Læsetid: 3 min.

Brev til Stalin

Et brev til og om diktatoren kigger nærmere på hans tilværelse som privatperson og magtudøver.
6. december 2003

International
Den spanske forfatter Fernando Arrabal har aldrig været bange for at sige sin mening, hvor risikabelt det end måtte være. I 1971 skrev han et brev til Franco, hvilket resulterede i, at han blev forment adgang til sit hjemland. Og i 1984 skrev han et lignende kritisk brev til Fidel Castro, der fik rygterne til at svirre i venstreorienterede kredse om at Arrabal var blevet CIA-agent.
Nu er Arrabal af sine venner blevet frarådet at skrive til levende statsmænd, og det har fået ham til for første gang at skrive til en afdød addressat: Josef Stalin.
Nu 50 år efter hans død kan man med rette spørge sig, hvorfor så mange intellektuelle underkastede sig hans ideer og ukritisk lod sig forføre af dem, heriblandt Picasso, udtalte Arrabal i forbindelse med udgivelsen af Carta a Stalin i Madrid i maj i år.
På spørgsmålet om, hvorfor han netop nu har valgt at skrive til Stalin, svarede Arrabal i et interview med det spanske tidskrift El Cultural, at »selvom Stalin er blevet fornægtet og lagt i glemmebogen af sine efterkommere, synes hans ideer, hans machiavellisme og hans dekreter i dag alligevel at vinde genklang og sprede terror i store dele af verden, ikke blot på Bali, i det sydlige Sudan, i Castros gulag, men også af bevægelser som Hizbollah og ETA.«

Belæst bøddel
For Arrabal er det væsentligt at prøve at finde frem til kilden, det vil sige, hvor ideer og tanker som Stalins fødes.
I lighed med brevene til Franco og Castro er brevet til Stalin skrevet i en karakteristisk lyrisk stil fuld af ironi og sarkasme. I sin gennemgang af den sovjetiske herskers liv hæfter Arrabal sig ved det absurde i, at Stalin trods sine omfangsrige deportationer, udrensninger og massehenrettelser alligevel fremstod som en yderst dannet mand. Han var belæst, kunne både fransk og tysk og ville gerne omgive sig med intellektuelle og filosoffer. Det er netop paradokser som disse Arrabal er en mester i at slå ned på i sine humoristiske og skarpsindige iagttagelser af den sovjetiske diktators tilværelse som privatperson og magtudøver.
Som ung læste han på præsteseminariet, men forlod det allerede som 21-årig – en ikke uvæsentlig detalje for Arrabal, som i hele Stalins politiske styring ser en undertone af religiøsitet. For Arrabal er religiøs og politisk dogmatisme en side af samme sag, og han er ikke i tvivl om, at »kommunismen var den sande kristendom« for den sovjetiske diktator.
Arrabal har heller ikke undgået at hæfte sig ved, den rolle kvinderne og ikke mindst diktatorens højtbegavede mor, Catalina Gueladz, spillede i hans tilværelse. Mellem linjerne synes han også at antyde, at Stalins umådelige højhedsvanvid og forfængelighed også kan have sin forklaring i, at han kom til verden som en engel sendt fra himlen, efter at forældrene fik tre dødfødte børn inden ham.
Ikke mindre bemærkelsesværdige finder Arrabal hans to ægteskaber med kvinder, der nærmest var mindreårige i forhold til ham. Dog antyder Arrabal, at Stalin ikke var besat af nogen større erotisk lidenskab. De unge koner har måske snarere bidraget til at bekræfte diktatorens storhed og magt. Hans første kone, Nadja, begik selvmord »for ikke at være vidne til udrensningerne i 1932 », konkluderer Arrabal.

Paranoid diktator
At diverse mindreværdsfølelser hos diktatoren har bidraget til en desto mere voldsom despoti, antyder Arrabal også i brevet. Blandt andet nævnes Stalins lave højde og hans to sammenvoksede tæer på den ene fod, hvilket ifølge georgisk overtro blev opfattet som djævelens værk. Endvidere undrer Arrabal sig over, at Stalin i 1912, da han trådte ind i bolsjevikpartiets Centralkomité, officielt erklærede sit fødselsår (1879) som værende 1881.
Den sovjetiske diktator var kendt for sine paranoide tilbøjeligheder, der tilskyndede ham til at eliminere alle, der blot vakte den mindste mistanke om modstand mod ham og hans styre. Ja, selv mange af hans nærmeste venner forsvandt sporløst. Som der står i brevet: »Ligesom for filosoffen var helvedet for Dem, præstestuderende Soso, i kritiske øjeblikke, ’de andre’«. Filosoffen var som bekendt Sartre.
Ikke uden sarkasme omtaler Arrabal også i brevet alle dem, der servilt lod sig forføre af diktatorens politik, hvilket står i en absurd modsætning til den anti-stalinisme, der opstod i kølvandet på Stalins død.
Det er denne »selvvalgte dumhed« og »servilitet« i mennesket, tendensen til blindt og ukritisk at følge trop, som synes at være hans egentlige budskab med brevet til Stalin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu