Kronik

Nyradikalisme er visionernes fødekanal

Nyradikalismen skal stille krav om, at Danmark nu stiller sig i spidsen i EU og kræver løsning på de vældige problemer med de østeuropæiske lande.
6. december 2003

Kronik
Radikalismen er den ældste politiske bevægelse i bekæmpelsen af nationalisme, diskriminering og social udstødning – det, som nu opæder demokratiet, og som tidligere var forløber for fascisme.
Nyradikalismen skal ikke kun udvikle sig nationalt, men også europæisk og globalt, fordi demokratiet nu trues af, at kapitalens magt bliver så omfattende, at spillerummet for demokratisk indflydelse bestandig gøres mindre.
Den terrorisme, som USA udpeger til at være den store trussel for demokratiet, kan ikke overvindes ved militær indsats. Faren er derimod, at de multi- og transnationale selskaber sammen med kapitalhandel med taktisk dygtighed udmanøvrerer demokratiet, styrker den højrefløj, der indretter sig efter markedet, og dermed får demokratiet ikke kraft til at stoppe den større ulighed mellem rige og fattige. Det er snæversynet og ulykkeligt at overlade til USA at gå enegang mod terrorisme. Det gavner olie- og våbenindustrien, men skaber ikke fred og stabilitet.
Jeg bruger altså ordet nyradikalisme om den bevægelse, jeg ser som politisk redskab i kampen mod denne udvikling, dels fordi den skal løftes ud af et enkelt partis rammer, dels fordi den skal handle hen over landegrænserne.
Vi må finde frem til en mobilisering af de kræfter, der vil bekæmpe den liberalistiske kapitalisme, som også i Danmark med den nuværende regering vil bremse for nødvendige offentlige indgreb. Markedet ved bedst, lyder det hos de dominerende magthavere.
Imens stiger uligheden mellem stærke og svage.
Det sker i Danmark, hvor forskellen på lønmodtageres og private kapitalejeres økonomi bliver stadig mere skæv. Den vældige vækst i kapitalgevinst på jord og fast ejendom får lov til at udvikle sig uden politisk indgreb med beskatning; for det er den velstillede middelklasse, man ikke vil genere, når krydset skal sættes på valgdagen.
Nyradikalismen tager sit udgangspunkt i, hvordan de svage i samfundet er stillet, og hvordan verden ser ud for dem, der udstødes, når markedets fusionerede og større og større foretagender rationaliserer og fyrer folk.
De svage er dem, der dermed mister selvværd og selvagtelse. De svage er dem, der rammes af stress og havner i varige psykiske lidelser; for dem hjælper ingen ventelistegaranti på hospitalsområdet. De svage er de folk, som stuves af vejen på plejehjem, hvor personalet stresses ved nedskæringer, og hvor tilsynet med beboerne – de umælende – er meget lemfældigt. De svage er de døende, som ikke har pårørende.
I hele denne debat må nyradikalismen til gengæld komme med forslag til brugerbetaling på relevante områder, brugerbetaling i forhold til den pågældendes indkomst og formueforhold.

Problemet er ikke økonomisk – Danmark er et meget rigt samfund – men politisk og moralsk. De materielle behov er umættelige, og politikerne vil tilfredsstille den griskhed, som udvikler sig med egoismen.
Nyradikalismen bygger på et menneskesyn. Den vil være de svages væbner. Men den vil altid have et internationalt perspektiv.
Europas store formningsproces foregår hen over hovedet på folkene. Vor verdensdel, som har forblødt i krig efter krig århundrede efter århundrede, fører nu den store politiske kamp for at etablere fred og stabilitet. Men folket synes koblet fra, og dermed er demokratiet yderst skrøbeligt.
Vi taler om værdier, men hvilke værdier? Vi puster os op og bruger ord som kulturkamp, men hvad er indholdet i denne kulturkamp? Danmark er ikke førende i den nye demokratiske proces. Vor regerings ledere er de mest tvetungede og manipulerende, vi har set. Vi, der føler os radikale, søger man at lukke munden på ved at karakterisere os som politisk korrekte. Det burde opfattes som en kompliment.
Det er uforståeligt, at den danske regerings beslutning om deltagelse i Irak-krigen uden om FN, ikke førte meget større protester med sig. Her kan den såkaldte kulturkamp tage afsæt. Hvem andre end de danske nationalister i Dansk Folkeparti sikrede danske soldater sammen med amerikanske og britiske i Irak uden FN-mandat? Det er de kapitalkræfter, som bærer George W. Bush frem i olie- og våbenindustrien. Det er USAs højrefløj, der unuanceret tumler frem som den eneste verdensmagt.
At Dansk Folkeparti, som ved enhver lejlighed vil være de svages væbner, i sin blåøjethed har støttet storkapitalens krig, turde være afslørende for, at enhver sammenhæng i indholdet af den politik, partiet fører, er ikke eksisterende.
EU er på vej til nedtælling. EU har på utilgivelig vis forskanset sig i sin egen økonomiske magtposition og fik ikke skabt en Marshall-plan for Østeuropa i lighed med den, USA skabte for at hjælpe Tyskland efter Anden Verdenskrig. Nu udvikler forskellen mellem små og store stater i EU sig, og vi vil komme til at se en politisk ustabilitet vokse frem i de nye medlemslande.
Det hjælper intet at opbygge EU’s institutioner, at lave ny grundlov for EU, hvis de nye østeuropæiske medlemslande svigtes i deres lange og vanskelige proces mod demokrati og social stabilitet. Der skal være politisk idé og politisk vilje, som giver de øst- og centraleuropæiske lande tro på, at de kommer til at overvinde arbejdsløshed, fattigdom, forfølgelse af mindretal. Den politiske kamp hviler på moral.
De lande, som slap fri af kommunismens undertrykkelse, har ikke marxismen at holde sig til; men hvad tør de tro på?

