Kronik
Velfærdsstatens kerneydelse er at skabe lighed mellem borgerne uden at påvirke erhvervslivet markedsøkonomien negativt. Set i dette perspektiv var Velfærdsstaten en klar succes i det 20. århundrede. Ligheden mellem borgerne blev løftet op på højt niveau set internationalt. Danmark fik en åben og stærk økonomi. Erhvervslivet accepterede i praksis Velfærdsstaten, som koster ca. 600 mia. kr. om året og har en lille million ansatte fordelt på mere end 25.000 institutioner.
Hvad er så problemet med Velfærdsstaten? Velfærdsstaten er konkret skruet sådan sammen, at den mest rationelle adfærd for den enkelte borger og virksomhed i forhold til Velfærdsstaten er at »yde (lidt) under evne og nyde (lidt) over behov«. De fleste borgere og virksomheder vil således i praksis have lidt flere og for dem lidt bedre ydelser uden at betale mere i skat.
For politikerne er der to løsninger på dette problem. De kan melde klart ud, at forventningerne er for høje eller skatterne for lave. Dette giver ikke stemmer. Tværtimod. Og da politikernes ultimative succeskriterium er at blive (gen)valgt, fravælger de denne løsning. Alternativet til at melde klart ud er at sende problemet videre til Velfærdsstaten de mange offentlige institutioner i form af krav om flere ydelser for de samme skattekroner. Denne mulighed har politikerne satset på i de sidste mange år. Det kan Velfærdsstaten naturligvis ikke holde til.
Sat helt på spidsen: . Hvilke spillere borgere og virksomheder der får hvilke ydelser og aktiviteter afhænger i stigende grad af de på mange måder uforudsigelige politiske beslutninger og studehandler om budgetter, prioriteringer, omfordelinger, særlige puljer etc. I denne form for lotterispil er ét rimeligt sikkert: De svageste i samfundet taber relativt set.
Dermed kan Velfærdsstatens kerneydelse blive sat i og på spil. Sker dette, vil borgerne formentligt opleve dette som en uønsket konsekvens af deres adfærd og det politiske system!
Da problemets kerne vedrørende Velfærdsstaten er en særegen historisk kombination af Velfærdsstatens konstruktion og demokratiets spilleregler, er der ingen simple tekniske eller politiske løsninger. Og da der ikke er noget attraktivt alternativ til demokratiet, må Velfærdsstatens konstruk-tion gentænkes. Dette med respekt for grundpræmissen for at skabe lighed.
Markedsøkonomien er og vil fortsat være det bærende økonomiske princip. Markedsøkonomiens styrke er historisk set dens evne til at sikre produktionen af varer og serviceydelser på et vedvarende højt niveau. Erfaringerne med markedsøkonomi er imidlertid også, at den skaber ulighed mellem borgerne. Markedsøkonomien har således en indbygget ulighedskode. Gør man beskrivelsen af den historiske udvikling i de sidste 100 år ultrakort, har ulighedskoden markedsøkonomiens ulige fordeling af velfærden fremprovokeret en lighedskode.
I det forrige århundrede opstod der et stærkt krav om at skabe lighed mellem borgerne. Opgaven var således og vil fortsat være at realisere ulighedskoden og lighedskoden på én og samme tid. Hvordan gør man det? I det 20. århundrede gjorde man det ved at udvikle et to-sektor-samfund, som man fejlagtigt kaldte et blandingsøkonomisk samfund.
De borgerlige og Socialdemokraterne indgik i det 20. århundrede et politisk pragmatisk langtidsholdbart samarbejde om håndteringen af ulighedskoden og lighedskoden. De borgerlige fik ulighedskoden markedsøkonomien. Og Socialdemokraterne fik lighedskoden Velfærdsstaten. Dette dog på én væsentlig betingelse. Velfærdsstaten måtte ikke påvirke markedsøkonomien negativt. Denne betingelse, som fortsat gælder, blev, som nævnt, indfriet til fulde i det 20. århundrede. Hvordan?
Velfærdsstaten spalter borgerne i skatteydere henholdsvis brugere. Borgerne betaler som skatteydere for løsningen af opgaverne ved kasse et (indkomstskat og moms) og får som brugere udleveret velfærdsydelserne ved kasse to (uddannelser), kasse tre (pasning af børn), kasse fire (pensioner) etc. Spaltningen af borgerne gjorde det muligt at indføre folkepension og socialhjælp, oprette skoler og sygehuse etc. Da skatterne i princippet er progressive, betaler de rige til eller for de fattige. Det blev med andre ord muligt at skabe et fælles solidarisk statsligt forsikringsselskab kaldet Velfærdsstaten ved siden af markedsøkonomien, hvor borgerne sloganagtigt udtryk »skulle yde efter evne« og »kunne nyde efter behov«.
Erhvervslivet markedsøkonomien fik også gavn af Velfærdsstaten.
Velfærdsstaten subsidierede virksomhederne i form af gratis uddannelse af arbejdskraften, et velorganiseret arbejdsmarked etc. Endvidere skabte Velfærdsstaten en løbende efterspørgsel efter virksomhedernes produkter samt sikrede en stabil samfundsøkonomi. Endeligt friholdt den virksomhederne for at blive en åben politisk kampplads.
Konsekvensen af spaltningen af borgerne er, at de ikke har og ikke kan få en reel viden om forholdet mellem forbruget af velfærdsydelser og udgifterne til at producere disse. Set over tid fører dette til, at stadig flere borgere og virksomheder i praksis stræber efter at få så mange ydelser som muligt og betale mindst muligt herfor. Det har også ført til, at en del borgere og virksomheder udvikler en falsk bevidsthed om, at de har betalt så meget i skat, at de har mange velfærdsydelser til gode.
Mange faktorer forstærker den nævnte udvikling. Velfærdsstaten er blevet et stort uigennemskueligt system, som man forholder sig pragmatisk til frem for politisk
i hverdagen. Når 90 procent af borgerne, som nu, bliver define-
ret som rige henholdsvis fattige, bliver begreberne rig og fattig næsten meningsløse for de fleste. Interesseorganisationerne og medierne støtter borgerne og virksomhederne i at få flere ydelser under henvisning til, hvad de
andre kan få, hvilket er deres eksistensberettigelse. Myten om, at hvad én gruppe af borgere og virksomheder kan få, kan alle grupper af borgere få, bliver således udviklet fortsat. Politikernes rivalisering om at opnå (gen)valg gør, at de udlover stadig flere gevinster i lotteriet og inddrager stadig flere uvedkommende kriterier i Velfærdsstatens aktiviteter. Eksempelvis hensynet til lokale og regionale arbejdspladser og indirekte subsidiering af grupper af borgere og virksomheder.
For Velfærdsstaten skaber spaltningen af borgerne en kronisk og stadig hårdere klemme mellem borgernes forventninger til ydelserne og villigheden til at betale herfor. I årvis er klemmen blevet håndteret ved at (mellem)ledere i de offentlige institutioner har udnyttet ressourcerne bedre. Grænsen for at udnytte ressourcerne bedre inden for de givne rammer er imidlertid ved at være nået. Skeptikere kan ved selvsyn eksempelvis på uddannelsesinstitutionerne konstatere, at der sker både en fysisk nedslidning af den offentlige sektor og en forringelse af ydelserne.
Hvad kan der gøres? Der er to alternativer i praksis til den altdominerende model i dag Budget- og monopolmodellen som er eksklusiv god for de allersvageste i samfundet. Det ene alternativ er Licitationsmodellen, som kun bliver brugt i et forsvindende lille omfang. Dette endda kun på randområder som rengøring, madordninger, pleje af parkanlæg etc. Resultatet er, at ingen større kommuner har kunnet nedsætte skatten med blot én procent med henvisning til Licitationsmodellen. Det andet alternativ er Kerneaktivitetsmodellen. Erfaringerne viser, at offentlige institutioner løser nogle opgaver bedst eksempelvis omsorg og uddannelse. Private virksomheder løser andre opgaver bedst eksempelvis logistik- og udviklingsopgaver. Hvis offentlige institutioner og private virksomheder samarbejdede om at løse Velfærdsstatens opgaver, kunne mange opgaver løses bedre og billigere. Dette ville samtidigt kunne skabe et plus-sum-spil mellem Velfærdsstaten og erhvervslivet svarende til det i det 20. århundrede.
*Ph.d. John Storm Pedersen er universitetslektor på RUC. Kronikkens synspunkter findes i uddybet form i Offentligt eller Privat? Hvordan løser man bedst politisk besluttede opgaver? Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag 2003.
