Kronik

Vend hovedet, så gør profitten ikke ondt

Ting bliver nu lavet af hensyn til den profit, som er nødvendig for at opretholde beskæftigelsen, som er nødvendig for at fastholde velfærden, som er nødvendig for regeringens succes – der er en lige linje fra farlige mobiltelefoner til statsministerkontoret
Debat
9. december 2003

Kronik
Når man bor på landet, er det livsvigtigt med gode naboer. Derfor var det foruroligende, at Johan lige med ét havde set sig gal på mig.
»Du är alltid så jävla negativ,« sagde han, oversat til almindeligt svensk. »Kan du för fan inte se hur ofantligt bättre alla människor har det nu?«
Johan tror på fremskridtet, og det har han sådan set ret i. Men det hjælper ikke, at jeg siger det; han kan simpelthen ikke holde mig ud længere. Altid skal jeg kritisere, ingenting er godt nok.
»Du är precis som de där jävla veganerna,« siger han triumferende. Johan er forhenværende minkfarmer og stiktosset over, at veganerne sniger sig ind om natten og slipper dyrene ud, dér hvor folk stadig holder mink. Det er dyrplageri, mener han, for minken kan ikke overleve i naturen, og hvis den gør, er den til skade. Han dæmper sin vrede en smule, da jeg holder med ham, og efter lidt gensidigt rygklapperi kan vi gå hver til sit uden alt for megen surhed.
Et par dage efter kommer han og siger undskyld, for sådan er Johan også. Han hader ufred, og det hele var jo ikke sådan ment.
Det kom af, at Johan havde undret sig over mobiltelefonerne. Nu skulle apparaterne ikke bare være til at snakke i, eller til nød at ekspedere korte SMS’er med – nu skulle de også være små fjernsyn og digitale fotografiapparater og regnemaskiner og navigaions-instrumenter, der var ingen ende på det, og hvem har i grunden brug for alt dét? spurgte han. Og så var det, jeg dummede mig ved at snakke om profit. Ifølge Johan er det just profitten, som er fremskridtets motor. Det har han ret i, men sommetider kan det hele gå lidt for stærkt. Som nu med de mobiler.
Jamen, når nu Ericsson har haft elendige regnskaber flere år i træk, må de jo finde på noget. De må være forud for Nokia, deres mobiler må kunne meget mere end de finske og til samme pris, ellers overlever firmaet ikke. De har allerede sparet mange tusind medarbejdere væk, det er lige ved at være en national katastrofe. Det går heller ikke for godt for Volvo og Saab, og forsvarsindustrien har slet ikke eksportordrer nok.
Det er slemt for beskæftigelsen. Det øger statens udgifter og går ud over skatteindtægterne, og så må der skæres ned på sundhedsvæsenet og uddannelserne, som ellers er vejen frem.

I den situation er det uansvarligt at protestere mod mobilmaster og at så tvivl om sikkerheden ved at bruge telefonerne. Ganske vist kan strålingen fra de dér master sætte ild på ens tøj, men så skal man også opholde sig indenfor en afstand af mindre end tre-fire meter fra parabolen, og det er svært, når den sidder i toppen af en mast. Og hvad mobiltelefonerne angår, skal man bare vende det øre, man lytter med, mod nærmeste vindue, så strålingen ikke tvinges til at passere igennem ens hoved. Udendørs er der åbenbart ingen risiko, hvordan man så vender og drejer sig.
Dvs. risiko og risiko. Et stort og traditionsrigt svensk foretagende som Ericsson sender ikke noget på markedet, der kan skade hjernerne på alverdens skolebørn. Det kunne det aldrig finde på, og regeringen ville heller ikke tillade det.
Ikke engang af hensyn til beskæftigelsen?

For tiden fortæller tv-nyhederne næsten hver dag om svenske virksomheder, der fyrer medarbejdere i bundter, fordi en del af produktionen (eller det hele) flyttes til et udland, hvor lønningerne er lavere end i Sverige, og hvor der tit er lempeligere regler for beskatning, miljøhensyn og sociale bidrag.
Regeringen kan ikke forbyde det. En virksomhed, der har fået statslig etableringsstøtte og kommunal skattelettelse, skal ikke engang betale noget af det tilbage, hvis den lukker butikken i Sverige og åbner den igen i Estland eller Wales. Hvis den er stor nok, kan den tilmed få EU-tilskud til flytningen.
Det betyder i praksis, at regeringen meget nøje må overveje, om hensynet til en påstået risiko ved en stor virksomheds produktion skal veje tungere end den meget kontante risiko for, at virksomheden flytter og efterlader nogle hundrede eller tusinde arbejdsløse, tomme fabrikshaller og, ofte nok, bunker af farligt affald.
Det er tænkeligt, at virksomheden tidligere har betalt skat. I hvert fald er det sikkert, at de ansatte – måske bortset fra de højst placerede, lederne – har bidraget med en del af deres løn til det offentlige. Der er også betalt moms af en del af produktionen, og der er tjent valuta hjem på det, virksomheden kunne sælge udenlands. Det offentlige mister indtægter, samtidig med at det har fået store udgifter.
Alt i alt er det forbavsende, at politikerne nu og da forsøger at gribe ind overfor sundhedsfarlig produktion og risikable varer. Heldigvis for dem har de en kattelem: de kan nedsætte et udvalg eller en videnskabelig kommission til at undersøge det farlige. Almenheden har normalt ingen indflydelse på, hvem der kommer til at deltage i undersøgelsen. Men det har erhvervslivet. Om ikke andet, så fordi de berørte virksomheder kan stille den nødvendige ekspertise til rådighed.
Med tiden kommer der så en udtalelse, en rapport. Det kan være, at hele postyret omkring det farlige så er glemt. Hvis ikke, findes der mange, gennemprøvede måder at fremstå handlekraftige og ansvarsbevidste på, uden at man i grunden påvirker noget.

Den vigtigste grund til, at tingene får lov at blive så livsfarligt absurde, er ikke, at diskussionen omkring hvert enkelt tilfælde kan være ulideligt teknisk og kedsommelig, men at de afgørende spørgsmål aldrig stilles.
Man spørger f.eks., om GMO (genmodificerede organismer) kan være skadelige, hvis de kommer ind i fødekæden, og i den forbindelse er der nogle, som kræver, at varer med GMO-indhold skal mærkes. Man afholder også retssager, hvor sagen gælder, om en økologisk landmand skal betale erstatning til et firma, der har patent på GMO-udsæd, fordi hans marker er blevet forurenet af det patenterede stads, som er blæst ind fra naboen – og han således har krænket firmaets patent.
Det egentlige problem er imidlertid, at GMO-sæd og -planter er udviklede og bliver markedsført for at tvinge bønder allevegne til at købe såsæd. I dag er det almindelige, at småbønder – som der endnu er flest af, og det må vi også have lavet om på – gemmer noget af deres høst og bruger det som såsæd i næste sæson. Den, der går over til GMO-sæd, må ikke gøre sådan under den aftale, han skal underskrive med leverandøren. Man har tilmed forsøgt at udvikle arter, der ikke kan sætte spiredygtige frø, de såkaldte Terminator-frø.
GMO er muligvis farligt, det har man ikke haft tid og råd til at finde ud af. Mange rapporter synes også at vise, at de modificerede planter ikke svarer til forventningerne – de er for dyre i drift og giver mindre udbytte. Men i den standende strid for og imod er det væsentligste problem, at disse patenterede arter kan give nogle få, fortrinsvis amerikanske, agribusiness-firmaer monopol på klodens forsyning med fødevarer.
Og hvad så? Det er dér, vi altid ender. De tider er for længst forbi, da vi kunne
give troværdige brugsanvisninger på en bedre fremtid. Men når det nu er sådan, kan man dårligt forstå, at alle forsvarerne af status quo gør sig sådan en umage. De bruger faktisk milliarder på lobbyvirksomhed, der skal få regeringerne til at skåne virksomhederne for indgreb overfor farlige stoffer eller produktionsmåder, forhindre mærkning, osv. Hvorfor er de så nervøse?
Det kunne ellers se ud til, at de for længst har vundet.
Nervøsiteten kan komme af, at det økonomiske system er spændt til det yderste. Det er jo ikke af ondskab, at virksomhederne flytter. Konkurrencen fra finansmarkedet er blevet meget hård. Kun få virksomheder kan give udbytter, som svarer til, hvad man kan få ud af sine penge på det internationale finansmarked. Hvis man vil undgå ballade, skal alle have det lidt bedre, år for år – også aktionærerne. Men på næsten alle områder er der overproduktion.
Det er så blevet til, at ting bliver lavet af hensyn til den profit, som er nødvendig for at opretholde beskæftigelsen, som er nødvendig for at fastholde velfærden (eller i det mindste illusionen om velfærd), som er nødvendig for regeringens succes.
Regeringen regerer ikke, beskæftigelsen er ikke nødvendigt arbejde, velfærden er et spørgsmål om tilskud, tingene produceres ikke af nødvendighed, men for at hele konstruktionen ikke skal vælte.
Hørup (hvis nogen husker ham) blev bl.a. kendt for at stille det spørgsmål til militæret: ’Hvad skal det nytte?’ I dag kan samme spørgsmål med fuld ret stilles til hele den moderne virkelighed.

*Tørk Haxthausen er forfatter, bosat i Sverige

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her