Korruption plager. De store befolkningsgrupper i landdistrikterne med meget små jordtilligender og den voksende skare af arbejdsløse vil hurtigt vende ryggen til EU og demokrati og se med nostalgiske blikke på kommunismen. Dengang var der arbejde til alle – hvad nu? er spørgsmålet, man møder.
Også i Danmark ser vi tydeligt, at vi vil kun have fri bevægelighed af arebjdskraft for de veluddannede, som vi har brug for, mens de fattige, de ufaglærte, bønder, der ikke får hjælp til omstrukturering, sidder tilbage. EU’s landbrugsstøtteordninger er både i forhold til Østeuropa og den tredje verden et slag i ansigtet på disse folk.
EU holder ikke til dette. Der skal tilføres enorme investeringer fra EU, hvis katastrofen skal undgås.
Desuden er der de store problemer i alle disse lande med politiske og religiøse mindretal. Hvordan sikrer EU disse folk, så de kan udfolde sig med deres sprog, kultur og religion?

Nyradikalismen skal stille krav om, at Danmark nu stiller sig i spidsen i EU og kræver løsning på disse vældige problemer. Vi var engang foregangsland i behandling af mindretal, da vi efter første verdenskirg, da Nordslesvig kom tilbage til Danmark, sikrede det tyske mindretal med statstilskud til deres skoler og kirker.
Her skal nyradikalismens vrede komme til udbrud. Mennesket før systemet.
Nyradikalismen har sine rødder i det, man benævnte venstre, generationer før marxismen erobrede eneret på begrebet.
Nu står vi ved begyndelsen til et år, da resterne af den gamle kulturradikalisme i Enhedslisten, Folkebevægelsen mod EU og dele af JuniBevægelsen danner kæde med Dansk Folkeparti. Nostalgiens 12 apostle: Søren Krarup, Jesper Langballe, Mogens Camre, Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard, Ulla Dahlerup, Jens Peter Bonde, Drude Dahlerup. Ulla Sandbæk, Søren Søndergaard, Ole Krarup og Kjeld Albrechtsen går baglæns ind i fremtiden. I alliance med Dansk Folkeparti bliver de gamle venstreorienterede fanget i et reaktionært spind, fordi resterne af kulturradikalismen fanges i en muggen krog, hvorfra den ikke får mulighed for at slippe fri, fordi det er nej til Europa, nej til verden.
På verdensplan kræver kampen en universel bevægelse som Attac har været forløber for. Her må nyradikalismen på banen og kæmpe for, i samarbejde med græsrodsbevægelser og politiske partier i forskellige lande, at få gennemført den såkaldte Tobin-skat med en afgift på en halv procent af al valutahandel.
Forskellen mellem den rige verden og den fattige mindskes ikke, den vokser. Den danske gennemsnitsborger tjener 250.000 kr om året, mens halvdelen af Jordens befolkning lever for gennemsnitlig 5.000 eller mindre.
Kulturkamp eller politisk kamp – det kan komme ud på ét; men Den tredje Vej, som Tony Blair slog sig op på, er en blind vej. Anders Fogh Rasmussens efterlignen af Den tredje Vej har til hensigt med stor retorik at fange velbjærgede midtervælgere med liflige ord om liberalisme og individuel udfoldelse, skatterne i ro og offentlige velfærdsgoder bevaret. Her til lands betrædes Den tredje Vej sammen med indkrogede nationalister. Men hvad med Socialdemokraterne?
Man siger, at begreberne højre og venstre er forældede, fordi de hørte til i et klassesamfund, før produktionssystemerne ændredes, og bondesamfund og industrisamfund gik til ende. Men er der fundet noget mere dækkende?
Hvis folket i Europa skal med i den demokratiske proces, skal visionerne have en fødekanal, som giver håb og tro på en fremtid. I dag er folket blevet forventningstomt; men regeret bliver der alligevel.

*Asger Baunsbak-Jensen, præst og forfatter, medlem af gruppen ’Det Ny Århundrede’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu