Kronik

Kongen af Polen

Først blev en polak pave, og nu bliver Polen medlem af EU – miraklernes tid er vist ikke ovre
10. december 2003

Kronik
»Da jeg hverken er polak eller katolik, har jeg altid svært ved at forklare, hvorfor paven har sådan et forunderligt greb om sine landsmænd. Det er ikke kun noget religiøst, og det er ikke kun noget patriotisk – selv om der er store doser af begge dele i det. Når han kommer, hænger folk både rød-hvide polske flag og gule-og-hvide paveflag ud fra deres vinduer - selv i de byer, han ikke besøger«.
Sådan skrev en amerikansk journalist, da hun i 2002 for tredje gang var vidne til, at paven besøgte sit hjemland, Polen.
Hvert af pavens besøg har været helt forskelligt fra de foregående – og ikke, fordi paven er blevet ældre, men fordi polakkerne selv har forandret sig dramatisk på de 25 år. Under alle besøgene har én ting på den anden side været konstant: polakkernes massive interesse og hyldest til ham.
Den blanding af nationalfølelse og religiøsitet, som Paven vækker hos polakkerne, er opstået ud af Polens strenge historie. Mellem 1386 og ind i 1700-tallet var Polen ellers et af de største og stærkeste lande i Europa. Og i 1793 var Polen det første europæiske land, som fik en forfatning, som måske var for demokratisk for sin tid – for den gjorde landet svagt ved at lade beslutninger tage for lang tid. Handlingslammet blev landet invaderet og delt i tre af Preussen, Rusland og Østrig. Efter at være delt tre gange, eksisterede Polen fra 1795 reelt ikke mere på landkortene over den tids Europa, men som det hedder i første linje af den polske nationalsang, der blev skrevet to år senere, i 1797: »Polen er ikke fortabt endnu, så længe vi lever«.
Polen overlevede – i polakkernes bevidsthed, i deres sprog og i den polske litteratur. Så længe det gør dét, vil der altid være et Polen, siger nationalsangen.
Lederen af afdelingen for skandinavistik ved universitetet i Poznan, Witold Maciejewski, forklarer, at sådan føler man stadig i Polen:
»Uoverensstemmelsen mellem den fysisk eksisterende, politiske stat og det virtuelle, tænkte Polen er stadig en stærk og frugtbar tanke. Det særlige og meget specielle træk ved polsk identitet er præcist den dualitet mellem den eksisterende stat med dens fysiske grænser – som gennem historien har forandret sig meget dramatisk – og så det virtuelle Polen«.

Det er ikke mindst de polske national-romantiske forfattere fra 1800-tallet, som stod bag at opbygge forestillingen om dette ’følte’ eller ’forestillede’ Polen. Patriotismen blandede sig med den stærke katolske tro, der fandtes og findes blandt polakker. Og resultatet blev en tekst som ’Forfædre’ af nationaldigteren Adam Mickiewicz fra 1832.
Her beskriver Mickiewicz den proces, hvor Polen blev angrebet og opdelt af landets ’ondsindede naboer. Det karakteristiske for Mickiewicz er, at han her ser Polen i skikkelse af Kristus:
»Jeg ser hele denne Skare af Tyranner og Bødler ile til for at gribe mit lænkede Folk. Hele Europa forhaaner det: Til Domstolen!
Hoben slæber den Uskyldige til Domstolen. (....) Døm det, overgiv det til dets Bødler, dets lod komme over os og vore Børn. Slipper
Barabas, korsfæster Marias Søn, korsfæster ham! han har haanet Kejseren. - (.....)
O Herre, jeg ser allerede Korset. Hvor lang, hvor lang Tid endnu skal mit Folk bære det? (....)
Man slæber mit Folk afsted, dér er det, dér, paa Sonoffer-Tronen! Den Korsfæstede siger: Jeg tørster og Ragusa rækker ham Eddike og Borus lædsker ham med Galde og hans Moder, Friheden, der staar ved Korsets Fod, løfter sit Hoved og græder . . . Og se, den moskovitiske Soldat løber til og støder sin Lanse i hans Side [oversættelse fra Georg Brandes: Indtryk fra Polen]«.

Den ’polske messianisme’ - altså dét, at polakker opfattede deres land som en Messias, der ofres på Korset for en stor sag – dén kom til at sidde godt fast. For tanken om, at Polen havde en stor og vigtig mission i historien, gav mening til alle de lidelser, folk selv, deres forældre og bedsteforældre havde været igennem.
Og fordi polakkerne – bortset fra en kort periode mellem verdenskrigene – blev ved at være undertrykte, blev den forestilling om Polens rolle en selvfølgelig del af polsk kultur; så meget, at den romersk-katolske tro efterhånden stort set blev lig med ’det polske’. Et angreb på den katolske kirke blev et angreb på den polske na-
tion.
Så selv om det såkaldt ’åndelige Polen’ kan lyde noget abstrakt og luftigt, så er det også i dag en meget konkret magtfaktor og har både hovedstad og regentpar.
For ved byen Czestochowa ligger et kloster med det maleri, som kaldes ’den sorte madonna’. Det er fra 1300-tallet og betragtes i dag som det åndelige centrum for den polske nation. Hvert år bliver den sorte madonna besøgt af fem millioner pilgrimme, fortæller Witold Macijewski:
»Det religiøse Polens hovedstad er den hellige by Czestochova. Dronningen af det Polen er Jomfru Maria; hun blev kronet til Polens dronning i 1600-tallet – og hun har også sine egne embedsmænd, med ærkebiskoppen øverst«.
I løbet af århundrederne er der ved siden af den normalt undertrykkende stat opstået en slags
parallel-stat. Den har sine egne embedsmænd og beslutningsprocedurer, forklarer Witold Maciejewski på sit kontor på universitetet i Poznan.
Netop i Poznan stødte de to parallelle stater – Den Kommunistiske Republik Polen og det åndelige rige, Det Hellige Polen – første gang for alvor sammen. Det var i 1956 – ved en strejke – og 75 mennesker blev dræbt.
25 år senere – i 1981 – havde det åndelige Polen vokset sig stærkere – eller den kommunistiske stat var blevet svagere. Og Partistaten blev tvunget til at sætte et monument op til minde om dem, der i 1956 døde i kampen mod den selv, den totalitære Stat.
På den måde kom folk i Poznan til hver dag at gå forbi en kolossal påmindelse om ’det hellige Polen’ – og det gør de stadig:
»Midt i Poznan har vi to store kors, der er rejst i 1981. Det er symboler for især det første oprør mod kommunisterne efter krigen i juni 1956.

Demonstranterne dengang brugte de hellige symboler mod kommunisterne: De bar billeder af Jomfru Maria – for de følte, at de forsvarede Det Hellige Polen og værdierne bag det mod undertrykkelsen af kommunismen«.
Korsene henviser til korsene på Golgata og dermed til myten om Polen som en lidende Kristus. Få år, før de kom op – i oktober 1978 – var Karol Wojtyla blevet udnævnt til pave. I Polen var der økonomisk krise og en undertrykkelse af tale og tanke, som holdt liv i den samme forestilling om den polske nation.
I sin dagbog skrev den polske forfatter Kazimierz Brandys ved udnævnelsen:
»Den dag hvor valget af Karol Wojtyla til pave blev offentliggjort, løb folk i Warszawa gennem gaderne og råbte højt af glæde. En grædende gammel mand omfavnede [Brandys kone] M., der gik ned ad Swietojanska-gade: ’Har De hørt det! Et mirakel! Et mirakel!’
Det var ikke de romantiske digtere, der opfandt den polske messianisme. Pludselig, på én og samme time, blev alle til messianister, som om de i to hundrede år havde levet i en forventning om Ankomsten«.
I dag er der sket et mirakel: Polen bliver medlem af EU. Men det har ikke endnu gjort hverdagen nemmere. Middelklassen, som tager på ferie og køber stereoanlæg, vokser – men det gør de økonomiske forskelle også.
Måske er det én af grundene til, at kirken stadig betyder så meget for polakkerne, selv om de ikke mere er politisk undertrykte. I hvert fald står én ting fast, viste det sig, da en kommentator i anledning af Pavens 25-års jubilæum i oktober skrev et åbent brev til ham.
Op til jubilæet var der meget tale om, at Johannes Paul II var gammel og døende – og chefredaktøren på Nie skrev:
»Lad være med at gøre Dem selv til et rædselsshow. Hav barmhjertighed med mennesket ved navn Wojtyla – og med de fattige lande, der er nødt til at bruge enorme summer på at stille an til Deres besøg. For et lands finanser er en tur i pave-mobilen som en oversvømmelse, et jordskælv, en borgerkrig, en græshoppesværm eller en USA-ledet invasion«.
Der rejste sig et ramaskrig, og redaktøren står nu anklaget efter en polsk lov, der forbyder at tilsmudse et statsoverhovede. I dette tilfælde handler det om overhovedet for Vatikanstaten – officielt. Men for polakkerne er Pavens egentlige stilling en helt anden – specielt i en krisetid, forklarer Maciejewski:
»Det hellige Polen er nærmest en slags asyl-land for polakkerne, når det virkelige land ikke opfylder forventningerne.
Det gælder også i dag – og her bliver vi måske nødt til at nævne Paven. Hans rolle er at være konge for det Hellige Polen«.

*Uffe Andersen er forfatter og cand.mag. i litteraturhistorie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu