Eliten mod folket

Danskernes trang til at diskutere indvandrere er blevet undertrykt, lyder en kendt myte. Men den er forkert. De store nyhedsmedier og Christiansborg-politikerne forsøgte gennem 90’erne vedholdende at sætte emnet på dagsordenen
– men befolkningen strittede imod

Kronik
Prøv engang at læse disse overskrifter fra et mildt dansk efterår:
’Flygtningestrøm slår alle rekorder’, ’Flygtninge-udgifterne ventes ti-doblet’, ’Flygtningestrøm sætter rekord’ (Jyllands-Posten i august).
’Flygtningepres mod små byer’, ’Flygtninge skal bo i teltlejr’, ’Uro i asyl-lejr’ (Politiken i september).
’Raceuro i Istedgade’, ’200 flygtninge går amok i lejr’, ’Væbnet racekrig midt i København’ (B.T. i oktober).
Det kunne være i dag – men det er rent faktisk i 1985 – syv år, før den konservative regering afløses af en socialdemokratisk –og hele 16 år før den socialdemokratiske igen lader sig afløse af en Venstre-regering.
Ifølge mange borgerlige iagttagere forblev udlændinge-debatten i al den tid ’et tabu’ i den danske offentlighed – ja, myten kan stadig høres et par gange om ugen hos politikere og avisdebattører: Danmark havde ikke nogen diskussion af udlændingespørgsmålet før 2001.
Debatten har raset i mindst 20 år. Ekstra Bladet fyrer for alvor op under kedlerne i starten af 90’erne. Bladets store gennembrud kommer i foråret 1995 med kampagnen ’Godhedens pris’ – et mærkat, der straks afføder sin mere nedladende fætter i sproget: ’Godhedsindustrien’.
Denne industri omfatter alle de institutioner og organisationer, der taler flygtningenes sag og poster penge i asylcentre, integration og u-landshjælp – og kampagnen er reelt begyndelsen på det opgør med humanitære hjælpere og ’smagsdommere’, der effektueres af Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen syv år senere (foråret 2002).
»I disse dage afslører Ekstra Bladet flygtninge-svindelen i Danmark,« meddeler bladets redaktører kort og godt i en helsidesannonce i Politiken.
Og det store formiddags-medie fastslår, at den medlidenhed, der præger folk i den ene skyttegrav er ved at være utålelig for dem i den anden: »Denne godhed har tit blokeret for et realistisk billede af, hvad der foregår.«
Den næste grundigt planlagte kampagne, der får stor indflydelse på mediedebatten i Danmark, skydes i gang mandag den 31. marts 1997. Denne kampagne kalder Ekstra Bladet for ’De fremmede’. Skruen er strammet endnu en gang – angiveligt under indtryk af det faktum, at emnet stadig er ’tabu’ i Danmark. Folk tør ikke tale ligeud. Nu pepper avisen f.eks. sine egne læserbreve op ved at tage ud og interviewe nogle af de mest rasende læserbrevsskribenter. Det fører til overskrifter som ’Sæt dem i lejre’ og ’Had og mistro’ og avisplakater med tekster som ’Moske – moske ikke?’ og ’Hvad skal vi med de fremmede?’
I samme åndedrag fortsættes det langsigtede opgør mod den humanisme, der »har været en del af det akademiske borgerskabs idealer i de sidste 150 år med klogskab, pænhed og godhed som tre sider af samme sag.« Næsten profetisk leverer avisen tre centrale, tilsyneladende positive stikord – klogskab, pænhed og godhed – til opgøret med de intellektuelle og ’smagsdommerne’ fem år senere – en bandbulle, man endnu i 1997 synes lyder lidt anspændt og skinger.

Blade som Politiken og Information trækker den anden vej, men den holdning beviser blot – svarer modparten – at der er noget, de selvsamme medier ikke tør at få klinket. Og i foråret 1997 udråber præsten Søren Krarup til – i en kommentar i Ekstra Bladet – formiddagsavisens redaktører til: »Mænd af mod«.
Omvendt kalder Ekstra Bladets redaktører den daværende flygtninge- og indenrigsminister Birthe Weiss for »tossegod« og »naiv«. Og også disse ord får deres profetiske liv – som våben mod den intellektuelle, bedrevidende elite. I foråret 2003 er det præcis de samme to ord, statsminister Anders Fogh Rasmussen hæfter på de samfundsdebattører, der stritter imod krigen i Irak: tossegode og naive, siger han.
Fronterne i udlændinge-debatten er knivskarpe, og der er ingen af dansk presses landsdækkende flagskibe, der nogensinde forsøger at rokke ved hele denne fastfrysning af positionerne. Det kunne en stor avis måske have gjort – hvis den havde forsøgt for alvor.
Strømmen af artikler og indlæg fortsætter op gennem 90’erne – og følges af næsten 40 stramninger af udlændingeloven alene i den periode, hvor de socialdemokrater, der er blevet beskyldt for at være ’indvandrer-venlige’ er ved magten.
Nyhedsjægerne på tv-redaktionerne og aviserne forholder sig i lange perioder alene til det, man kan se i det ’landsdækkende forstørrelsesglas’.
Det samme gør politikerne på Christiansborg. Det handler ofte om de mest negative nyheder – og når en sådan debat koger op, går man næsten automatisk ud fra, at den optager alle folk i Danmark Så kommer rundhylet.
Men sådan er det ikke nødvendigvis – slet ikke – hvilket de to kommunalvalg i 90’erne krystalklart viste. Centralmagten og centralmedierne – med deres hovedkvarterer i hovedstaden – havde én dagsorden – hvor flygtninge og indvandrere var topemnet – lokalsamfundene havde en helt anden. Mest tydeligt sås det i kommunalvalgåret 1993, der også var det mest hidsige flygtninge-diskussionsår nogensinde.

Her kom den første store, samlede debat om asylsøgeres kriminalitet – der dog stoppede brat, da en rundringning til samtlige 54 politikredse afslørede helt normale tilstande. Så igangsatte aviserne en gigantisk diskussion om familiesammenføringer (som man også i dag siger var tabu i mange år) – og alene i tre store landsdækkende dagblade kan man i de tre sidste måneder op til kommunalvalget tælle næsten 1.100 nyhedsartikler om ’de fremmede’. Hvorefter medierne fastslog: ’Nu får Danmark sit flygtningevalg.’
Men en optælling af stoffet i 40 lokalaviser dokumenterede, at der ikke var skyggen af flygtningevalg på vej i kommunerne. Tværtimod skrev de små lokal- og distriktsaviser om alt muligt andet end flygtninge: busruter, plejehjem, skoleforbedringer, havneudvidelser, osv.
Et par måneder før selve valget viser en stor GFK-undersøgelse for B.T. det ejendommelige, at hele 66 procent af danskerne er positive over for familiesammenføringer til udlændinges ægtefæller. Det var nærmest ekceptionelt oven på efterårets voldsomt negative debat om netop dette emne – men resultatet placeres af B.T. – helt undseligt – langt inde i avisen, allernederst på side 9.
Samtidig – i september 1993 – modtager Berlingske Tidende resultatet af en stor Gallup-undersøgelse – en såkaldt ’holdningsanalyse’, der er påbegyndt i juni – og som ligeledes har et særdeles opsigtsvækkende resultat: Hver anden dansker mener, at arbejdsløsheden er langt det vigtigste problem i Danmark – kun seks procent synes, det er flygtningene.
Denne analyse er den eneste af årets 41 Gallup-undersøgelser, der aldrig bliver trykt i avisen.
13. november – tre dage før valget – offentliggør Berlingske dog den lille sensation, nemlig at »70 procent afviser at flygtningedebatten har betydning ved valget« – det citeres et par gange i Radioavisen samme dag og forsvinder så i total stilhed ud af debatten. Derefter krydser danskerne i de kommunale valgbokse – og de forskellige kommunallister mod fremmede bliver næsten udraderet.
Forløbet viser noget næsten metafysisk – at der kan eksistere to virkeligheder i det samme land: en lokal og en national. En for danskerne – og en for eliten i politik og presse. Den nationale – centreret omkring de store landsdækkende nyhedsredaktioner og Christiansborg – er i stand til at fungere helt løsrevet fra det, der i virkeligheden foregår. Da selvbedraget begynder at dæmre, holder man uanfægtet fast i den forkerte linie.
Processen gentog sig ved kommunalvalget i 1997 – selv om billedet var skærpet, idet Dansk Folkeparti var blevet dannet – og med Pia Kjærsgaard i spidsen gjorde alt for at skubbe emnet op på dagsordenen.
Men ude i landdistrikterne og de små og store provinsbyer var man stadig mere optaget af de mere jordnære ting. Som Berlingske Tidende skrev: »Vælgere ser bort fra flygtningene.«

Det var det andet af i alt fire forsøg på at lave et ’flygtningevalg’ (1993, 1997, 1998 og 2001) – og først fjerde gang slog emnet an i et vist omfang.
Pointen er, at danskerne et langt stykke henad vejen har stået distancen – trods et enestående bombardement fra de store dagblade, tv og politikerne på Christiansborg.

*Erik Valeur er bidragyder til ’Når du strammer garnet – et opgør med mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik’( Aarhus Universitetsforlag), redigeret af Carsten Fenger-Grøn, Kamal Qureshi og Tøger Seidenfaden