Kommentar
Vil man have succes i selskabslivet nej, jeg vil stramme det til, at hvis man skal gøre sig håb om blot en enkelt yderligere invitation til selv gamle gode bekendte, er der to ting, man absolut skal afholde sig fra. Den ene er i den ene halvdel af bekendtskabskredsen at tilslutte sig noget, Carsten Jensen, Georg Metz, Claus Bryld eller en fjerde af de såkaldt venstreorienterede har udtalt; den anden og det er så i den anden halvdel at ytre blot ringeste tilslutning til udtalelser fra Søren Krarup og hans nationalistiske kredse.
Begge dele er socialt selvmord. Harakiri i fuld offentlighed med idiot skrevet med store bogstaver på panden.
For idioter er netop, hvad de er, dem i den anden lejr. Idioter og det, som er værre: paranoide, provinsielle, komiske og hadefulde er Krarups fløj ifølge David Trads (Information 2. december), mørkemænd udstyret med indre svinehund og et afskyvækkende menneskesyn, som kun er ude på at straffe, revse og rage til sig på andres bekostning. Hvad den dermed karakteriserede fløj mener om modparten kan man f.eks. læse i Berlingskes rubrik »Groft sagt«: nøjagtig det samme, udtryk med stort set samme ord, som selv i de mest sprogligt kreative hjerner ikke kan varieres mere end at de alle kan stå bag på et postkort.
Misforstå mig ikke. Jeg er ikke det mindste forarget over sproget. I tidens efterhånden ret lange løb har jeg vist hørt størsteparten af, hvad der kan høres af sligt, og ørerne sidder uanfægtede, hvor de blev sat. Ikke forarget, men forknyt og forundret over at to livsholdninger, der hævder at stå for henholdsvis frisind og rummelighed, er blevet så snæversynede, at de ikke alene affærdiger alt, overhovedet alt, hvad den anden part står for, men også enhver der stadig går rundt og tror, at verden er for stor, rig, kompleks og forfærdende til at kunne indskrives på et postkort.
Tjah, bum-bum-bum
Der er skam fortalere nok for udviklingen som både nødvendig og afklarende. En tiltrængt polarisering i sort og hvidt i stedet for den gamle grå grød; at skilles efter anskuelser; kalde en spade for en spade. For ikke at tale om det prægtige i at træde i karakter.
Tjah, bum-bum-bum, som en tidligere radikal udenrigsminister så rummeligt kommenterede verdenssituationen, for er det virkelig alt dette agtværdige, som er formålet?
Jeg tvivler og skal på mit postkort sendt her fra Ingenmandsland forsøge at begrunde min tvivl.
I individualismens tidsalder, som vi er i på godt og ondt, synes vilkårene for selvstændig stillingtagen ikke spor bedre end små-mejeriers selvstændighed under markedsliberalismens ægide, selvom denne netop skulle føre til at de tusind virksomheder blomstrede og med dem forbrugernes valgmuligheder. Som det hele bliver til Arla på det ene område, således opsluger et par meningskoncerner med et stærkt begrænset udbud af færdigpakkede synspunkter på hylderne alle nuancerede holdninger på det andet.
Det skulle ikke kunne ske, burde ikke, men sket er det, og eftersom det sidste, vi vil miste, er udseendet af at være individualister, der ikke lader sig styre af noget eller nogen udefra, er denne krigeriske tilslutning, hvad enten det bliver til meningernes Arla æbler eller Arla pærer, en forudsigelig kompensation for at sætte sit personlige aftryk. Når det eneste, som endnu virkelig er frit, er valget af tilhørsforhold, er døren slået på vid gab til denne selvhævdende nedrakning af de andre, der for alverden demonstrerer, at man er, nå ja, trådt i karakter. Og dækker over, at man reelt har meldt sig ind i en menighed, der ingen pardon har overfor kætterske, dvs. personlige, udlægninger af teksten.
Poul Henningsen udtalte engang: »Jeg ser hellere en mand som en dygtig og klar modstander på en for hans sind rigtig plads end som forvirret meningsfælle.« Havde han oplevet 2003, ville han nok have udskiftet »forvirret« med »højtråbende.«
