Kommentar
Nattens begivenheder var hyllet i et tågeslør, da jeg vågnede den decembermorgen. Jeg var i en elendig forfatning og det sorteste humør.
Det bragte mig helt naturligt til at tænke på verdens ondskab. Det gik pludselig op for mig, at det er et fænomen, som jeg har det rigtigt skidt med.
Det er, fordi ondskaben har så mange negative følger.
Bare tænk på, hvad den betyder for andres livskvalitet. Særlig for dem, den går ud over. Det stod mig klart, at vi bliver nødt til at gøre noget alvorligt ved problemet.
Hvordan skal vi ellers kunne forbedre verden i al almindelighed? Der er noget, alle ordentlige mennesker kan blive enige om, tænkte jeg. Så hvorfor er der ikke sket noget forlængst? Her var det, det gik op for mig, at problemet med ondskab er, at den er så svær at få hold på. Hvor går f.eks. grænsen mellem den og almindelig, menneskelig svaghed?
Og hvem er egentlig de onde? Er det de pædofile, eller er det omgivelserne med deres fordomme og uforstand?
Er det de voldelige ægtemænd, eller er det deres forældre, der ikke lærte dem bedre måder at udtrykke sig på? Er det de utilpassede 2. generationsindvandrere, der voldtager unge piger, eller er det de omgivelser, der ikke vil gi dem en chance? Er det dem, der drømmer om en bedre verden og ikke kan se anden vej til at nå deres mål end at udrydde tilfældige forbipasserende med en bombe? Er det bare den blodbesudlede despot med de vilkårlige dødsdomme, eller er det osse de bureaukrater, der administrerer dem for ham? Er det egoisterne, der kun tænker på at opfylde egne behov, de patologiske psykopater, dem med den medfødte dyssociale personlighedsstruktur, eller er det den gamle gnavpot, der skumler i mørke stuer og slås med familie og naboer og klager over alt og alle til Folketingets Ombudsmand?
Eller er de allesammen undskyldt, fordi de ikke ved bedre?
Er vi født onde?
Er det ondt at forfølge et mål uden at bekymre sig om konsekvenserne? At basere sin etik på cost-benefit-analyser? At følge sin natur? At være tankeløs i trafikken? Er det ondt at føle misundelse, jalousi eller nag?
Er det ondt at hævne sig? Osse, hvis man er sindssyg i gerningsøjeblikket? Er ondskab en sygdom, der kan helbredes, en mangel, der kan udbedres, eller kan den kun udryddes på samme måde, som man bekæmper malariamyg og skimmelsvamp?
Er mennesket født ondt, så vi kun kan frelses gennem tugt og anger? Eller er de fleste af os måske i virkeligheden gode nok på bunden? Kan gode mennesker bringes til at udføre onde handlinger? Er arten af ondskab bestemt af køn? Er nogle kvinder simpelthen bare af natur uden for pædagogisk rækkevidde, eller er de sagesløse ofre for PMS eller følgerne af fraværende fædre i førpuberteten? Er det kun mænd, der river vingerne af fluer for sjov?
Er verdens ondskab styret fra centralt hold af en mægtig mørk ånd, der lokker ubefæstede sjæle i sin magt ved at besætte dem med dæmoner i et svagt øjeblik? Er det en dyster kraft, der gennemsyrer hele universet?
Er det en brist i skaberværket? Eller er det blot en forestilling, skabt af den menneskelige fantasi, eller noget, der er udviklet som en social reguleringsmekanisme i løbet af evolutionen?
Jamen, tænkte jeg, hvordan skal vi dog nogensinde kunne få bugt med ondskaben, når vi ikke ved, hvad det er?
Jeg følte mig tynget til jorden af spekulationer, anfægtelser og bekymring på den samlede menneskeheds vegne.
Op ad formiddagen stod det mig klart, at der ikke var noget håb. Personligt var jeg forvirret og panisk. Min egen fremtid tegnede sig mørk og dyster og fyldt med søvnløse grublerier. Hvad skulle jeg dog gøre?
Heldigvis gav svaret sig selv, da hverdagen atter holdt sit indtog. Mine kolleger forsikrede mig om, at jeg ikke havde trådt alvorligt ved siden af.
Proportionerne faldt på plads, og mit gamle lyssyn vendte tilbage. Især, da jeg havde bestemt, at nu var det alvor:
Slut med våde julefrokoster!
