Læsetid: 3 min.

EU giver suverænitet

EU er ikke problemet, men en del af løsningen, når det gælder demokratiet i en globaliseret verden
15. december 2003

International
I Inf. den 3. ds. reagerer professorerne Togeby og Christiansen (formand for hhv. medlem af Magtudredningens forskningsledelse) på Poul Nielsons fremragende kronik om Magtudredningen og EU. Professorernes påstand er, at de i virkeligheden er enige med Nielson i, at EU-medlemskabet i realiteten styrker dansk suverænitet fordi vi dermed får indflydelse på forhold, vi under alle omstændigheder bliver påvirket af. Så langt så godt.
Tilbage står, at den vigtige debat om Magtudredningen er kommet dårligt fra start. EU-modstanderne har tydeligvis fået konklusionerne galt i halsen. Junibevægelsens Hanne Dahl skriver, at magtudredningen er en advarsel til de »EU-ivrige politikere«. Og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti mener, at demokratiproblemerne vil blive forstærket med den nye EU-forfatning. Intet kunne være mere forkert.
. Det er interessant, at en tilsvarende magtudredning om forholdene i det norske samfund for nylig har konkluderet, at det norske demokratiproblem bl.a. er, at Norge ikke er med i EU.
Når EU-modstanderne farer vild i demokratiet i EU, skyldes det ikke nødvendigvis alene dårlig vilje. Magtudredningen lider af flere svagheder, når det gælder fokus og perspektiv. Udredningen har ikke tilstrækkeligt øje for, at
*uden et forpligtende samarbejde i Europa ville vi være langt dårligere stillet i henseende til demokrati. Mange af de grænseoverskridende problemer – terror, miljøet, internationalt kriminalitet – er endog de store lande for små til selv at løse. Det er alene gennem et internationalt samarbejde, at vi kan give et politisk, dvs. et demokratisk svar på disse udfordringer. I den forstand kan det klassiske nationale demokrati ikke stå alene. Det er her, man med rette kan beskylde EU-modstanderne for at være både bagstræberiske og mangle udsyn.
*den nationale parlamentariske kontrol med EU-politikken ikke er afgørende for, om vi kan tale om, at demokratiet fungerer i en europæisk sammenhæng. Naturligvis er det vigtig at styrke f.eks. det danske Europaudvalgs indseende med EU-politikken. I øjeblikket er Udvalget for lukket – langt mere lukket end f.eks. Europaparlamentet. Og Europaudvalget drukner i sagsmængderne og er så tidsmæssigt presset, at det er endt som et slags gummistempel for regeringens EU-politik.
*Den afgørende udfordring er skabelsen af et europæiske demokrati, som kan supplere, ikke erstatte(!) de nationale demokratier. Demokrati er ikke et nulsumsspil, en nærmere begrænset ressource – demokrati er en metode og et sindelag.

Paradigmeskifte
Der er her tale om et paradigmeskifte, som kan sammenlignes med udviklingen af de nationale demokratier i det 19. og 20. århundreder. Udfordringen er et demokrati på europæisk grund. En kolossal opgave.
*EU er – alle fejl og mangler til trods – det mest demokratiske internationale samarbejde, vi har set. FN, som sædvanligvis nyder bred opbakning er jo ikke specielt demokratisk med et Sikkerhedsråd med de fem gamle stormagter fra 1945 som permanente medlemmer.
EU-Charteret om de grundlæggende rettigheder – ikke alene de politiske og civile, men også de økonomiske og sociale – bliver juridisk bindende som en del af den nye EU-forfatning.
Det betyder, at vi som unionsborgere bliver beskyttet af et rettighedskatalog, der både er mere omfattende og tidssvarende end det, som findes i den danske grundlov. Med Charteret, med en oversigt over hvem der gør hvad i Europa og en forenkling af Unionens beslutningsprocedurer, bliver det europæiske samarbejde langt mere tilgængeligt for de europæiske borgere. Desuden følgende forbedringer:
*Europa-Parlamentet får fuld medbestemmelse på alle områder, hvor EU lovgiver, herunder den fælles landsbrugspolitik. Det vil styrke Parlamentets folkelig forankring og forhåbentlig starte den gode cirkel, hvor borgerne begynder at interessere sig mere for Parlamentet, tager del i valgene, hvilket igen vil styrke Parlamentets legitimitet.

Kritisabelt monopol
Det vil på længere sigt føre til ret til at stille forslag til ny EU-lovgivning. Det er dybt kritisabelt, at det i dag er Kommissionen, der har monopol på denne initiativ-ret.
*Ministerrådet forhandler i fuld åbenhed, når det lovgiver. Et skridt Rådet faktisk allerede har realiseret, selv om Konventets forslag endnu ikke er godkendt.
*Et interessant eksempel på direkte demokrati eller deltagelsesdemokrati er Konventets forslag om, at én mio. mennesker fordelt på 10 medlemslande kan skrive under på, at Kommissionen skal fremsætte et lovforslag, hvorefter Kommissionen er forpligtet til at tage et initiativ.
Forudsætningerne kan lyde skrappe – men vil i virkelighed svare til, at blot 11.000 mennesker i Danmark kunne presse Folketinget til at tage initiativ til et lovforslag på et givet område. På europæisk plan kan man forstille sig, at f.eks. Amnesty International ville være i stand til at presse Unionen til handling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu