Læsetid: 6 min.

DEBAT

Debat
31. december 2003


Salme
*Her gemmer Nytåret et nådefrø
der lover
at vi aldrig skal dø,
men derimod hjertetø

Peter Huss

Folkeetymologi
*Det forlyder at Dansk Sprognævn overvejer at ændre ugenavnet 'fredag' til 'fridag' – fra og med fridag den 14. maj 2004.

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Smilepiller
*Obligatorisk tilføjelse til indlægssedlen i alle medicinpakninger, under afsnittet om bivirkninger: Lommesmerter.

Anne Friis, Ebeltoft

Forkrampede Georg Metz
*Tænk, om Informations og Politikens redaktører og deres forkrampede væg-til-væg-skrivere Carsten Jensen og Georg Metz blot for et øjeblik foretog sig det tankeeksperiment, at jeg er et lige så hæderligt og velmenende menneske som de selv! Tænk, om de agtede mig lige så meget, som jeg agter dem! Og tænk, om de ville holde op med at slynge om sig med udokumenterede påstande om ’diskrimination’ og ’apartheid’ og i stedet lukkede virkeligheden ind i deres spalter, så kunne der måske endda komme en fornuftig dialog ud af det.
Det var bare noget, jeg fik lyst til at skrive her ved indgangen til det nye år. Godt nytår!

Bertel Haarder
integrationsminister

Spæde sind
*Kommentar til ’Søren Holst, kirkegænger’ (23. december):
At »spæde sind« meldes ind i »kommercielle foretagender som sygesikringen danmark« generer mig ikke det mindste, idet det objektivt set tilgodeser deres interesser i tilfælde af senere opstået behov for behandling af den ene eller anden art, mens en »tvangsindmeldelse« i Folkekirken qva (spæd)barnedåben ikke umiddelbart synes at have samme generalpræventive karaktér i vor sekulariserede og postkristne tilværelse.

Per Lund-Rasmussen

EU-forvirringen hos SF må afklares
*I forvejen er den europæiske debat svær at gribe fat i for mange vælgere.
Den drejer sig ofte om mere eller mindre irrelevante forhold som MEP’erne løn- og rejseforhold eller en italiensk statsminister, der laver skandale i parlamentet. Eller en socialdemokratisk gruppe, der møder et formandsskab med tilråb og hån.
Men SF har tilført debatten endnu en dimension.
Nemlig at sende et virkeligt uklart signal til vælgerne om, hvad partiet står for.
Faktisk kan man ikke blive andet end forvirret, når man hører udsagn fra partiets ledende kræfter. Og sammenholder dem med SF-landsmødets beslutning.
SF’s afsatte sin EU-parlamentariker, Pernille Frahm, som spidskandidat, fordi hun (unægteligt lidt overraskende) tog afstand fra at fjerne det danske forsvarsforbehold, som nu er blevet partiets kurs.
Netop vedtaget på landsmødet.
Til gengæld har man valgt Margrethe Auken, der vil have Danmark med i euro’en. Det vil SF’s vælgere – eller partiet for den sags skyld – til gengæld ikke. Igen må spørgsmålet lyde: Hvad mener SF?
Øjensynligt ikke det samme som deres to spidskandidater til EU-parlamentsvalget, der begge – på hvert deres centrale område – er uenige med landsmødebeslutningen. Og til overflod med hinanden.
Lad os få svar: hvad er SF’s kandidater enige om skal være SF’s politik? Får SF et mandat vil en stemme på Pernille Frahm formentlig betyde, at fru Auken vælges. Omend hun har nogle helt andre standpunkter og et helt andet syn på politik. Er det troværdigt ? Eller er SF blot ved at udvikle sig til vort mest holdningsløse parti. Ikke mindst i EU-spørgsmål, hvor det vigtigste er et EU-mandat, men ikke hvilke holdninger, den valgte har.

Karsten Madsen
Kandidat til Europaparlamentet (V)

Udsendt
*Under billedet af Karsten Fledelius i artiklen den 30. december fremgår det, at Karsten Fledelius er informations udsendte medarbejder. Af artiklen fremgår det, at Karsten Fledelius opholder sig i Serbien som OSCE valgobservatør. Hvem er det, som har udsendt Karsten Fledelius?
Som læser har jeg ikke noget problem ved dobbeltrollen. Derimod synes jeg, at det er uheldigt, at en OSCE-valgobservatør ytrer sig i aviserne om et valg, som han skal observere. Der kan med rette rejses tvivl om Karsten Fledelius’ neutralitet i forhold til de partier, der deltager i valget. Det må også føles generende for
OSCE, at den enkelte observatør erklærer valget for »klart demokratisk«, sådan som Karsten Fledelius gør det. Karsten Fledelius har jo ingen mulighed for at vurdere, hvor demokratisk valget har været på landsplan.

Steen Østergaard Olsen
København Ø

SVAR: Det er en fejl, at vi skriver, at Fledelius er Informations udsendte medarbejder. Han er derimod vores faste Balkan-analytiker. Vi beklager fejlen.Red.

Talentløst journalistik
*Bagsiden den 20. december er leveringsdygtig i et billigt grin.
Her forsøger Informations Ulrik Dahlin at tilsvine Venstres Ungdom for at lave en ’Ryd Christiania’-t-shirt. Det slipper han ikke særligt godt fra. For det første er det jo svært i det hele taget at tage en journalist seriøst, der ikke er i stand til at stave til kasserer, ikke kan hitte rede i, hvad Jesper Duelund/Dueholm egentlig hedder og staver Christiania på en måde, så man tror, han har trukket lod om, i hvilken rækkefølge bogstaverne skulle stå i.
For det andet forholder han sig jo overhovedet ikke til budskabet, men går derimod voldsomt op i, hvorvidt t-shirten er ulovlig. Det er lidt svært at se, hvordan det skulle kunne være tilfældet. For mener Ulrik Dahlin virkelig, at man kan tage patent på ordet Christiania? Hvis det er tilfældet, så tror jeg egentlig jeg vil registrere ’Nørrebro’ som varemærke…
Og for det tredje – så har VU jo fuldstændig ret i at det lovløse Christiania burde være ryddet for længst!
Andre aviser har forsøgt sig med morsomme indslag på bagsiden. Det gælder så vidt jeg ved ikke Information. Men det hænder da, at den er (ufrivilligt) morsom alligevel.

Søren Friis Larsen
København N

Giv de fattige pengene
*’i2’ 19. december beskriver finansmanøvren med flere penge til privat forbrug, redningskrans til en nation, der er ved at drukne i skrammel, bavl og nye fælge til bilen.
Min konklusion er: giv straks de fattige mange flere penge. Tag pengene fra de rige, beskat dem så de forlader deres lejligheder i Miami og Andalusien.
De rige har ikke brug for mere kapitalpension, børneopsparing, aktier og optioner, metallakker og lejligheder, det stresser. Vi fattige (uanset etnisk kvalitet) har brug for tøj og mad og nye hjul på barnevognen, dæk til cyklerne og anstændige børnefødselsdage.
Tænk om vi fattige havde råd til at hyre en håndværker, hvilket løft for erhvervslivet. Giv de fattige pengene, og samfundet løfter sig som efter en istid.

Mogens Clausen
lærer

Shalom, Israel!
*»Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som han lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dig, et land med store og smukke byer, du ikke selv har bygget, med huse, der er fulde af alt godt, du ikke selv har samlet, med udhuggede cisterner,
du ikke selv har hugget ud, med vingårde og olivenlunde, du ikke selv har plantet. Når du så har spist dig mæt, skal du tage dig i agt, at du ikke glemmer Herren, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.« (5. Mos. 6,10-12)
»Når du nærmer dig en by for at angribe den, skal du først opfordre den til overgivelse. Hvis den overgiver sig og åbner sine porte for dig, skal alle indbyggerne i den gøre hoveriarbejde. Vil den ikke overgive sig til dig, men gør modstand mod dig, skal du belejre den, og når Herren din Gud giver den i din magt, skal du hugge alle dens mænd ned med sværd. Men kvinder og børn og dyrene og alt, hvad der er i byen, det du har røvet i den, kan du tage som krigsbytte; du må gøre dig til gode med det bytte fra dine fjender, som Herren din Gud har givet dig.«
»På den måde skal du behandle alle de byer, som ligger meget langt borte og ikke hører med til de folks byer her. Men i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig. De må ikke lære jer at gøre alle de afskyelige ting, som de dyrker deres guder med, så I synder mod Herren jeres Gud.« (5. Mos. 20,10-18)

Carl Bloch
Tåstrup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her