Læsetid: 4 min.

Nu har vi Saddam – hvor er så hans våben?

At være sluppet af med Saddam er en entydig velsignelse. Men med vores engagement i Irak er vi havnet i et mudderhul, der er lige så dybt og ubekvemt som eksdiktatorens sidste skjulested
Debat
17. december 2003

International
Mandag morgen – dagen efter vi hørte om Saddam Husseins spektakulære tilfangetagelse – gik jeg straks ned i kiosken og købte alle de landsdækkende dagblade, jeg kunne finde i kiosken. Derefter kørte jeg min gamle Volvo ned til det lokale værksted for at få ordnet nogle småreparationer, som jeg havde udskudt alt for længe. Mens jeg ventede på, at det skulle blive min tur, kastede to mekanikere et blik på overskrifterne i mine aviser. Den ene sagde: »Hvor er jeg glad for, at vi fik ham. Nu mangler vi bare at snuppe bin Laden.« Den anden lo og sagde så: »Ja, så kunne vi jo præsentere dem for hinanden«.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad han egentlig havde i tankerne, men i denne udtalelse opsummerer han for mig at se fint det centrale i det, der på en gang er USA’s triumf og USA’s problem. Alle, jeg har talt med, er glade, fordi Saddam nu har udsigt til galgen, en henrettelsespeloton eller en fængselsstraf på livstid, men hans tilfangetagelse er samtid en påmindelse om, at ’Offentlighedens Fjende nr. 1’ stadig er på fri fod.
Og stadig savner vi reelle beviser på en forbindelse mellem de to superskurke.
At være sluppet af med Saddam er helt sikkert en stor triumf, uanset hvad ens holdning så måtte være til krigen og besættelsen af Irak. Men i juridisk og politisk forstand er vi med vores engagement i Irak havnet i et mudderhul, der er lige så dybt og ubekvemt som eksdiktatorens sidste skjulested.
Mange har sammenlignet Saddam med tyranner som Hitler, Stalin, Ceausescu, Milosevic eller Idi Amin. Hvis man gør det op i ’ondskab per capita’ – den mængde lidelser, Saddam forvoldte i forhold til sin befolknings størrelse – vil han sikkert hævde sig smukt i dette udsøgte selskab. Men hvis en despot først har valgt ikke at gå af vejen for massemord – hvor afgørende er så antallet af hans ofre for at vurderere hans ondskab?

Uklar retsstilling
Stalin, fortæller man os, var Saddams store forbillede, men skønt han var lige så slem eller værre end Hitler, blev han aldrig stillet for nogen domstol. Hvilken anden domstol end et sovjetisk tribunal ville i Stalins tilfælde kunne have gjort krav på jurisdiktion? Engang var Stalin imidlertid også en amerikansk allieret, som hævede sit vodkaglas for at skåle med amerikanske præsidenter.
Saddams retsstilling er langt mere uigennemsigtig. Er han krigsfange? I givet fald, var det så en krig, han selv erklærede? Eller har han samme juridiske status som de internerede i Delta-lejren på den amerikanske Guantanamo-flådebase, og hvis ikke – hvorfor så ikke? De første spekulationer går på, at han formentlig vil blive dømt af den irakiske krigsforbryderdomstol, som det irakiske regeringsråd med amerikansk opbakning netop har nedsat. Åbenbart har den internationale krigsforbryderdomstol i Haag ingen jurisdiktion over forbrydelser begået før 1. juli i år, og USA har udelukket, at en FN-domstol kan komme på tale.
For Bush-regeringen må det være afgørende at forhindre, at Saddam umiddelbart før præsidentvalget får foræret et offentligt forum, hvor han kan røbe pinlige detaljer om USA’s tidligere støtte til hans regime, nægte enhver forbindelse til al-Qaeda og eksistensen af masseødelæggelsesvåben.
Hvordan skal Bushs politiske modstandere forholde sig til pågribelsen af Saddam? De mest radikale antikrigs-kræfter støtter sig til argumenter som disse: Vi har fanget den forkerte mand – det er jo bin Laden, der er terrorens bagmand. Saddam er bare en tidligere amerikansk lejesvend, som blev fyret, fordi han pludselig ikke ville makke ret. I påstår, at krigen handlede om at uskadeliggøre masseødelæggelsesvåben. Nu har vi Saddam – hvor er så hans våben? Og hvor er de spor, der knytter ham til bin Laden? Hvis det var så vigtigt at rydde Saddam af vejen, hvorfor gjorde vi det så ikke i 1991? Kan det være rigtigt, at amerikanske selskaber med nære bånd til regeringen kan få lov at udnytte besættelsen til at skabe sig enorme profitter?

Løser ingen problemer
Bagud i primærvalgkampen forsøger nogle af de skrantende demokratiske kandidater nu at komme igen ved at rykke mod centrum-højre. Tilsyneladende vil de hellere sætte deres kræfter ind på miskreditere deres farligste rival, den førende kandidat Howard Dean, end på at kritisere George Bush. Senator Joseph Lieberman, Al Gores vicepræsidentkandidat i 2000, der stadig vånder sig over skuffelsen over, at Gore valgte at støtte Dean, siger således: »Hvis Howard Dean havde fået det, som han ville have det, ville Saddam Hussein stadig være ved magten i dag – ikke i fængsel – og verden ville have været et farligere sted.«
Bush selv kunne knapt have sagt det bedre. Demokraterne vil ikke komme langt ved at gøre Bushs beskidte arbejde for ham.
Uanset hvor lysere udsigterne er blevet for Irak og den øvrige omgivende region efter Saddams fjernelse, er ingen af de grundlæggende problemer blevet løst. Men hvis krigen, besættelsen, de enorme omkostninger, regeringens kæmpemæssige budgetunderskud og de stigende tabstal af amerikanerne opleves som retfærdiggjorte og velbegrundede onder, vil Bush blive genvalgt, ligegyldigt hvad der sker med bin Laden eller Saddam.
Hvis gennemsnitsamerikaneren glæder sig over Saddams tilfangetagelse, men ikke af den grund mener, at vi er kommet nærmere en løsning på terrorismeproblemet eller endda, at vi er værre stillet nu end før invasionen, vil det derimod blive en demokrat, der kommer til at residere i Det Hvide Hus efter valget i 2004. Men jeg er ret sikker på, at hans navn hverken vil være Lieberman, Kerry, Edwards eller Gephardt.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her