Kronik

Den globale vending

Hændelsesforløbet omkring den 11. september 2001 gav den amerikanske præsident en uforlignelig anledning til at retfærdiggøre amerikansk udenrigspolitik og give den en mere offensiv form
22. december 2003

Hændelsesforløbet omkring den 11. september 2001 gav den amerikanske præsident en uforlignelig anledning til at retfærdiggøre amerikansk udenrigspolitik
og give den en mere offensiv form

Kronik
I den offentlige debat tales der tit om 11. september 2001 som et afgørende brudpunkt i udviklingen frem mod en global orden præget af nye konflikter, nye dominansforhold og nye værdier for det internationale samkvem. Aktionerne rettet mod World Trade Center og Pentagon må dog snarere ses som en dramatisk demonstration af processer, der havde været undervejs i længere tid.
Terrorisme som politisk middel dukker ikke først op i september 2001. Den såkaldte civilisationskonflikt havde man talt om i et lille årti. Begrebet slyngelstat var blevet en integreret del af politisk terminologi i midten af 90’erne. Den ukrænkelige nationale suverænitet og dens grundprincip – at andre stater ikke må blande sig i interne nationale forhold – var blevet betvivlet af amerikanerne i forbindelse med f.eks. interventionerne i eks-Jugoslavien.
I denne forstand kan det med rette hævdes, at udviklingerne har været præget mere af kontinuitet end af brud. Det indebærer ikke, at 11. september må anses som betydningsløs. Først og fremmest gav hændelsesforløbet den amerikanske præsident en uforlignelig anledning til at retfærdiggøre amerikansk udenrigspolitik og give den en mere offensiv form. Det udmøntede sig i ’Bush-doktrinen’ om nødvendigheden af præventiv intervention. Spørgsmålet er, hvordan denne politik forholder sig til USA’s udenrigspolitiske strategier i et længere tidsperspektiv.
Gennem det 20. århundrede har USA gradvist tiltaget sig global magt og indflydelse og har udviklet politiske strategier for effektiviseringen af landets globale geo-politiske interesser. Især efter Anden Verdenskrigs afslutning, Storbritanniens frivillige afgivelse af overherredømme i Mellemøsten (1947) og Frankrigs i Indokina (1954), har supermagten ikke alene koncentreret sig om at sætte sig økonomisk igennem i den mindste afkrog af verden. Fokus har i lige så stor grad ligget på militær tilstedeværelse, strategiske alliancer og amerikanske frihedsværdier.
Hvad der indtil for nylig har bidraget til at sløre denne dominanshistories målrettede karakter er både dens idealistiske indpakning – afstanden mellem politisk formål og retorisk præsentation – og at der i Koldkrigens periode var sat grænser for dominansens rækkevidde. Så længe systemkonkurrencen varede, var den hemisfærisk snarere end egentligt global. Samtidig udgjorde selve eksistensen af sovjetkommunismen en moralsk legitimering af USA’s udenrigspolitiske linje. Man kan sige at ønsket om politisk, økonomisk og kulturel universalisering blev retfærdiggjort af den grænse, der var sat for ekspansionen. Hvilket i sin tur retfærdiggjorde militariseringen af opgøret mellem systemerne. Konfrontationen havde den effekt, at den på den ene side udviklede ambitionerne om globalt hegemoni, men på den anden side forhindrede dets realisering.
Koldkrigens slutning fjernede denne hindring og åbnede en række jubelperspektiver om liberalismens fredelige sejrsgang. At de hurtigt blev afløst af udpegningen af nye fjender og konflikter, kan ikke overskygge den realitet, at USA stod tilbage som den eneste verdensmagt – med intentioner om at styrke denne status gennem en flerstrenget globaliseringsstrategi, der under mottoet ’målet helliger midlet’ pendler mellem multilateral institutionalisme og unilateral interessegennemsættelse.
Det er klart, at en sådan adfærd på den verdenspolitiske scene skaber både venner og fjender, i takt med at respekten for internationale institutioner bliver mindre og retorikken mere arrogant. Bush-doktrinen er f.eks. som sådan ikke nogen nyhed.
Det nye ligger snarere i den åbenhed hvormed eliten i Washington taler om sine hensigter. Det kommer f.eks. til udtryk i The National Security Strategy of the USA fra september 2002:
»Vi vil forstyrre og ødelægge terroristiske organisationer (...). Vi vil ikke tøve med at handle alene (...). Vi vil også udkæmpe en krig på idéer (...), støtte moderate og moderne regeringer (...), bruge effektivt offentligt diplomati til fremme af de frie informationsstrømme (...). Vi er klar over at vores bedste forsvar er et godt angreb…«

