cambodia.
Konsekvensen for Cambodia af splittelsen mellem Vietnam på den ene side og Kina-Vesten på den anden blev en ny borgerkrig helt frem til slutningen af 1990’erne. Nu er med FN’s massive hjælp etableret en skrøbelig fred og endnu mere skrøbelige demokratiske institutioner.
Folketingsdelegationen var meget kort i Cambodia. Man kunne lade sig narre af den hastige udvikling af turismen omkring de prægtige ruiner i Angkor Vat eller den åbne hovedstad Phnom Penhs boulevarder og grønne anlæg fra den franske kolonitid og dens pulserende forretningsliv.
Men vi så også det uhyre fattige liv blandt risdyrkerne og fiskerne i husbåde og pælehuse på den store Tonle Sap Sø.
Halvdelen af cambodianerne kan ikke læse, og gen-nemsnitsindkomsten er det halve af Vietnams. Levealderen er 54 år mod 70 år i Viet-nam. Aids er et eksplosivt problem. Kvindehandel og prostitution ligeså.

Stort vestligt ansvar
Cambodia har et massivt behov for bistand efter 30 års krig og folkemord. Vi i Ve-sten har et meget stort ansvar for at dette lille smukke land og dets befolkning i dag har et ringere udgangspunkt end i 1960’erne. Derfor har vi også en forpligtelse til at hjælpe.
Danmark yder i dag en beskeden, men nyttig indsats med bl.a. bæredygtigt fiskeri og skovdrift. Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp er derude. Det er samme er Center for Menneskerettigheder m.fl.
Men vi burde overveje at løfte Cambodia ind i et programsamarbejde parallelt med dét, der kører i Vietnam – eller i det mindste fastholde SR-regeringens planer om at øge indsatsen på dé områder hvor vi allerede er i gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her