Kronik

800.000 menneskers hverdag er på spil

Den kommende kommunale strukturreform handler også om offentlige ansattes hverdag – storstrejker kan blive nødvendige, hvis der pønses på massefyringer
Debat
9. januar 2004

Kronik
Strukturkommissionen skulle komme med bud på mulighederne for den fremtidige opgavefordeling og på den administrative struktur. Selve den kommunale stregtegning på landkortet skulle kommissionen derimod ikke beskæftige sig med. Det er i sig selv et så ømtåleligt emne, at det er overladt til politikerne, med hvad det så end måtte indebære.
Det har været beskæmmende at opleve, hvordan man fra politisk hold ikke har været opmærksom på, hvor omfattende konsekvenser en kommunalreform kan få for de offentligt ansatte.
Der bliver nemlig ikke kun tale om, at en kommunalreform blot kommer til at berøre nogle administrative chefer eller nogle rådhus-medarbejdere, som måske bliver overflødige som følge af nogle sammenlægninger.
En reform kan vise sig at blive mere indgribende i det offentlige arbejdsmarked, end nogen har forestillet sig. Samtlige 700-800.000 offentligt ansatte inden for amter og kommuner samt en del inden for den statslige administration vil blive berørt af en kommunalreform. Ingen vil kunne føle sig helt sikker i deres nuværende job. Der er ikke tale om en trussel, men om en simpel konstatering.
Skulle nogen være i tvivl, så behøver man blot at skele til Bornholm, hvor fem kommuner – Rønne, Aakirkeby, Hasle, Allinge-Gudhjem og Nexø – sluttede sig sammen med Bornholms amtskommune til Bornholms regionskommune sidste år.
Set fra medarbejderside har det ikke været nogen lykkelig proces, og der er næppe en eneste offentlig ansat på Bornholm, som ikke har mærket virkninger af sammenlægningen.
Dannelsen af ledelsen af den nye regionskommune er et kapitel for sig. Ingen tidligere chefer skulle have opgaver inden for deres tidligere fagområde. Det har givet løjerlige resultater. Ingen af øens datasystemer har vist sig at kunne tale sammen i nævneværdig grad på trods af at alle de tidligere kommuner brugte Kommunedata som operatør.
Hvad der skulle være en besparelse har vist sig at blive en udgift.
Hvis nogen af de varme fortalere for en kommunalreform tror, at den medfører færre kommunale udgifter, så tager man grumme fejl. Der er næppe mange borgere, som vil acceptere, at udgangspunktet for de kommende sammenlægninger blive laveste fællesnævner, hvis det er det, som man går efter i de nye kommuner og eventuelle regioner.

Sygehusbetjeningen skal være den bedste overalt i landet. Borgerne vil heller ikke acceptere, at fordi nogle kommuner i en sammenlægning ikke har en børnepasningsgaranti, så skal hele den nye kommune heller ikke have en pasningsgaranti. Det vil vise sig ikke at holde en meter, for nu at sige det på godt dansk.
Det kan jeg som formand for et forbund, der organiserer landets dagplejere kun være ganske tilfreds med. Men jeg kan ikke være tilfreds med den måde, man på Bornholm har taget de kommunale dagplejere som gidsler i en omstrukturering af hele børneområdet, der har ført til fyringer og ansættelser i én vilkårlighed. At tilsynet med dagplejehjemmene også er blevet særdeles lemfældig hører med i billedet. Resultatet har været utryghed – hos hver eneste af Bornholms dagplejere.
Det er ikke den vej, vi skal gå. Puljeordningerne på børnepasningsområdet i Morsø kommune og andre steder er i sig selv afskrækkende eksempler nok. Hertil kommer, at på Bornholm er der rent faktisk sket det, at en enkelt kommune nu har monopol på ansættelse af al kommunal arbejdskraft. Det er en monopolstilling, som Arla vil være grøn af misundelse over. Bliver man som offentlig ansat uenig med sin arbejdsgiver, så må man rejse fra øen, eller prøve at finde sig et job i det private erhvervsliv. Det er ikke særlig let for f.eks. en dagplejer eller en social- og sundhedsassistent, men der gives ikke andre muligheder, medmindre man kan få den ene stilling, som måske findes på Christiansø, der som bekendt administreres af staten. Det samme vil næppe blive tilfældet andre steder i landet, vil de fleste tænke. Men rent faktisk risikerer vi, at kommunerne bliver så store i udstrækning, at hvis man siges op eller ikke kan få ansættelse i sin egen kommune, så er der ikke nogen muligheder indenfor flere snese kilometers afstand. Sammenlægningerne vil få store menneskelige konsekvenser.
Derfor vil vi fra FOA’s side hilse det velkommen, hvis den nedre grænse befolkningsmæssigt for de kommende kommuner ikke bliver sat for højt i vejret. Vi erkender, at mange af de små kommuner med under 10.000 indbyggere kan have det svært, men der tegner sig intet entydigt billede af, at alle ikke kan klare opgaverne. Der er både veldrevne og mindre veldrevne kommuner blandt de små kommuner. Derfor peger vi på, at den nedre grænse for fremtidens kommuner meget gerne må ligge på omkring 15.000-20.000 indbyggere.
Det bør klart meldes ud politisk, at sammenlægninger og omstruktureringer sker som led i ønsket om en mere hensigtsmæssig opgavefordeling.
Formålet er ikke at fyre eller reducere antallet af offentligt ansatte. Især det sidste er vigtigt at få understreget af hensyn til arbejdsroen på det offentlige arbejdsmarked. Formålet er heller ikke at udlicitere eller privatisere store offentlige områder. Hvis det er tilfældet, så har man spillet med skjulte kort, og det vil vi forsøge at modarbejde med de midler, der er til rådighed. Det bør man notere sig her og nu.
Når det gælder tjenestemænd, så bør Folketinget være opmærksom på, at disse fortsat kun skal kunne acceptere ændringer, så længe en stilling med det ændrede indhold er passende for den enkelte tjenestemand. Bliver det ikke tilfældet, så bør man fra organisationsside overveje hele tjenestemandsbegrebet på fremtidens arbejdsmarked, selvom tjenestemanden allerede er en betydelig mindre gruppe i forhold til tidligere.
Dernæst bør virksomhedsoverdragelseslovens bestemmelser udvides til at omfatte alle ansatte, som vil blive berørt af en strukturreform. Loven bør udstrækkes til at omfatte både alle kollektive og individuelle rettigheder.
Alle kollektive overenskomster og aftaler skal ligeledes respekteres indtil de ved forhandling måtte være afløst af andre. Man kan lige så godt gøre sig klart, at der ikke er valgfrihed for arbejdsgiversiden til at vælge, hvad de finder for bedst. Eller billigst. Man kan og skal altså ikke som arbejdsgiver forvente at kunne gå på overenskomstplukning i de nuværende gældende overenskomster.
I så fald indbyder man selvfølgelig til konflikt.
Disse bemærkninger kan måske udløse rynkede bryn hist og her. På den anden side så skal en kommunalreform ikke kunne bruges til at tage et opgør med de offentligt ansatte, uden at disse har mulighed for at svare igen med lovlige kollektive kampskridt. Der er ikke tvivl om, at en eventuel strukturreform vil tage tid og kræve mange overvejelser. Hvis man tror, at man fra politisk hold bare kan gennemføre en sådan med et håndkantslag uden om de ansatte, så er man gået forkert i
byen.

*Dennis Kristensen er forbundsformand for Forbundet af Offentligt Ansatte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her