Læsetid: 11 min.

Højrefløjens villige presse

Den massive opbakning, som den borgerlige presse giver til Henrik Gade Jensen, er en naturlig følge af tætte bånd mellem det yderste højre og landets to største bladhuse
2. december 2003

Den massive opbakning, som den borgerlige presse giver til Henrik Gade Jensen, er en naturlig følge af tætte bånd
mellem det yderste højre og landets to største bladhuse

Kommentar
De nære bånd, der i de seneste par år er blevet bundet stadig tættere mellem Dansk Folkeparti, Den Danske Forening, Tidehverv og en gruppe chefer og ledende medarbejdere på Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Weekendavisen, er baseret på to afgørende fælles forståelser:
For det første en paranoid og provinsiel frygt for islam i alle dens afskygninger.
For det andet et enormt mindreværdskompleks over for de såkaldt kulturradikale.
De mænd – for de er så godt som allesammen halvgamle mænd – som indgår i denne uhellige alliance af andenrangspolitikere, redaktører og skribenter, følte en kolossal tilfredsstillelse, da den samlede højrefløj sendte Nyrup & Co. til tælling ved valget i november 2001. Den æresoprejsning, som den sejr gav dem, skulle udnyttes til det yderste – når nu det tavse flertal endelig havde udmøntet sig.
Opmuntret så de til, mens der blev skåret i hjælpen til verdens fattigste og i bevillingerne til miljøet. Ekstatiske blev de, da udlændingeloven blev strammet og strammet og strammet – og rigtigt glade blev de, da de flygtninge, der alligevel kom til landet, blev spist af med den halve bistandshjælp.
Alligevel er de aldrig blevet rigtigt glade – disse gamle mørkemænd. Den indre svinehund, der endelig har fået lov til at komme frem, bliver jo aldrig mæt. Den vil altid have mere. Derfor bliver de ved med at skælde ud:
*De to præster og folketingsmedlemmer Søren Krarup og Jesper Langballe (for hvem ’elsk din næste’ bør ændres til ’elsk din nærmeste næste; dog kun hvis han er dansk født, vel at mærke af danske forældre’) har i årtier skrevet i især Jyllands-Posten, i Danskeren (Den Danske Forenings publikation) og selvsagt i Tidehvervs egne blade.
*Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste og især den journalistiske medarbejder Niels Lillelund, men såmænd også kommentatorer som Ole Hyltoft, Hans Hauge og Ralf Pittelkow (ofte sekunderet af et af de kvartalsvise interviews med fruen, Karen Jespersen) kører endeløse serier om indvandringens skadevirkninger.
*Berlingske Tidendes chefredaktør Niels Lunde (tidligere medlem af Den Danske Forening) giver masser af spalteplads til en lille hær af klummeskribenter, som engang betød noget – som Claes Kastholm Hansen, Lars Hedegaard og Bent Blüdnikow – og som uafladeligt leder efter en muslim eller en venstreorienteret at klynge op.
*Weekendavisen er kun med i koret via den i reglen lettere komiske, men sommetider også hadefulde, bagsideskribent, Ulrik Høy.
Fælles for dem alle er, at de i den grad har adgang til præge den offentlige debat – og at de befrugter hinanden, så synspunkter i den ene lejr kan skylle videre over i de andre lejre. De har længe kæmpet – og med stort held – for at få skabt det indtryk, at den politik, som Dansk Folkeparti står for, i virkeligheden er udtryk for, hvad et meget stort flertal af danskere mener.
Det er selvfølgelig noget vrøvl. Mig bekendt er der aldrig lavet en meningsmåling, der viser nogen stillingtagen til Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Der er derimod lavet undersøgelser, der viser bred opbakning til den udlændingelov, som VK-regeringen har gennemført sammen med Dansk Folkeparti. Den lov er – selv om den er urimelig stram – langt, langt mildere end den, som Krarup og Langballe står for.

Pia Kjærsgaard & Co. har et mennesyn, der er så afskyvækkende, at langt, langt de fleste danskere har afvist det (husk på, at det trods alt kun var 12 procent, der stemte på dem). I min bog om partiet – Danskerne først!, der udkom i foråret 2002 – dokumenterer jeg, hvilke ekstreme og efter min mening racistiske udfald, de ledende medlemmer af partiet kommer med. De har kaldt herboende muslimer for primitive og onde fjender; deres tilstedeværelse i landet for værre end nazisternes besættelse; betegnet enhver muslim som potentiel fundamentalist og terrorist; afvist dem som værdige til at deltage i et demokrati, fordi de allesammen elsker diktaturer og allerhelst ville leve som under de afghanske talebanere.
Det er pinligt at opleve, at ledelserne på Jyllands-Posten og Det Berlingske Hus især efter folketingsvalget har valgt at fremstå som goodwill-ambassadører for den fremmedfjendske linje, som Dansk Folkeparti har stået for. Lad mig give et eksempel – nemlig da Jyllands-Posten søndag den 19. oktober i år for guderne må vide hvilken gang genopførte artikelserien om den undertrykte udlændingedebat, og fulgte den op med lederen ’Ansvar og håndvask’.
Heri kritiserede den anonyme lederskribent de politikere, der i dag vægrer sig for at stå »frem og påtage sig ansvaret for et multikulturelt og multietnisk samfund, der er ved at løbe ud af kontrol.« De flygtninge og indvandrere, der kommer, er »mennesker uden uddannelse, som primært er kommet for at lade sig forsørge af det danske velfærdssystem,« og som »kommer til landet for at hæve penge fra de offentlige kasser uden at kunne eller ville yde noget til gengæld.« Befolkningen viser dem foragt ved »stigende støtte til Dansk Folkeparti, der til gengæld har måttet tåle at blive kaldt ’ikke stuerent’ af en statsminister fra Folketingets talerstol.« Til slut foreslås det såmænd, at de ansvarlige politikere bør kunne stilles til retligt ansvar.
Alt, hvad der står i den leder, er som taget ud af munden på Dansk Folkeparti.
*Samme pinlige tilsværtning af de omkring 250.000 muslimske medborgere.
*Samme hæmningsløse overdrivelse af faktiske problemer med indvandrere.
*Samme afstandtagen til Poul Nyrup Rasmussen, fordi han i oktober 1999 i en direkte kommentar til Pia Kjærsgaards krav om at straffe hele indvandrerfamilier med udvisning, hvis blot et medlem i familien begår kriminalitet, kaldte partiet ’ikke-stuerent.’
*Samme populistiske forslag om at stille stort set alle andre folketingsmedlemmer end Dansk Folkepartis til retligt ansvar.
Det måske allermest interessante ved højrepressens omfavnelse af Pia Kjærsgaard er velsagtens, at den modsat partiformanden selv er ude af stand til bare engang imellem at komme med et positivt budskab. Det er altid de samme gammelmandssure opstød, som kommer frem.
Aldrig nogle drømme om at skabe et bedre samfund for de fleste.
Altid noget om at straffe, revse og rage til sig på bekostning af andre.
Selv på et tidspunkt, hvor højrefløjen så endelig har fået den politiske magt, bliver Krarup, Langballe, Juste, Kastholm, Hedegaard, Høy, Hauge, Lillelund og hvad nu alle mændene ellers hedder, alligevel aldrig tilfredse. Så længe der stadig er en eneste muslimsk indvandrer tilbage, Så længe der stadig er en eneste venstreorienteret tilbage på en ledende post i samfundet, og så længe der stadig er eneste kulturradikal tilbage, som afviser at angre, vil de stadig kæfte op.
Og i den forløbne uge skulle de oven i købet lide den ydmygelse, at en enkelt artikel i noget så hæsligt som dagbladet Information kunne ryste VK-regeringen så meget, at deres nære allierede, nemlig kirkeminister Tove Fergos spindoktor, Henrik Gade Jensen, blev ofret. En enkelt opringning fra Statsministeriets pressechef Michael Kristiansen til Gade Jensen, hvori det blev gjort klart, at han ikke længere havde nogen opbakning, sendte ham på gaden.
Information havde på forsiden
den 25. november under overskriften ’Højre-ekstremist er spindoktor for
Tove Fergo’ fortalt, hvordan Gade Jensen i årevis har befundet sig i det ekstreme højrefløjsmiljø – som Den Danske Forening, Dansk Forum, Dansk Samling og i øvrigt havde skrevet stærkt fremmedfjendske debatindlæg. Journalistisk var artiklen lige efter bogen – der optræder syv mundtlige kilder, heriblandt Gade Jensen selv og tre folketingsmedlemmer, blandt andet formanden for Kirkeudvalget, Venstres Birthe Rønn Hornbech, og tre skiftlige citater fra Gade Jensens læserindlæg.

