Læsetid: 4 min.

Orientalisme og rejseskildringer

Gode rejseskildinger udfordrer os frem for at massere vores fordomme – men det åbenbart stadig o.k. for ’os’ at sige, hvad vi vil om ’dem’
29. december 2003

International
De sidste måneders store kulturdebat i dele af den skandinaviske offentlighed har handlet om en kvindelig udenrigsjournalist og hendes storsælgende bøger. Åsne Seierstad er en modig og ambitiøs journalist, som har skrevet tre bøger fra lige så mange krigshærgede områder: Balkan, Afghanistan og Irak.
Hun er stadig ret ung og på fuld fart fremad i medie-offentlighedens hierarki. Må-ske er det derfor, at hun nægter at tage sine kritikeres indvendinger alvorligt og vælger mistænkeliggørelse i stedet for dialog. Her har hun ellers fået god hjælp fra norsk presse, som er mere optaget af, hvor mange sprog bøgerne bliver oversat til, end af hvad der står i dem.
Om Boghandleren i Kabul skrev den irakisk-norske essayist Walid al-Kubaisi, at en lignende bog aldrig kunne have været skrevet af en af-ghaner i Oslo - f.eks. om en norsk boghandlerfamilie. Det er stadig okay for ’os’ at sige, hvad vi vil om ’dem’, mens ’de’ ikke har samme ret til at udlevere ’os’.
Med tanke på de intime detaljer, som afdækkes om boghandlerfamiliens indre liv, ville Seierstad for øvrigt næppe have offentliggjort sit arbejde, hvis hun havde skrevet det som en afhandling i antropologi. Hendes arbejde ville formentlig være blevet ’klausuleret’ – dvs. at afhandlingen ikke ville have været offentlig tilgængelig.
Dette blev i alt fald løsningen for den norske antropolog Finn Sivert Nielsen, som skrev en fabelagtig afhandling om Leningrads hippiemiljø i midten af 1980’erne. Han kunne have fået sig et navn i forskningen ved at publicere den, men lod hensynet til sine informanter gå forud. Miljøet var så lille, at en total anonymisering var umulig.

Tillid eller karriere?
De fleste samfundsforskere og journalister sidder inde med materiale, som de af etiske grund afstår fra at bruge. Når man er afhængig af andre menneskers tillid for at bestride sit hverv, er man også forpligtet til at vise sig tilliden værdig, når man rejser hjem for at skabe sig en karriere på deres liv. Man behøver ikke at gennemføre noget kursus i socialantropologi for at forstå dette elementære etiske princip.
Bøger som Boghandleren i Kabul rejser også spørgsmål om genrens egenart.
Et problem ved Seierstads bog er, at forfatteren flere steder fortæller læseren, hvad enkeltpersoner tænker. Hun indrømmer også indledningsvis, at hun har fiktionaliseret noget, samtidig med at hun senere hævder, at alt i bogen er sandhed. Efterfølgende har hun ydermere beskyldt boghandleren for at være en løgner, vel vidende at han var hendes vigtigste informant.
Af de virkelig gode forfattere af rejseskildringer er Bruce Chatwin måske den, som er gået længst i retning af at udviske skellet mellem journalistik og fiktion. Man læser hans bøger fra Patagonien og Australien som romaner. Han har digtet videre på personerne og går ind og ud af en bevidsthedsstrøm, som udgør hans egen personlige vision. I modsætning hertil er V. S. Naipaul omhyggeligt dokumentarisk i sine ikke mindre fremragende rejseskildringer. I lighed med Chat-win fremmer han kontroversielle synspunkter, men han er høflig og præcis i sin omgang med enkeltpersoner. Hverken Naipaul eller Chat-win er så naive, at de påstår, at det, de siger, er »sandt alt sammen«.

Fordomsmassage
Rejseskildringen er en vanskelig genre. Den orientalistiske fristelse ligger nær. Orientalisme, Edward Saids begreb om det snævertsynede europæiske blik på ’Orienten’, er altid den mindste modstands vej. En orientalistisk rejseskildring tilbyder billeder, som harmonerer med de fordomme, læserne havde på forhånd.
De mest populære rejseskildringer tidligt i 1500-tallet var Amerigo Vespuccis bøger fra Den Nye Verden (senere kaldet Amerika, efter netop Vespucci), hvor de indfødte bl.a. blev skildret som incestuøse kannibaler. Markedet var næsten umætteligt. I Europa.
Selvfølgelig skal indholdet i en bog, som foregiver at være dokumentarisk, være sandfærdigt gengivet. Men der findes mange sandheder, og som skribent har man et valg. Derfor er det skuffende, at journalister som for en gangs skyld har fået 200 sider til rådighed i stedet for fem spalter, så sjældent benytter sig af chancen til at fortælle andre historier. I stedet for at massere vores fordomme, kunne de bruge deres privilegerede talerstol til at gøre verden lidt mere kompleks. At der findes kaster i Indien og kvindeundertrykkelse i Afghanistan, vidste vi allerede. Det ville f. eks. være mere oplysende for os at få at vide, hvorfor mange indere er mindre fatalistiske end mange skandinaver, og hvorfor mange afghanske kvinder benægter, at de skulle være undertrykte.
De virkelig gode rejseskildringer udfordrer os på sådanne måder. Det bedste eksempel, jeg kan komme på, er Ryszard Kapuscinskis bøger fra Afrika. De er hverken dybdepsykologiske eller litterære, men de fortæller som regel andre historier end dem, vi er vant til at høre. Dermed får de verden til at vokse snarere end til at krympe.

*Thomas Hylland-Eriksen er professor i socialantropologi

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu