International
Julen kommer angiveligt ind på fjerdepladsen på listen over briternes værste stressfaktorer efter død, skilsmisse og flytning. Ferierejser og indkøbsture indtager de følgende pladser og lidt længere nede kan man så finde velkendte stressmomenter såsom »at glemme sine nøgler«, »at forlægge sine briller« og »at finde en parkeringsplads«.
Enhver har selvfølgelig sin egen helt personlige stressliste. Øverst på min troner for tiden og helt uden for konkurrence Tolkien. Jeg er tilsyneladende det eneste menneske på planeten jorden, som ikke kan se det vidunderlige i Tolkiens univers. Jeg ville ønske, jeg kunne det ville jeg virkelig for hver gang jeg bekender min uforstand for ikke at sige åbne aversion fremkalder det vantro og forargede miner fra mine venner og bekendte. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg anså Shakespeare for en talentløs plattenslager, eller at jeg ikke kunne fordrage hundehvalpe og lugten af nybagt brød.
Jeg forstår, at Ringenes Herre tilsyneladende er kåret som den populæreste britiske bog nogensinde. Jeg læste også en filmanmelders panegyriske udskejelser i anledning af Peter Jacksons filmatisering af det navnkundige værks tredje og sidste del. Han betegnede Kongen vender tilbage som den mest formidable eventyrfortælling, der nogensinde er set på film, og mener, at alle fremtidige forsøg i samme genre nødvendigvis for altid må måle sig op imod efter denne eminente glanspræstation. Superlativerne trængtes i hans lovordstale, så de var ved at snuble over hinanden.
Totalt selvhøjtideligt
Jeg kan sagtens finde morskab i at læse om store slag, drabelige uhyrer, trolddom og dværgagtige væsener i græsk mytologi, islandske sagaer eller keltiske folkesagn. Hvorfor kan jeg så ikke lide Tolkien? Af en helt elementær grund: Den er så forbandet alvorlig, så totalt selvhøjtidelig. Et par vitser hist og her, et anstrøg og humor, en smule selvironi hos Sauron og Gandalf, og det er lige før, jeg kunne finde på at melde mig ind i den lokale hobbit-klub med Bilbo Baggins-baseballkasket, T-shirt og hele udstyret. Men hele denne hellige søgen, alle disse ofre, prøvelser og dyster lader mig ganske kold. Jeg vil tro, at jeg har prøvet at læse Tolkien lige så mange gange, som jeg har gjort forsøg på at holde op med at ryge hver eneste gang er det slået ynkeligt fejl.
Jeg har en veninde, der har haft det lidt på samme måde. Hun har dog forvundet sin modvilje selv i denne tid, hvor 11 børnebørn alle plager hende om at få Frodo-merchandise som julegaver. Det lykkedes hende i sin tid at overvinde sin aversion mod Tolkien ved at læse hele hans værk i ét stræk, mens hun camperede i en teltlejr for foden af Himalayas majestætiske bjerge. Tolkien virker meget bedre i dramatiske omgivelser, lød hendes velmente råd. Nu har vi ingen planer om at besøge Nepal i nær fremtid, men jeg skal da overveje at give det en chance når vi i næste uge kører gennem Godalming, juvelen i Surreys svar på Tyrol, på vej til juleferie.
Der er sikkert ingen tvivl, om at Frodo og Harry Potter har ændret især børns forhold til bøger til det bedre. Bøger har fået en renæssance, at læse er pludselig blevet cool. I stedet for at blænde op for fjernsynet eller sin computer, når han kommer hjem fra skole, drøner min 14-årige søn nu ind på sit værelse og hengiver sig sporenstregs til lidenskabelig læsning af Ringenes Herre.
»Gør han virkelig? Jamen, det var da herligt. Så behøver jeg da ikke at give ham et af de der rædsomme videospil i julegave i år,« sagde hans tante, da hun kom forbi i sidste uge. »Jeg kigger lige ind og siger hej.«
Tilgiv mig, Lord Frodo
Hun så nærmest ud, som om hun havde bidt i en citron, da hun kom tilbage. »Han var ikke i gang med De to tårne,« meldte hun tilbage. »Han læste i en bog med titlen Sådan gør du. Den havde et billede af et kondom på omslaget.« Jeg mindede hende straks om, at den pædagogiske sagkundskab hævder, at det ikke er så væsentligt, hvad teenagere læser når bare de læser et eller andet.
Vores datter, som sætter Aragorn på niveau med Michelangelo og Red Hot Chilli Peppers som rollemodel, inviterede hele familien ind og se den, da den forrige Ringenes Herre-film fik premiere. Storladne epos har aldrig været min stærke side. Jeg blev søsyg, da vi så Titanic og fik granatchok, da vi så Saving Private Ryan. Men omgivet af Tolkien-fans, der flere gange brød ud i spontane klapsalver, følte jeg en stærk forpligtelse til at give filmen en chance. Problemet er, indså jeg hurtigt, at har man ikke læst bogen, virker handlingen dybt forvirrende.
»Jeg forstår ikke helt,« hviskede jeg til min datter: »Hvis Uruk-Hai og orkerne begge står i ledtog med Saruman, hvorfor er de så hele tiden så opsatte på at bekæmpe hinanden?« »Jeg vidste du ville være sådan!« hvæsede hun arrigt tilbage. »Bare fordi du ikke kan lide Tolkien, skal du ikke ødelægge det for os andre ved at afbryde hele tiden. Hvis du havde læst bogen, ville du kunne indse hvor superfed den her film er især grafikken.«
Hun har nok ret. Er en mand træt af London, er han træt af livet, som Dr. Samuel Johnson engang skrev. Han kunne have tilføjet, at en kvinde, som ikke kan se noget i en hobbit, er en kedsommelig og fantasiforladt gammel hejre. Tilgiv mig, oh Lord Frodo for jeg har syndet! Men nu ser jeg lyset. Jeg er på vej, jeg er på vej!
© The Independent og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