Der skulle altså bare en enkelt forsideartikel i Information til at ødelægge så meget for det yderste højre i dansk politik – og derfor må jeg nok sige, at højrepressen rykkede deres nære allierede til undsætning. Det samme budskab blev nu kværnet afsted – nemlig at Information havde manipuleret og svindlet sammen med galningene fra de autonome miljøer for at sværte en hædersmand til.
Dansk Folkepartis Jesper Langballe og Søren Krarup var rødglødende af raseri over at have mistet deres mand i apparatet. Krarup, altid god for en lystig bemærkning, sagde allerede den dag, artiklen stod i Information:
»Jeg er rasende. Henrik Gade Jensen er en meget intelligent og lødig mand. Jeg er rasende over de autonome rendestensfolks forsøg på at tilsvine ham.«
Jeg har efterstående bedt Krarup om svar på, hvem disse ’rendestensfolk’ egentlig er? Han har selvfølgelig ikke svaret på mine henvendelser, hvorimod han i et indlæg i Kristelig Dagblad i torsdags (27. november) tog Gade Jensen i forsvar. De har kendt hinanden i 20 år, og Krarup har ofte inviteret ham til at holde foredrag ved Tidehvervs sommermøder og til at skrive i Danskeren.
Denne hædersmand blev nu ødelagt af Information, som »under David Trads har placeret sig i samme uskønne bås som det autonome pressebureau. Fra tid til anden har vi kunnet se, at den autonome stil kun alt for godt passer til David Trads.« I artiklen kaldes vi såmænd også for stalinister.
Ulrik Høy skrev på bagsiden af Weekendavisen i fredags (28. november) under den pompøse rubrik ’Henrik Gade Jensen’ sin sædvanlige hyldest til højrefløjen og nedsabling af venstrefløjen. Information, som Høy angiveligt holdt meget af engang, har nu udviklet sig til »momentvis venstre-ekstremisme af den moderne slags, i form af panegyrisk begejstring for multiradikalismen kombineret med den ny Trash-trend: anti-racistisk racisme.«
Elegant skrevet – og det fortsætter:
»Hvordan kan disse ekstreme kræfter, der gennem 20 år har ønsket Danmark underløbet af uhæmmet indvandring fra de muslimske lande og den fattige del af verden, hvordan kan de få held til at vippe en af de bedste, mest stringente modstandere af pinden? Det er mystisk.«
Lidt senere kalder Høy de synspunkter, som Gade Jensen står for, for »den politiske midte«. Det passer muligvis for Høy, idet hans politiske horisont givet indskrænker sig til partierne Venstre, Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet – i denne begrænsede akse kan Gade Jensens synspunkter vel godt placeres i midten mellem Bertel Haarder og Mogens Glistrup. Det, som Høy og andre betegner som Gade Jensens mainstream, betragtes i nabolande som Tyskland og Sverige med rette for pinlig ekstremisme.
Claes Kastholm Hansen fulgte tråden op i sin lørdagklumme i Berlingske Tidende den 29. november. Han irriteres over, at »en lille flok venstreekstremister havde fundet et par ældgamle artikler af Gade Jensen frem, sat dem ind på deres hjemmeside og ved hjælp af tendentiøs, uintelligent læsning udledt af dem, at han er højreekstremist, faktisk nynazist. Dette dun blev til en hel fjerdragt i det lille, stærkt sekteriske dagblad Information, der dagligt lægger hjernen i blød for at finde et eller andet, som kan genere den borgerlige regering…«
Efter et par uger, hvor den VK-regering, som betaler en stor del af Kastholms årlige gage, blandt andet har været gennem dagpenge-farcen og har måtte nedsætte en kommission for at sylte TDC-skandalen, behøver vi såmænd dårligt at lede efter noget, som generer regeringen – det klarer den selv.

Jyllands-Posten går endnu mere over gevind. Forsiden af sektionen ’Indblik’ i søndagsavisen (30. november) er tildelt journalisten Niels Lillelund, som skriver et forudsigeligt, men dog hjertegribende forsvar for Gade Jensen. I artiklen, der i høj grad er et angreb på andre medier, især Information, hædres den nu afsatte spindoktor blandt andet for at have stået »bag afsløringen af Mogens Lykketofts rejse i 1980’erne til Cuba«.
Afsløring er måske så meget sagt, idet Lykketoft selv umiddelbart efter rejsen skrev om sine oplevelser i Aktuelt (!), men det lave niveau er typisk for den lange artikel – idet der kun optræder én kilde, nemlig Henrik Gade Jensen selv. Resten er baseret på journalistens kendte fordomme – ja, det er en slags læserbrev.
Men allerede dagen før har Jyllands-Posten lagt tonen. På forsiden af lørdagsavisen (29. november) henvises der under overskriften ’Meningsterror’ til en hel sides læserindlæg og til lederen ’Kjeld & De Autonome’ – en mærkværdig leder til Gade Jensens forsvar. Hans tilbagetræden er »en vaskeægte skandale og et kæmpemæssigt nederlag for demokratiet« – unægteligt store ord.
Den ’Kjeld’, der henvises til, er biskop Kjeld Holm i Århus. Jyllands-Posten og Dansk Folkeparti afskyr ham med en intensitet, der er drevet af, at han som formand for Rådet for Etnisk Ligestilling ofte har talt muslimernes sag. Rådet blev som bekendt som en af VK-regeringens og Dansk Folkepartis første handlinger nedlagt. Holm havde i Information udtrykt bekymring for, at Gade Jensen med de voldsomme holdninger, han har udtrykt om mindretal, skulle skrive netop kirkeministerens tale. Det gør selvsagt Holm til en nar, forstår man.
De Autonome – vel nok det værste skældsord blandt Jyllands-Postens
lederskribenter – som der henvises til i lederen, må formodes at være den forsker, nemlig ph.d-studerende ved Københavns Universitet René Karpantschof, som udtaler sig i Informa-
tions forsideartikel. Han var i 1980’erne aktiv i BZ-bevægelsen, som efter hans tid siden delvist genopstod som de autonome. Det har Karpantschof flere steder fortalt om – blandt andet i et venligt interview i Jyllands-Posten (!) den 31. oktober 2002.
Information får også på puklen i lederen, fordi vi hoppede på »nogle uhyrlige påstande.« Vi kaldes for »den kriseramte lille avis« – endskønt vi jo ikke som. Jyllands-Posten på et år har tabt hver tiende køber. Til slut opfordrer den anonyme lederskribent alle os autonome til at »mødes på Café KGB på Nørrebro og glæde sig over triumfen.«
Som så meget andet har Jyllands-
Posten også her glemt at researche – for den Café KGB, der tales om, må være den, der indtil et for et par år siden lå
på Dr. Tværgade (det er til Jyllands-
Postens orientering ikke på Nørrebro, men blot et par gader fra avisens egen redaktion på Kgs. Nytorv). Den er forlængst lukket – og var i øvrigt slet, slet ikke et tilholdssted for samfundsomstyrtere.
I den seneste madanmeldelse, som jeg kunne finde – fra Berlingske-koncernens aok.dk – står der: »Det er her, du kan gå hen, hvis du vil blære dig med, at du har smag og eventuelt penge.«
Den eneste gang, jeg selv har været på café KGB, var sjovt nok i slutningen af 1990’erne, da jeg var ansat på Jyllands-Posten som leder af den politiske redaktion. Da en af mine daværende kolleger skiftede til Berlingske Tidende, var vi en hel stribe af Jyllands-Postens reportere samlet den aften. Nogle af dem er såmænd stadig på
avisen – mindst en af dem endog i en
ledende stilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu