Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
3. december 2003


Besættelse
Røde Kors meddeler, at de vil standse fødevarehjælpen til Vestbredden, fordi Genevekonventionen siger, at det er besættelsesmagtens ansvar at sikre mad, vand, sundhed og uddannelse. Israel har sparet 11 mia. kroner årligt ved ikke selv at løse disse forpligtelser. I Irak er Danmark en del af besættelsesmagten. Vil de danske nødhjælpsorganisationer overlade nødhjælpen til den danske stat for selv at bruge pengene andre steder? Derved bliver ansvaret for krigens omkostninger tydeliggjort.

Kai Dalsgaard, Odder

Sandt til løgn
Kære overrabiner Bent Lexner og Bent Melchior.
Jeg ser i Information den 28. november), at De begge tager behøring afstand fra synspunkter, som tillægges min person. Det forstår jeg godt, da de disse meninger har været gennem Informations vridemaskine, der gør sandt til løgn og løgn til sandhed. De er diabolske, fordi de bagvasker andre mennesker.
Derfor beklager jeg, at De har fået et usandt indtryk af min person. Derfor vil jeg gerne oplyse følgende:
Jeg blev bedt om tale til den pro-israelske demonstration på Rådhuspladsen i foråret 2002. Jeg turde ikke, hvad jeg i dag fortryder. Men jeg deltog i demonstrationen, der helt var omkranset af kampklædt politi.
Jeg er to gange inviteret til kaffe hos den israelske ambassadør Carmi Gillon og har besøgt ham både på ambassaden og i dennes privatbolig.
Jeg blev inviteret til og deltog i Israels nationaldag den 14. maj 2003 i Diamanten.
Jeg har skrevet adskillige indlæg mod den tiltagende antisemitisme og den tendens til at gøre antisemitismen stueren (JP-kronik 22. april 2002, Berlingske-klumme 8. april 2002). Efter den sidste klumme fik jeg besked om, at jeg ikke mere kunne bidrage med kommentarer til Berlingske. Denne vendte sig særligt mod danske kirkelige kredses kritik af jøderne i Israel – en kritik som jeg skrev »balancerer på en antisemitisk knivsæg«.
Tidligere har jeg også kritiseret den danske venstrefløj og Anne-Grethe Holmsgaard for ubehagelige synspunkter desangående.
I Berlingske-klummen skrev jeg, at Hitlers Mein Kampf lå på bestsellerlisten blandt palæstinensere i Mellemøsten.
Jeg har siden 1986 og til sidste år abonneret på det amerikanske jødiske tidsskrift Commentary, som har haft stor indflydelse på min meningsdannelse fra jeg var i 20’erne.

Henrik Gade Jensen

Suverænitets-begrebet – igen
Folketingets tidligere formand, Erling Olsen, har en gang udtalt, at problemet ikke er, at folketingsmedlemmer ikke kan læse. Problemet er, at de ikke kan bladre. Det gælder også EU-kommissærer. Poul Nielson kritiserer i en kronik i Information den 27. november Magtudredningen for at bygge på et forældet suverænitetsbegreb. Vi skulle ikke have blik for, at EU-samarbejdet kan styrke muligheden for at få kontrol over forhold, som globaliseringen gør det svært at få kontrol over.
Hvis kommissæren havde givet sig til tid til at læse – og bladre – ville han se, at han og vi ligger helt på linie: Blot to eksempler fra vores slutrapport: Man kan »se det europæiske samarbejde som et forsøg på at løse problemer, som de enkelte nationalstater ikke selv kan løse« (s. 319). Vi peger på, at nationalstaterne ikke ville have haft den kompetence, som de har afgivet til EU-samarbejdet, hvis vi ikke havde været medlem af EU (s. 381). Sjovt nok hævder EU-modstanderne, at vi politiserer, når vi fremhæver dette forhold.
Vi er ikke uenige med Poul Nielson om suverænitetsspørgsmålet, men vi holder fast i de demokratiske problemer knyttet til det danske EU-medlemskab, fordi befolkningen føler sig fremmedgjort og har vanskeligt ved at overskue og deltage i de politiske processer i EU – på trods af demokratiseringen af EU’s institutioner og på trods af danskernes bredere europæiske horisont.

Lise Togeby
og Peter Munk Christiansen
professorer, formand for hhv. medlem af, Magtudredningens forskningsledelse

De store bestemmer
Tyskland og Frankrig gør som det passer dem i EU. De bryder stabilitetspagten ved år efter år at have et langt større underskud, end de 3 procent som er tilladt, uden at de får den obligatoriske økonomiske straf.
Jeg indrømmer gerne at jeg ikke bryder mig om stabilitetspagten. Indtil nu er den blevet håndhævet over for alle lande, inklusiv de nye ansøgerlande, med helt urimelig arbejdsløshed til følge. Det var et af mine væsentligste argumenter for at gå imod Euroen. Men når de to største lande og økonomier kommer i vanskeligheder, så blæser man højt på reglerne. I EU er der ikke lige ret for loven.
Den politik med de stores ret bliver nu formaliseret i den ny forfatning i det der hedder dobbelt flertal. Et kvalificeret flertal vil nu indebære, at der skal være flertal blandt landene dvs. 13 mod 12. Men det er ikke nok. For at et forslag kan vedtages, skal der endvidere være 60 procent af befolkningerne i Europa bag. Det betyder at de tre-fire største lande er i stand til at blokere en beslutning. Det er der i og for sig ikke noget nyt i, nu formaliserer man bare det, at de største lande har magt til at blokere beslutningerne.
EU er ikke et samarbejde mellem ligeværdige nationer.

Bent Hindrup Andersen
Endelave

Demokratisk sindelag
I et forsvar for en spindoktor får Adam Wagner (den 28. november) løftet Dansk Samling op i en enestående position. Med al respekt for Dansk Samling var det et parti i Folketinget som alle andre i perioden 1936-47, samtidigt udviklet med den religiøse bevægelse Tidehverv, af Wagner i dag kaldet udelukkende »nationalt«, men åbenbart dengang i ’40 stort set ene om at se nazismens fare og – i samme åndedrag – kommunismens fare: rigtignok et fornuftigt udgangspunkt for en modstandsbevægelse!
Undertegnede levede dengang i et miljø præget af 30’ernes åbne kulturmønster, af den såkaldte frie opdragelse og tilhørende frie skole. Efter 9. april fik vi et ganske godt samarbejde med flere kommunister, hvilket er uden afgørende sammenhæng med Wagners »religionserstattende ideologi«. Men det forekommer, at man idag på en bekvem måde kan indtræde i det gode selskab ved at antage en grundig sammenblanding af marxismens forskellige fremtrædelsesformer: kommunister, leninister, spartakister, stalinister, titoister, DKP’ere o.fl.a., hvoraf en stor del af socialisterne var krigsmodstandere.
Måske kunne vi nå længere ved at brede det demokratiske sindelag ud.

Per Diepgen
Halskov

Fangerne i Højesteret
Desværre tabte Thule-fangerne sagen i Højesteret forleden dag. I den sørgelige anledning kom jeg atter til at tænke på et spørgsmål, som før har undret mig: Hvorfor er der ikke plads til begge parter? Fangerne skal jo ’kun’ bruge deres fangstområder – og de ligger vel ikke nødvendigvis lige der, hvor selve Thule-basen er lagt? Giv dog de grønlandske fangere den del af området tilbage, som de har mest brug for. Grønland er et stort land. Det er svært at forstå, hvorfor der ikke skulle være plads til begge parter i Thule.
 
Søren Tafdrup
Søborg

Med dommen i Højesteret
er det endeligt fastslået, at den danske stat er imperialistisk og racistisk.

John Reynolds
Albertslund

Historie-fornemmelse
Historien skrives altid forskudt af magthaverne, sådan har det vel altid været, og hvis prof. Bent Jensen af vennerne på højrefløjen får magt, som agt vil vel også den senere koldkrigshistorie blive et betalingsværk. Som middelalder-krønikerskriveren, Saxo (ikke dansk født) i væsentligst omfang skrev sin Danmarks Krønike som et bestillingsværk af biskop Absalon, var teksten i væsentligst omfang beæret og tildelt Absalons æt og familie, som set fra arbejdsgiverens (Absalons) gård og som historien tog sig ud set herfra i tid og rum. Som lærd benyttede Saxo naturligvis kendte kilder og historien er da også tydeligt mest sandfærdig set på lidt afstand tidsmæssigt medens den på endnu fjernere tider glider over i sagaen og mytologien.
Med den unuancerede historiefornemmelse, der for tiden hersker omkring flere ministerier er der naturligvis fare for at også nutidshistorien (midlertidig) bliver forfalsket eller svært ensidigt skrevet. Sandheden vil naturligvis dukke op under en eller anden form senere.

Bent Brogaard
Galten

Mere liv på landet
Borgmestre i landkommuner ønsker, at staten og kommunerne i fællesskab skal nedrive ubeboede ejendomme rundt omkring i landet, for at forhindre at arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere lejer disse huse og bosætter sig der. Men det er en dårlig idé at nedrive huse, når der er boligmangel i landet, og der er mange, der gerne vil bo i de pågældende huse.
I byerne er der boligmangel de fleste steder, så i den sammenhæng ville det være en fordel, at flere flyttede ud på landet. Økonomisk kunne det lade sig gøre, hvis kontanthjælpsmodtagerne ’fik penge med hjemmefra’, dvs. at kommunen de kommer fra, fortsætter med at betale kontanthjælpen, helt eller delvis.
Endvidere er der behov for mere liv på landet, affolkningen her er gået for vidt på grund af den førte landbrugspolitik med svinefabrikker; udryddelse af sommerfugle, storke, frøer, snoge og andre dyr; forurening af grundvand, søer og vandløb; iltsvind, dyremishandling, tremmekalve, burhøns, osv. Nutidens landbrug er forkvaklet, der er behov for landboreformer, det kunne give arbejde til flere, ligesom der vel også er andre muligheder for arbejde, der kunne frigøre kommunerne for at betale kontanthjælpen.

Tom Nielsen
2000 F.

Det tyrkiske spørgsmål
Kommissionen har lavet en foreløbig vurdering af Tyrkiets EU-medlemskabsudsigter, og heraf fremgår, at mange af de gamle problemer desværre fortsat eksisterer. Men udsigten til EU-medlemskab er en løftestang for den demokratiske Erdogan-regering i Ankara.
Hvis den tyrkiske regerings reformer lykkes og landet udvikler sig til et rigtigt demokrati, så skal Tyrkiet da kunne optages i EU, ikke sandt? Det er desværre ikke så enkelt. For en række regeringer i de nuværende medlemslande har store problemer med det tyrkiske medlemskab, som man ganske vist flere gange har lovet tyrkerne.
Det skyldes frygt for indvandrere! Nogle regeringer i EU frygter en masseindvandring af fattige og (uha-uha) muslimske tyrkere, hvis Tyrkiet kommer indenfor rammerne af arbejdskraftens frie bevægelighed. Og frygten går også på, at de adskillige millioner tyrkiske statsborgere, der allerede nu lever i EU pludselig vil få en række nye politiske og sociale rettigheder.
Men det er en helt anden vej, vi skal gå. Vi skal arbejde for at Tyrkiet ikke bliver afvist, men i stedet bliver optaget i Unionen, når landet forhåbentlig inden for ganske få år er blevet et ægte demokrati. Vi skal derfor aktivt – politisk og økonomisk – støtte alle de tyrkiske reformer og tiltag, som skubber udviklingen i den rigtige retning.

Tomas Bech Madsen
Europa-Parlamentskandidat (R)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her