Kronik

Anti-semitisme eller bare kritik?

Israelkritikken er egentlig udtryk for noget andet og endnu mere uhyggeligt end antisemitisme: et had til alt hvidt og alt vestligt. Og for humanister er Israel hvidt og vestligt
22. januar 2004

Kronik
Selve ordet antisemitisme så dagens lys i 1878, da hofprædikant Karl Stöcker dannede den jødefjendtlige Liga des Antisemitismus. Senere debattører har ikke ulejliget sig med at slå ordet op, og påstår frejdigt, at begrebet inkluderer arabere, ’fordi de også er semitter’. Men udsagnet er meningsløst. Vel har man i tidernes morgen kunnet tale om semitter (kontra hamitter osv.) men nu lever folk i en genetisk pærevælling på tværs af alle grænser. Jo, det giver sagtens mening at tale om semitiske sprog, men ikke om semitiske mennesker, der – sådan som de var, da de trådte ud af Noahs Ark – ikke længere findes i ren form. Tag jøderne f.eks. Sprogligt udgør de et babelstårn af tungemål, (de fleste jøder taler ikke noget semitisk sprog, men har engelsk, dansk, tysk osv. som modersmål), og fysisk er de – ligesom araberne – meget forskellige med ydre træk, der går fra blå øjne og lyst hår helt til det negroide. Det samme kan man sige om mine landsmænd englænderne – nu med alle regnbuens farver – der forlængst er holdt med at være ’angelsaksiske’.
Men tilbage til Karl Stöcker og hans Liga des Amtisemitismus. Den var rettet ene og alene mod jøder, og antisemitter har aldrig gjort andet end at fokusere på netop denne gruppe. Eksempelvis havde Hitler de bedst tænkelige relationer med araberne, og de står også helt uden for hans og andre antisemitters jødeskabelon. Den siger at:
1. jøder er fysisk og kulturelt frastødende
2. selvom de gifter sig ikkejødisk eller konverterer til f.eks. katolicismen gælder deres jødiskhed stadigvæk, såvel for dem som for deres halv- eller kvartjødiske børn.
3. De er alle medsammensvorne og styrter verden i fordærv for egen vindings skyld.
Fordomme af den art er vel racistiske, og her er vi ved at nærme os det centrale spørgsmål: er kritik af Israel antisemitisme? Spørgsmålet er meget relevant, fordi israelkritikken ligner ikke kritik af andre lande. 15 millioner tyskere blev fordrevet fra deres hjem af Sovjetmagten, Kina har besat og annekteret Tibet, arabiske sudanesere har i årevis ført udryddesleskrig mod den sorte Nubabefolkning i syd; islamister har myrdet 100.000 sagesløse algeriere, Nordkorea har ladet to millioner af landets egen befolkning dø af sult etc., uden at det har anfægtet israelkritikerne. Det interesserer dem ikke. Det er Israel, der interesserer dem, og man kan mærke hos mange, at fordømmelsen af Israel har antaget en besættelsesagtig karakter. Hvorfor? Er det som ofte antaget, fordi israelerne som de er flest, er jøder? Mit svar er nej. Set i mit persperktiv er forklaringen meget enkel. Israel lægges for had, fordi det tilhører Vesten og er ipso facto ond. Ond på samme måde som Nordrhodesia var ond, ond på samme måde som hvidt Sydafrika var ond, ond på samme måde som USA er ond. Hele Vesten er ondt, og derfor skal Vesten udslettes. Sådan er det skjulte og aldrig erkendte rationale der ligger i israelkritikken.

Det kan jeg illustrere det med et pudsigt eksempel. En meget politisk korrekt dame fra min egen bekendskabskreds har gennem flere år diverteret med at forklare, hvor onde mennesker fra det hvide Vesten er.
»Hvide kan sammenlignes med sorte rotter«, deklamerer hun oprømt. »De ødelægger alt, hvor de kommer frem.« Denne tanke er interessant, fordi den går stiltiende ud fra den ikke særlig politisk korrekte grundholdning, at hudfarven bestemmer adfærd (en racistisk holdning), og den sammenligner en bestemt race med rotter. Prøv at indsætte ’sort’ hvor der står ’hvidt’, kære læser, og du vil se, at denne meget politisk korrekte dame er et spejlbillede af Adolf Hitler. Også han mente, at en bestemt race var rotter og skulle udryddes. Mener min bekendt, at hvide mennesker skal udryddes på samme måde? Hun sagde naturligvis nej, men som ægte humanist var hun naturligvis imod Nordrhodesia, hvidt Sydafrika, jødisk Israel, hvid/kapitalistisk USA osv., og mente at de hvide vesterlændinge dér skulle reduceres til ingenting. I Nordrhodesia (nu Zimbabwe) og Sydafrika er det allerede sket. Hvide har mistet magten, mange af dem har mistet livet, kriminalitet gør livet til et helvede for alle parter, sorte som hvide (og især kvinderne), og sort racisme er i højsæde.
Så bravo. Nu er vi ved at være der. Næste gang må det bliver Israels tur, siger rationalet. De hvide rotter skal også udryddes dér. Næste gang igen USA, og gangen efter Europa, hvor hvide vesterlændinge bør indse, at de er hvide og onde, og bør overlade magten til de ’rigtige’ mennesker, (dvs. de mørke). Denne tanke bygger på en skjult racebaseret grundholdning og har været iboende i humanisme siden ’68. Den forklarer hadet til Israel, hvor konflikten mellem Vesten og ikkeVesten er skarpere end andre steder. Det er kort sagt humanisters had til Vesten, der driver værket, og det er dette blinde og uerkendte had, der nu er rettet mod Israel. Sådan ser jeg på det.
Desværre er det en forklaring jeg står temmelig alene med. Selv begavede kommentatorer som The Guardians Julie Birchall kan ikke se det. Hun tror, at det hele skyldes antisemitismen og forlader nu The Guardian pga. bladets ’dirty little secret’, dvs. dets uforsonlige ’antisemitiske’ israelkritik. Hendes argumenter er de sædvanlige, men de indeholder to interessante pointer (som jeg har forsynet med tallene 1. og 2.) Hun skriver følgende:
1. it’s a short jump to reckoning that it was obviously a bloody good thing that the Nazis got rid of six million of the buggers.
2. Perhaps this is why sales of Mein Kampf are so buoyant, from the Middle Eastern bazaars unto the Edgware Road, and why The Protocols of The Elders of Zion
could be found for sale at the recent Anti-racism Congress in Durban."
(Julie Burchall: The Hate That Shames Us, The Guardian, 6. 12., 2003)

Den første pointe (at færre jøder i verden ville have stækket Israels vinger, så mon ikke Adolf gjorde det rigtige?) er godt set. Når man læser kritiske læserbreve om Israel, ser man ofte, at skribenten går helt tilbage til det gamle testamente for at vise, hvor onde jøderne altid har været (ondskaben er altså et evigt jødisk træk), og kommentarerne i lokalradioer er ofte meget værre. I den venstresnoede københavnerradio Radio 2000 er der tit hånlige vittigheder om jøder og gas. For to år siden var der en kvindelig studievært, der efter at have tygget lidt på en lytters israelkritik bemærkede, at »ja, Adolf burde have taget dem allesammen«, hvad der passer smukt med Julie Birchalls tankelæsende »it was obviously a bloody good thing that the Nazis got rid of six million of the buggers«.
Men nok om det. Lad os se på Birchalls anden pointe: den arabisk/muslimske verdens jødehad. Er det antisemitisme? Her vil jeg svare med et rungende »ja«, og det er der masser af beviser for. Her er en tankevækkende tekst fra Townhall.com, 5. januar 2004, hvor Dennis Prager under overskriften Iran’s Earthquake of Jew-Hatred skriver følgende:
»If you want to understand the Middle East conflict, Iran has just provided all you need to know. A massive earthquake kills between 20,000 and 40,000 Iranians, and the government of Iran announces that help is welcome from every country in the world ... except Israel. (…) Naive Westerners – which includes most academics, intellectuals, members of the international news media, and nearly all others on the Left – refuse to acknowledge the uniqueness of the Arab/Muslim hatred of Israel and Jews. Yet, there is no hatred in the world analogous to it. Not since the Nazi hatred of Jews has humanity witnessed such hate.«
Manden har ret. Der er tale om et unikt og uforsonligt had – et antisemitisk had - som det humanistiske Vesten ikke kan og ikke vil se på trods af, at Zions Vises Protokoller sælges offentligt fra moskéer og arabiske aviser vrimler med smædetegninger, der i ét og alt ligner dem fra Der Stürmer. Nazismen er vendt tilbage. Nu som religion.
Så lige for at opsummere.
Vestens ’humanistiske’ had er i bund og grund vendt mod sig selv, og eftersom Israel opfattes som en del af Vesten, er Israel omfattet af Vestens had. Dette had kaldes ’kritik’ og falder smukt sammen med den arabisk/islamiske verdens had til Israel, der udspringer af andre og direkte racistiske motiver. Der er mao. tale om én slags racistisk had (humanismens anti-hvid- racisme), der er gået i forening med en anden slags racistisk had (arabernes antisemitisme).
Det kan kun gå galt.

*Geoffrey Cain er cand. mag. et art. og har skrevet ’Ondskabens Ikon’ om dæmonisering af det nationale. Han er formand for Raoul Wallenberg Foreningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu