Kronik
Ombudsmanden, som i sin daglige praksis hjælper pressen og borgerne med at få myndighederne til at efterleve Offentlighedsloven er kommet i en alvorlig knibe. Hans fornemmeste opgave består i, at kontrollere den offentlige forvaltning, og dermed bl.a. sikre den størst mulige åbenhed. Nu har han som formand for Offentlighedskommis-sionen skiftet indstilling til netop denne åbenhed i den offentlige forvaltning. Han er i stedet blevet tilhænger af en altomfattende lukkethed, som ligner den hemmelighedskultur, der burde være udfaset ved enevældens afskaffelse i 1849.
Reelt har han kastet håndklædet i ringen. I et brev af 10. december 2003 til Retsudvalget har Ombudsmanden meddelt, at han er inhabil ved behandlingen af en klage, som kronikforfatterne har sendt ham. Klagen omhandler bl.a. afvisning af aktindsigt i kommissionens arbejde.
Ofte har man oplevet skiftende regeringernes selvtilfredshed i forbindelse med debatten i EU og især lagt øre til politikernes selvros vedrørende deres arbejde for åbenhed. Ved sådanne lejligheder taler politikerne i så generelle vendinger, at man kunne forledes til at tro på politikerne. Det skyldes, at der er en udtalt begrebsforvirring i debatten om åbenhed. Hvor borgere og presse ønsker kontrol gennem lov om offentlighed i forvaltning, lægger politikere vægt på (envejs)information på deres betingelser.
Siden 1985 da Offentligheds-loven blev vedtaget, er der sket løbende og uoverskuelige forringelser af loven. Det skyldes, at lovens 10 ministerbemyndigelser har åbnet en ladeport for ændringer i Offentlighedsloven. Ministerierne har ikke været sene til at udnytte mulighederne, og siden lovens ikrafttræden er der gennemført ca. 350 ændringer i form af tilgåede og udgåede love og bekendtgørelse. De fleste ændringer er foretaget administrativt og uden at Folketinget har været inddraget og i dag er næppe nogen, som har overblik over gældende ret på området.
Tilsyneladende for at råde bod på de mange forringelser, som er sket på Offentlighedslovens område har statsminister Anders Fogh Rasmussen nedsat en Offentlighedskommission. I parentes bemærket kan et underliggende mo-tiv i kommissionsarbejder være et ønske om at sætte debatten i stå og samtidig udskyde problemet.
Traditionelt er lovforberedende kommissioners arbejder lukket land for borgere og presse. Således også Offentlighedskommissionens arbejde. Det synes at være et paradoks, at skabelsen af fremtidens åbne samfund med borgeres og presses adgang til at kontrollere myndighederne, skal forgå i hemmelighed og alene under myndighedernes egen kontrol. Mange spørgsmål rejser sig i den forbindelse. Hvem har Justitsministeriet indkaldt, som medlemmer til dette vigtige arbejde? Hvilke holdninger har disse medlemmer med sig, når de mener, at åbenhed gennemføres i hemmelighed? Hvem skal i øvrigt være med til at præge den fremtidige Offentlighedslov?
Åbenhedskomitéen er opsat på at få indsigt i bl.a. disse spørgsmål og derfor har vi begæret aktindsigt i kommissionens arbejde. Indtil videre uden held. Kommissionen har under vejledning af Ombudsmanden afvist enhver form for aktindsigt med henvisning til Offentlighedslovens paragraf 2.
Af flere årsager har vi valgt at indbringe afvisningen for Folketingets Ombudsmand. Det er vores påstand, at Offentlighedslovens paragraf 2 om undtagelse fra aktindsigt i lovforberedende arbejde, ikke kan bruges til afvisning af vores begæring om aktindsigt. Vi har baseret vores klage på Ombudsmandens tidligere udtalelser.
Hans Gammeltoft-Hansen har som formand for Offentlighedskommissionen valgt at optræde som en vanetænkende dansk embedsmand og har derfor helt i overensstemmelse med danske hemmelighedstraditioner pålagt kommissionens medlemmer tavshedspligt samt afvist enhver form for aktindsigt.
Det kan synes overraskende, at Ombudsmanden vælger denne definitive hemmelighedskultur og det er derfor relevant at undersøge, om der er udtalelser eller handlinger i Ombudsmandens hidtidige virke, som indikerer, at han er en behersket tilhænger af offentlighed i forvaltningen.
Selve institutionen Folketingets Ombudsmand er indrettet i overensstemmelse med den danske hemmelighedskultur. Institutionen er en af de offentlige myndigheder, som er undtaget Offentlighedsloven selv om Offentlig-hedskommissionen fra 1964 i sin betænkning mente, at Ombudsmanden burde være omfattet af Offentlighedsloven.
Den åbenhed man finder i institutionen Folketingets Ombudsmand er en ren informationspligt. Årligt skal Ombudsmanden afgive en beretning om sit arbejde til Folketinget. Baggrundsmaterialet for beretningen vælger han selv inden for sit arbejde det pågældende år.
En af de sager som ikke har fundet plads i Ombudsmandens beretning er Åbenhedskomitéens klage i 1994 om manglende journalisering i sagerne i Gladsaxe kommune. Inden klagen til Ombudsmanden havde vi uformelt forhørt os i Ombudsmandsinstitutionen om lovligheden af Gladsaxe kommunes praksis og fik at vide, at det var klart ulovligt, og at vi i en evt. klage til Ombudsmanden blot skulle henvise til Folketingets Ombudsmands Beretning FOB 1989.268. Som sagt så gjort og stor var vores overraskelse, da vi modtog Ombudsmandens udtalelse.
Ombudsmanden havde nu erkendt, at der ikke er journaliseringspligt i stat og kommuner, da Rigsarkivaren har undladt at bruge sin bemyndigelse i Arkivloven til at kræve journalisering. Et synspunkt som Rigsarkivar Peter Noack efterfølgende har erklæret sig uenig i.
Resultatet af Ombudsmandens udtalelse blev en reel svækkelse af Offentlighedsloven, som aldrig er rettet op på og skal man tro Ombudsmandens egne ord fra FOB 1989.268 er svækkelsen væsentlig:
»Formålet med bestemmelserne i offentlighedsloven om, at adgangen til aktindsigt som ud-gangspunkt også omfatter indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter er dobbelt. For det første skal den aktindsigtssøgende herigennem kunne få oplysninger om sagens samlede behandling hos myndigheden. For det andet og væsentligst er formålet at give den aktindsigtssøgende mulighed for at kontrollere, om den aktindsigtssøgende har fået aktindsigt i samtlige de dokumenter, den pågældende mener at have krav på aktindsigt.«
Hvis der ikke forefindes en journalliste, kan myndighederne altså uden videre »glemme« dokumenter, som de skal udlevere.
Siden 1. januar 1997 har Ombudsmanden haft indseende i den kommunale forvaltning.
I slutningen af 1997 gennemførte Åbenhedskomitéen en undersøgelse af samtlige danske kommuner med henblik på at afdække kommunernes evne til at overholde af Offentlighedsloven og pligten til journalisering. I undersøgelsen fremsendte kun ca. en tredjedel af kommuner en journalliste.
Komitéen har bl.a. på baggrund af undersøgelsen og andre enkeltstående eksempler anmodet Ombudsmanden om af egen drift at indlede en undersøgelse i kommunerne med henblik på at få fjernet den svækkelse han påførte Offentlighedsloven i 1994. Alle henvendelser om emnet har været forgæves og loven er forblevet svækket.
I februar 1997 holdt Ombudsmanden et foredrag i Lundtofte menighedshus om lov og moral.
I forlængelse af et spørgsmål om Offentlighedsloven og moral spurgte vi, om Ombudsmanden troede, at der ville gå en generation før loven er implementeret i forvaltningen. Han svarede, at det ville han ikke afvise og fortalte, at han selv i sine yngre dage var blevet overrasket, da han skulle udlevere sine papirer ved en aktindsigtsbegæring. Han appellerede til forståelse blandt de tilstedeværende for den arbejdsbyrde forvaltningen var
pålagt ved aktindsigtsbegæringer og illustrerede med hænderne en sag, som fyldte fire-fem A4-ringbind, som side for side skulle gennemlæses, inden den kunne udleveres.
Det kunne være fristende at konkludere, at når formanden for Offentlighedskommissionen, som i dette tilfælde også er Ombudsmand, har valgt at videreføre den danske hemmelighedskultur, skyldes det, at han gennem fem års arbejde i Rigsadvokaturen og Flygtningenævnet selv har været en del af kulturen. Men så enkelt er det nok ikke. En anden og mere realistisk forklaring er måske, at Ombudsmanden er bevidst om, at hans udtalelser ikke vil blive mødt med velvilje i Folketinget, hvis de fører til stigende omkostninger på statsbudgettet.
Ombudsmanden er i bund og grund Folketingets mand og det er Folketinget, som afgør, hvor meget det vil kontrolleres. Hvis Folketinget ikke er tilfreds med Ombudsmanden, kan han afskediges efter det førstkommende Folketingsvalg. Ombudsmanden er under et tungt åg og har med sin dobbeltrolle ikke gjort tingene lettere for sig selv og brugerne af Offentlighedsloven.
*Kurt Loftkjær og John Damm Sørensen er medlemmer af Åbenhedskomiteen