Samtidig udstedes en advarsel til de stater, der »afviser basale menneskelige værdier og hader USA«. Disse ’dødelige trusler’, der er opsat på at anskaffe atomvåben, må ikke få lov til at ’slå først’ mod bl.a. ’frihandel’, der i dokumentet beskrives som et moralsk princip..
Endnu tydeligere udtrykkes USA’s globale interesser i det sikkerhedsstrategiske dokument Joint Vision 2020 fra sommeren 2000 – mens Clinton endnu var præsident og længe inden 11. september. Heri fremlægges strategien Full Spectrum Dominance, der beskriver globalt hegemoni som langsigtet mål for amerikansk udenrigspolitik. Strategien er især rettet mod ’asymmetriske trusler’ – angreb fra langt svagere modstandere mod USA, som på sin side vil kunne agere »med frihed til at operere på alle områder – rum, hav, jord, luft og information«. Til den ende må USA opnå »evnen til lynhurtigt at kunne demonstrere vores verdensomspændende magt for at kunne opnå total dominans«.
Disse enkeltstående eksempler viser, at USA ’means business’ med en målsætning, der langt fra er en tilfældig fejl begået af den nuværende præsident. På den anden side er intentioner jo ikke det samme som deres indfrielse, sådan som tilbageslag og uplanlagte konsekvenser af Irak-krigen viser. USA har med andre ord ikke den fulde globale kontrol. Verden er fyldt med ’asymmetriske trusler’ – genstridige grupper, stater og regioner, der ikke bare retter ind. Det går ikke altid som præsten prædiker, og muligvis – på længere sigt – vil USA lide samme skæbne som andre historiske imperier: bryde sammen, implodere – som hævdet af f.eks. Emmanuel Todd og Johan Galtung.
Der er dog et par væsentlige forskelle: USA’s magt er rent faktisk global. Den bygger på beherskelsen af de ressourcer, der er nødvendige for global dominans. Den er i skræmmende grad ’asymmetrisk’.
Den bygger ikke på territorial ekspansion, men på anerkendelse af nationalstaterne i en form, der svarer til den ny globale orden. Og ikke mindst: USA kan drage fordel af de globaliseringsprocesser, som – med eller uden USA – er en integreret del af modernitetens udviklingsdynamik.
Man kan i det lys hverken tale om ren historisk kontinuitet eller at 11. september markerer en skarpt optrukken brudflade. Bedre er det at vurdere dynamikken under ét. Og her er konklusionen klar: den internationale orden er ved at ’vende’ til en ny form. Vil man identificere et bestemt drejepunkt for denne globale vending, er det ikke 2001 men snarere1990, der kommer på tale. Og selv da må det ske med forbehold for de lange udviklingslinjer.

Det globale moment indtræffer, hvor stater ikke længere kan karakteriseres som barrierer for globaliteten, men enten decideret medskaber den globale tilstand eller kalkulerer med den på sådanne måder, at nationalstatens traditionelle grundlag transformeres (suverænitet, masse/elite-relationer, politisk kultur, økonomisk-industriel struktur). Fra det tidspunkt – og det har vi allerede nået – bliver selv reaktive aktører medskabere af den globale vending.
Globaliseringen bekæmpes med globalitetens egne kommunikations- og organiseringsformer (f.eks. transnationale netværk). Globalisering omformes til en langt mere styret og hierarkiseret proces. »Globalisering dukker op som et politisk svar på udvidelsen af markedets magt«, som en amerikansk politolog, James Mittelman, har sagt det.

Det er her USA træder ind på scenen som den væsentligste politiske omformer af den globale orden – hegemonen der samtidig hæger nidkært over sin egen suverænitet. Det kan man kalde et paradoks, men en modsigelse er det ikke. Den globale orden funderer sig ikke på nationalstaternes bortgang, men på en langt klarere funktionsdifferentiering af dem i en proces, der tenderer mod at indordne dem under én samlende politisk, kulturel og økonomisk logik. Denne logik virker ikke, sådan som Michael Hardt og Antonio Negri hævder i Empire (2000), som en upersonlig ’maskine’ alene styret af kapitalen og ’biopolitikken’. Kapital og marked er uden tvivl væsentlige for globaliseringsprocesserne, men de samvirker med politiske interesser som har deres egen globale dynamik. At beskrive denne dynamik mere præcist er en af de væsentligste udfordringer for international politikteori i de kommende år.

*Ulf Hedetoft er professor i internationale studier ved Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu