Læsetid: 4 min.

Ondskab er en sær størrelse

Der findes en historisk beretning der begynder med Stillehavskrigen og rækker hele vejen over Sri Lankas selvmordsbombere til Mellemøsten
Debat
3. december 2003

International
Da George Bush sneg sig ind i Bagdad Lufthavn til sit to timers ’varme måltid’ på Thanksgiving, var han i fin form. Amerikanerne var ikke kommet til Bagdad for at ’trække sig tilbage for en flok røvere og mordere’. Det ser ud som om Ondskaben stadig findes, på spring for at angribe det Gode. Og hvis blot en håndfuld af oprørerne i Irak er tidligere baath-medlemmer – og jeg tror kun det er en håndfuld – hvem kunne så finde på at klage hvis Saddams håndlangere bliver kaldt ’røvere’? Men Ondskab er en sær størrelse. Her den ene dag, borte den næste. Tag f.eks. Japan.
Altså, jeg kan godt lide japanere. Hårdtarbejdende, seriøse, kultiverede – de var endda kloge nok til at trække sig ud af Bushs ’krig mod terror’. Og husk lige på, at Japan er et af de eksempler, George altid fremhæver når han lover demokrati i Irak. Ændrede USA ikke det nationalistiske kejserelskende Japan til en frihedselskende nation efter Anden Verdenskrig? Så da jeg for kort tid siden var i Japan tog jeg en erindringstur. Ikke i min egen erindring, men den så grusomt afkortede erindring hos en teenager i den kongelige marine ved navn Jim Feather. Jim var søn af min fars søster Freda og han var ombord på Repulse, da den blev sænket af japanske jagerfly den 10. December 1941.
Jim blev reddet og sendt tilbage til Singapore – blot for at blive taget til fange da englænderne overgav deres store asiatiske fort til japanerne.
Sultende og mishandlet blev han sat til at arbejde med bygningen af Burma-jernbanen for japanerne. En af hans venner fortalte senere Freda, at i Jims sidste dage kunne han løfte den seks fod høje fange op på skulderen som var han et barn. Let som en fjer, kunne man sige. Han døde i en japansk krigsfangelejr i 1942.

Japansk krigsære
Jeg tænkte ikke på Jim da jeg begav mig ind i det store Shinto-tempel i Tokyos centrum, hvor man ærer Japans krigsofre: ikke blot ’banzai-banzai’ stakkels fordømte infanteri-udgaven, men ’kamikaze’-udgaven, selvmordsbomberne som fløj deres Zero-kampfly mod dækket på amerikanske hangarskibe. Iraks selvmordere ved måske ikke meget om Japans ’Guddommelige vind’, men der findes en historisk beretning der begynder med Stillehavskrigen og rækker hele vejen over Sri Lankas selvmordsbombere til Mellemøsten. Hvis præsident Bushs ’røvere og mordere’ tænker på Allah når de dør, så tænkte de japanske piloter på deres kejser.
Hvad der forbavsede mig at se, blot få meter fra templet, var et jernbanespor med et stort lysegrønt legetøjsagtigt damptog på skinnerne. Hvad laver det lokomotiv i et Shinto-tempel? Jo, Jim Feather fra den kongelige marine, og offer for en af japanernes største krigsforbrydelser døde, så dette kønne lille tog kunne futte igennem Burmas jungle. Faktisk var det togets vigtigste opgave at fragte asken fra de døde japanske soldater ved fronten og nordpå.
Japanerne er vores venner, naturligvis. De er frugten af vores demokrati. Men hvad betyder dette? Selv i dag vil den japanske regering ikke anerkende detaljerne omkring forbrydelserne, voldtægten af og massakrerne på kvinderne i deres besatte ’Storsydøstasiatiske Fælles Velsstands-sfære. Ved det internationale militærtribunal efter krigen – 27 japanske krigsforbrydere blev retsforfulgt og syv af dem hængt – er ikke en eneste japaner blev retsforfulgt for krigsforbrydelser ved en japansk domstol. Mænd der har indrømmet at de har deltaget i massevoldtægt af kinesiske piger lever stadig. Men de behøver ikke at frygte anholdelse.
Var disse mænd ikke repræsentanter for det onde? Er damplokomotivet i haven omkring Shinto-templet i Tokyo et ondskabens symbol? Døde Jim Feather ikke så det kunne køre, på samme grusomme måde som præsident Bushs soldater bliver mejet ned i Irak? Hvad er forskellen på de unge mænd der æres for at sprænge sig selv i luften på amerikanske hangarskibe og de lige så unge mænd der sprænger sig selv i luften på amerikanske baser i Irak?
Jeg tror, det kommer an på, hvem dine venner er. Tag f.eks. den lille udstilling om ’forbrydelser mod menneskeheden’ der åbnede for et år siden i Imperial War Museum i London. En del af den handler om den armenske holocaust i 1915, Ottoman-tyrkernes folkedrab på halvanden million armenere. Men udstillingen viste også en benægtelse fra den tyrkiske regering, der stadig løgnagtigt hævder, at armenierne ikke blev myrdet i et – af den tids tyrkiske ledere nøje planlagt folkemord – hvilket er sandheden – men blot var ofre for det kaos der herskede i Tyrkiet under Første Verdenskrig. Andy Kevorkian, hvis fars familie blev totalt udslettet af tyrkerne i 1915 skrev et brev til Robert Crawford, museets direktør.
Han påpegede, at der intet sted på udstillingen fandtes en benægtelse af den jødiske holocaust fra nynazister.

Samme gamle problem
Hvilket der heller ikke burde være. Men »at IWM bøjer sig for tyrkisk (eller er det Udenrigsministeriet?) pression, og benægter hvad hele verden accepterer som det 20. Århundredes første folkedrab er en fornærmelse mod de armeniere der overlevede.« Men naturligvis blev den tyrkiske benægtelse ikke fjernet.
Det er det samme gamle problem. Damplokomotivet i Tokyo og benægtelsen i Imperial War Museum og avisens billedtekst er løgne der bruges for at formilde fjender der nu er venner. Japan er et demokrati, en vestlig nation. Så Ondskaben ignoreres. Tyrkiet er vores verdslige allierede, en ven af USA, et demokrati der ønsker medlemsskab af EU. Så Ondskaben ignoreres.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her