Kronik

Nationen der tav sig ihjel

De første mange år efter Francos død var der en udpræget berøringsangst over for al national retorik, der satte Spanien i centrum. Af samme grund var der en meget forsigtig omgang med de nationale symboler, såsom det spanske flag. Alt for forsigtig, siger ministerpræsident Aznar
30. december 2003

Kronik
En kold decemberdag i 1978 gik spanierne til stemmeurnerne for første gang i mere end 40 år. Diktatoren Francisco Franco var død tre år tidligere, og alle sejl havde været sat til for at gennemføre overgangen fra diktatur til demokrati. Nu var den her, den nye forfatning, og nu skulle vælgernes dom falde. Resultatet blev et overvældende ja, og fire dage før nytårsaften 1978 blev forfatningen stadfæstet af Kong Juan Carlos overfor det provisoriske parlament. Efter næsten 40 år, hvor General Franco egenrådigt havde besluttet, hvad der var til Spaniens bedste, var det nu folket, der skulle tage over.
I år fylder det spanske demokrati 25 år, hvilket fortjener at blive fejret. Der er blevet indført et stabilt demokrati, retssikkerheden er stor og levestandarden er øget betragteligt. Spanierne har fået friheden til at tænke, tale og mene, og de kan tilmed gøre det på katalansk eller baskisk, hvis de ønsker det. I samlet flok har spanierne åbnet dørene til Europa, og ingen patroniserende censur sætter grænser for kunst, politik og videnskab.
Man kunne forvente, at denne udvikling havde skabt en stærk fællesskabsfølelse i Spanien. At opgøret med den repressive fortid havde forenet spanierne. At der var skabt grobund for en stærk patriotisme og stolthed over dette fælles projekt ved navn Spanien. Men nej. Med demokratiseringen fulgte også en omfattende decentralisering, og snart var Spanien splittet op i 17 selvstyrende regioner, som hver begyndte at promovere egne ’nationale’ mytologier, flag og politiske projekter. Med katalanerne og baskerne i spidsen overtog de lokale og regionale interesser en stor del af den offentlige debat, og et sted på den solsvedne spanske højslette fordampede den solidaritet, der havde forenet spanierne i modstanden mod Franco.
Det demokratiske Spanien er truet af polarisering og opløsningstendenser. José María Aznar og hans konservative regering forsøger ihærdigt at genrejse den nationale fællesskabsfølelse. Fædrelandskærligheden er vigtig, siger Aznar, og den almindelige spanier har brug for at have et flag og et land, han kan være stolt af. Det er en menneskeret, som ikke skal være forbeholdt de rebelske provinser i kanten af territoriet. Regeringen har således taget en række initiativer, alle med det formål at gøre det »stuerent« at være spansk patriot.

Nationalisme er i det moderne Spanien primært noget, der er foregået i Katalonien og Baskerlandet. Ingen spansk nationalisme har været synlig efter demokratiets indførelse – med undtagelse af et par tusinde galninge, som hvert år samles på Francos dødsdag og står ret og afsynger frankismens hymner. De første mange år efter Francos død var der en udpræget berøringsangst over for al national retorik, der satte Spanien i centrum. Ingen ønskede på nogen måde at blive associeret med diktatorens svulstige og militaristiske nationalisme. Af samme grund var der en meget forsigtig omgang med de nationale symboler, såsom det spanske flag. Alt for forsigtig, siger Aznar, som nu prøver at få dem ud i lyset igen.
Netop hvad flaget angår, er der i Spanien en iøjnefaldende symbolsk ubalance. Det er de sidste 25 år blevet tolereret, at katalanere og baskere benytter deres egne flag, såvel i officielle som i uofficielle sammenhænge. Det spanske flag, derimod, er stadig ikke kommet ud af skammekrogen efter frankismens eksalterede brug af de nationale symboler. Det er denne ubalance, Aznar forsøger at rette op på. Nu skal traumerne fra Francos regime overvindes, nu skal man igen kunne hejse et spansk flag uden at blive betragtet som en tosse eller en farlig frankistisk nationalist.
Og det er alvorligt ment, det med flaget. En 50 meter høj flagstang blev sidste år rejst på Colón-pladsen i hjertet af Madrid, og snart hang et 300 kvm stort spansk flag og vajede i vinden over de mange tusinde mennesker der dagligt passerer dette knudepunkt. Ved siden af flaget står statuen af Columbus og monumentet for opdagelsen af Amerika, så hele ritualet har en umiskendelig historisk dimension. Netop Columbus er en emblematisk figur i den spanske historie, og opdagelsen af Amerika i 1492 markerer et meget skelsættende år, hvor Spanien for første gang blev samlet som ét kongerige. Det var givetvis tanken, at denne iscenesættelse af flaget skulle få det nationale hjerte til at banke på ny og lade historiens vingesus blæse nyt liv i den slumrende patriotisme. Optimismen var stor, og der blev annonceret månedlige ceremonier til hyldest for flaget med deltagelse af militærfolk og toppolitikere.
Så nemt skulle det dog ikke gå. Initiativet medførte en bidsk og ophedet debat, og fra flere sider var der uforbeholden fordømmelse. Der blev talt om både imperialisme og fascisme, og det var ikke overraskende de nationalistiske ledere i Katalonien og Baskerlandet, der råbte højest i koret af kritikere. Det er alligevel tankevækkende, at dette initiativ skulle få så hård en medfart. Det spanske flag blev godkendt af alle parter i forbindelse med forfatningen af 1978, de frankistiske referencer blev fjernet, og flaget er derfor par excellence symbolet på det nye, demokratiske Spanien.

Forfatningen fra 1978 havde til hensigt at give spanierne et fælles afsæt for det store demokratiske projekt, der skulle iværksættes. Nu, 25 år efter, bliver der søsat initiativer, der på ny skal samle alle spaniere. Flaget i Madrid er blot ét af disse. Et andet er forsøget på at harmonisere skolernes historieundervisning, der som følge af den omfattende decentralisering nu fortæller 17 forskellige versioner af Spaniens historie. Bag alle initiativerne ligger en ambition om at styrke centrum og bremse polariseringen af det spanske fællesskab. Aznar lader til at mene, at regionerne fået deres, nu må det igen være Spaniens tur til at sætte dagsordenen.
Aznars projekt kan betragtes som en slags moderne nation-building, med reference til den proces, der i det 19. århundrede konsoliderede de fleste af de nuværende europæiske nationalstater og sikrede dem bred, folkelig opbakning. Herved blev grunden lagt for nationalfølelsen. Det er i bund og grund dette projekt Aznar er gået i gang med, cirka 150 år efter sine europæiske unionspartnere. Der blev aldrig gennemført en effektiv nation-building i Spanien, hverken i det 19. eller det 20. århundrede, til trods for at Spanien er en af de ældste eksisterende statsbygninger i Europa. Kirken sad solidt på undervisningssystemet, og der var ikke noget stærkt borgerskab, hvor de nationale ideer kunne slå rod. Modsat Frankrig, hvor de regionale forskelle var mindst ligeså store, blev Spanien således aldrig konsolideret som én nation. Francos nationalisme hjalp heller ikke til at styrke enheden. Regionerne blev ganske vist holdt effektivt nede, men frankismen var baseret på en anti-liberal cocktail af katolicisme og militarisme, som var så fjernt som den kunne være fra det folkestyre, som kendetegnede de moderne nationalstater i det 19. århundrede. Aznars projekt er derimod defineret ved demokrati, fællesskab og individuelle borgerrettigheder, og det er rent faktisk tanken, at det er folket selv, der skal bestemme.
Men hvor går grænsen mellem sund fællesskabsfølelse og centralistisk nationalisme? I Spaniens tilfælde er den hårfin, og Franco spøger stadig i kulissen når ordet »España« udtales med blot en snert af patos. Fællesskabsfølelsen er en forudsætning for demokratiet, og José María Aznar prøver at vinde gehør for sit projekt om at genrejse patriotismen og den nationale solidaritet efter de sidste 25 års fortielse. Men denne pæne herre kan ikke slippe ud af slagskyggen fra Francos svulstige nationalisme og lancere den spanske »nation« som et plusord. Spørgsmålet er om tiden er løbet fra ham. Om integrationen i EU og den øgede regionalisme umuliggør drømmen om det stærke, forenede Spanien.
José María Aznar har altså sat sig for at samle nationen og genskabe følelsen af solidaritet på tværs af territoriet. Senest har han markeret sig som tro væbner for George Bush i forbindelse med Irak-krigen. Det kunne umiddelbart ligne en fejlslutning, eftersom den folkelige modstand nåede helt op på 90 procent og flere millioner spaniere gik på gaden i protest mod regeringens politik. Men måske var det ikke så tosset endda. Spanierne fik igen noget at være fælles om, og det er sådanne emotionelle fællesskaber, der er grundlaget for en effektiv nation. Aznar fik lov at spille statsmand, og samtidig voksede et forenet Spanien frem gennem harmens støvskyer. Det forekommer paradoksalt, men som bekendt er der ikke noget, der samler folk som en fælles fjende, hvad enten den er indre eller ydre.

*Kasper Kloch er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu