Læsetid: 4 min.

Dobbeltmoralens dubiøse gesandt

Bush sendte Georges Baker i byen for at bede europæiske kreditorer om at eftergive Iraks gælde til dem. Det egentlige motiv er ikke spor ædelt
27. december 2003

International
I modsætning til alle forudsigelser blev ’gamle Europas’ tunge døre ikke smækket i fjæset på James Baker, da han anmodede om gældseftergivelse for Iraks udenlandsgæld. Både Frankrig og Tyskland var samarbejdsvillige, og også fra Rusland lød imødekommende toner. I sidste uge var den almindelige opfattelse ellers, at Bakers ’Slet-gælden-tur’ var blevet udsat for et ondsindet snigløb fra viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, der pludselig erklærede, at han have besluttet at udelukke ’ikke-koalitionspartnere’ fra Iraks genopbygningskontrakter på 18,5 mia. dollar. Men måske var Wolfowitz’ slet ikke ude på at stikke nogen kæp i de diplomatiske hjul. Snarere var hans rolle at agere slående overtalelsesmiddel ved i baggrunden at vifte med en stor kølle: truslen om helt at ekskludere vrangvillige europæiske nationer fra Iraks potentielle genopbygningsbudget på svimlende 500 mia. dollar.
Alligevel var mange forvirrede. »Det ser ud, som om venstre hånd ikke aner, hvad højre gør,« kommenterede Doug Bandow, ledende analytiker ved Cato-instituttet i Washington.
Men Baker havde for så vidt ikke behov for Wolfowitz’ assistance for at fremstå som dobbeltmoralens inkarnerede gesandt. Kan man forestille sig en mere hyklerisk mission end en James Bakers forsøg på at imitere popstjernen Bonos almisse-til-Afrika-show, denne gang opført til benefice for Irak. »Vi kan ikke være bekendt at bebyrde det irakiske folk med gælden fra et brutalt regime, som kun interesserede sig for at bruge penge på at bygge paladser og torturkamre og undertrykke det irakiske folk,« som det hed i den smukke forbøn fra Det Hvide Hus’ talsmand, Scott McClellan.

Kissingers ’ædle mission’
Ingen kan være uenig. Men da jeg hørte om Bakers »ædle mission«, som Bush betegne den, kunne jeg ikke lade være med at tænke på en urimeligt overset nyhed fra tidligere på måneden: Den 4. december bragte Miami Herald uddrag fra et nyligt frigivet historisk dokument USA’s udenrigsministerium, nemlig båndudskrifterne fra et møde afholdt 7. oktober 1976 mellem Henry Kissinger, daværende amerikansk udenrigsminister under præsident Gerald Ford og Argentinas udenrigsminister under det daværende militærdiktatur, flådeadmiral César Augusto Guzetti.
Argentina befandt sig dengang på højdepunktet af sin den såkaldte ’beskidte krig’ – en nærmest videnskabeligt tilrettelagt kampagne for at tilintetgøre »den marxistiske trussel« i Argentina. Generalstyrets fremgangsmåde bestod i systematisk at torturere og dræbe ikke blot bevæbnede guerillasoldater, men også fredelige fagforeningsfolk og studenteraktivister foruden selvfølgelig deres venner, slægtninge og sympatisører. Da diktaturet endelig faldt, var omkring 30.000 mennesker ’forsvundet’.
Da mødet mellem Kissinger og Guzetti fandt sted, var store dele af Argentinas venstrefløj blevet udraderet, og makabre meldinger om lig, der skyllede i land på Rio de la Plata-flodens bredder udløste et ramaskrig om økonomiske sanktioner mod juntaen. Nu afslører udskriften af mødet mellem Kissinger og Guzetti, at den amerikanske regering ikke alene kendte til myrderierne – den bifaldt og opmuntrede dem også.
Guzetti rapporterer til Kissinger, om »vores fremragende resultater gennem de sidste fire måneder. Alle terrororganisationerne er stort set opløst.« Efter at have drøftet, hvordan man skulle forholde sig til den oprørte internationale opinion, erklærer Kissinger så: »Hør her, vores grundholdning er, at vi ønsker, at I får succes med det, I gør. På dette punkt er jeg gammeldags: sine venner skal man støtte. Folk har svært ved at forstå, er, at I står midt i en borgerkrig. Vi læser om menneskerettighedsproblemer, men baggrunden får vi ikke. Jo hurtigere I kan få succes, desto bedre.«
Kissinger bevæger sig hurtigt videre til spørgsmålet om lån og opmuntrer Guzetti til at ansøge om så meget udenlandsk bistand som muligt, før Argentinas »menneskerettighedsproblemer« binder den amerikanske regerings hænder. »Der er to lånetilbud i banken,« siger Kissinger med henvisning til Den Interamerikanske Udviklingsbank. »Vi har ikke tænkt os at nedlægge veto mod dem.«

Gammeldags griskhed
Verdensbanken vurderer, at omkring 10 mia. dollar af de summer generalerne lånte, gik til våbenanskaffelser, opførelser af koncentrationslejre, hvorfra tusinder aldrig kom tilbage, og til at ruste sig til Falklandskrigen. Andre summer gik ind på hemmelige schweiziske bankkonti, hvor de siden har været umulige at spore, da generalerne før deres exit nåede at tilintetgøre alle opgørelse over, hvordan lånene var blevet forvaltet.
Vi ved dog, at Argentinas udlandsgæld under diktaturet steg med kometfart fra 7,7 mia. dollar i 1975 til 46 mia. i 1982. Lige siden har landet siddet fast i en eskalerende økonomisk krise, hvor det har måttet låne yderligere milliarder for blot at kunne betale renterne af på den oprindelige gæld, som i dag er en smule større, end den som udenlandske kreditorer har til gode hos Irak.
Båndudskriftet viser, at USA vidste præcis, hvad det gjorde, da det både lånte penge og gav politisk støtte på højeste niveau til de argentinske generalers folkemordskampagne. Trods dets nuværende medansvar for Argentinas gældstragedie, har USA konsekvent modsat sig alle forsøg på at sløjfe landets gæld.
Hvordan kan det så være, at Bush er så bekymret for, at »det irakiske folks fremtid skal blive pantsat på grund af gamle gældsbyrder?« Det er selvfølgelig fordi eventuelle gældsafbetalinger vil være et alvorligt dræn af de ressourcer, som den amerikanske regering har forbeholdt til sine støtter i Halliburton, Bechtel, Exxon og Boeing.
Det er blevet populær at påstå, at Det Hvide Hus er blevet kidnappet af nykonservative ideologer, der er
så forelskede i frimarkedsdogmatik, at de har mistet al sans for sund fornuft og pragmatik. Hvis der er en ting, som sidste uges diplomatiske støvskyer gør klart, så er det, at den ideologi, som Bushs Hvide Hus abonnerer på, ikke er nykonservatisme: Det er såmænd bare helt ordinær og gammeldags griskhed.

© The Nation og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu