Læsetid: 2 min.

Støj

Debat
13. december 2003

Påtale
Forskning
Information har en læserbrevsskribent (kommentator, red.), som hedder Jes Fabricius Møller. Han er meget støjende og manisk optaget af sig selv, hvorfor avisens læsere helst hver anden dag skal læse hans uforgribelige meninger om dette og hint. Han kalder sig historiker, men det kan ikke være rigtigt, for han beskæftiger sig ikke med fortiden, men med fremtiden. Om fremtiden kan man principielt intet vide, men geniet Fabricius behersker naturligvis denne umulige kunst. Han ynder at fremstille sig som anti-autoritær, men er i praksis tilhænger af en autoritær øvrighedsstat.
Fabricius er blevet ophidset over en bevilling på finansloven til fremme af forskningen i Den kolde Krig i Danmark. Det er en fornærmelse, ifølge Fabricius, for den »etablerede forskning« (hans eget udtryk) er i de bedste hænder med en halv snes dygtige forskere, som på Dansk Institut for Internationale Studier »er ved at sammenstykke et overblik over denne nære fortid«.
Og så har alle andre naturligvis bare at holde kæft og tie andægtigt. Samme opfattelse har dagbladet Politiken, som ligesom den autoritære Fabricius mener, at sagen er lagt i de allerbedste hænder. Synspunktet er interessant, både for journalistisk og historisk forskning. Vi har jo også Statstidende, som er sådan et godt og troværdigt organ, så hvorfor i det hele taget spilde papir og tryksværte på andre aviser? Vi har en statslig udredningsinstitution, hvis produkter kontrolleres af gode statslige embedsmænd, og hvis formand er en politiker med ansvar for den periode, der skal undersøges – så hvorfor skal dog uafhængige forskere have lov til at forske i disse ting og måske bringe uorden i den statsautoriserede opfattelse?
Jeg bliver rørt i mit inderste, når jeg møder en så prægtig enfold og autoritetstro – ikke mindst når det er hos et yngre menneske. Alt er godt.
Vor fremtidsforsker kan fortælle, at jeg er redskab for onde politiske kræfter. Ja, naturligvis er jeg det – og jeg er også det, der er meget værre. Men for at den jomfrunalske Fabricius ikke skal dåne, vil jeg spare ham for dette værre. (Her må kun andre læse med: Jeg er nazist og har Hitler hængende i guldramme i bengalsk belysning over mit skrivebord). Men Fabricius ser alligevel positivt på mig: Jeg er nemlig meget forudsigelig. Så sker der jo intet uventet. Og geniet har allerede forudsagt min forudsigelighed. Der vil blive skrevet noget om forbrydere og landsforrædere og æreløse medløbere og Reagan, som vandt over de danske fodnoter, osv. Alt er så sandt og så godt.
Jeg vil foreslå Folketinget eller ministeriet for gynger og karruseller, at der senest på næste års finanslov (men vi kan jo næsten ikke vente) afsættes midler til en meget stor narrehat, som Fabricius skal have lov til at bære, så længe han lever. Det har han ærligt fortjent. Med en sådan begavelse i landet behøver vi stort set ikke andre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her