Læsetid: 5 min.

Chile viser vejen

Der er mange gode grunde til at fokusere på Ricardo Lagos som et eksempel til efterfølgelse
26. januar 2004

International
Latinamerika har igennem årtier været præget af dybe økonomiske og sociale problemer, og disse problemer er desværre som oftest kun blevet forværret af det politiske miljø, der har været belastet af militærkup, diktaturer, korruption osv. Hvis man f.eks. nævner Chile, vil de fleste danskere huske navne som Allende og Pinochet, men det er de færreste, der ved, hvem Ricardo Lagos er. Og det er ærgerligt.
For Lagos er ikke bare Chiles nuværende præsident. Han er også den første politiske leder i landet, som for alvor har haft held til at hele sårene efter militærkuppet mod den socialistiske præsident Salvador Allende og de efterfølgende års militærdiktatur under Augusto Pinochet. Samtidig har han skabt et samarbejdende folkestyre med inddragelse af hele befolkningen. Og sideløbende har han reformeret den chilenske økonomi, så den både er usædvanlig stabil efter latinamerikanske forhold, og så landets fattige for første gang i mange år oplever, at det også er muligt for dem at få bedre økonomiske og sociale forhold.
Der er derfor mange gode grunde til at fokusere på Ricardo Lagos som et eksempel til efterfølgelse for hele regionen, men det er ikke nogen hemmelighed, at den internationale presses opmærksomhed først og fremmest retter sig mod problemer og kriser, mens de positive historier kun sjældent omtales.
For danskerne bliver der imidlertid mulighed for at sætte sig nærmere ind i, hvad der er baggrunden for Lagos’ og Chiles succes igennem de seneste fire år, idet han i slutningen af januar besøger landet.
Da Ricardo Lagos trådte til som præsident for Chile i januar 2000 var det det endegyldige bevis på, at landet var klar til at lægge den blodige fortid bag sig og i stedet se fremad. Lagos agiterede godt nok for et retsligt opgør med Pinochet og de øvrige bag-mænd bag militærkuppet i 1973, men hovedvægten i det program, han blev valgt på, handlede om at skabe en bedre fremtid for hele den chilenske befolkning.
Han stillede således op for det socialdemokratiske parti PPD, men siden sit valg har han sikret et historisk kompromis hen over midten, således at det i dag er socialdemokrater og krist-demokrater, der i fællesskab sikrer den politiske stabilitet i Chile.
Denne udvikling er især bemærkelsesværdig, fordi den gør op med så godt som alle politiske traditioner i Latinamerika, hvor hovedreglen er, at pendulet altid svinger helt fra den ene til den anden yderlighed. Næsten alle forsøg på venstreorienterede reformer er blevet mødt med militærkup og indsættelse af højreorienterede diktatorer (som Pinochet). Og når militærdiktaturerne er faldet har opgøret med de tidligere ledere været venstrefløjens vigtigste programpunkt. Resultatet har været en konfrontationsorienteret politik, der har splittet samfundene endnu dybere, end de var i forvejen, og som slet ikke har været i stand til at løse de massive økonomiske og sociale problemer, som næsten alle lande i Latinamerika lider under.

Opgør med traditionen
Det er denne tradition, som Ricardo Lagos har gjort op med som præsident. Og det har han vel at mærke gjort, selv om han blev tvunget i et årelangt eksil under Pinochet-styret og således på det personlige plan har al mulig grund til at fokusere på opgøret med medlemmerne af den daværende junta.
Den afbalancerede politik gælder ikke kun på hjemmefronten. I sin udenrigspolitik lægger Lagos vægt på et godt forhold til USA, hvilket som bekendt næsten er en forudsætning for at klare sig som latinamerikansk land. Men det betyder ikke, at han har lagt sig fladt på maven for supermagten. F.eks. var Chile modstander af Irak-krigen, hvilket de ikke lagde skjul på i den internationale debat. Og det skete vel at mærke samtidig med, at man var ved at lægge sidste hånd på en særdeles vigtig handelsaftale med USA, hvilket da også førte til, at forhandlingerne om aftalen pludselig gik meget trægt. Lagos holdt imidlertid fat i, at alle lande – også dem der ligger i USA’s umiddelbare interessesfære – har ret til at tale med deres egen stemme i den nye verdensorden. Og da krigen først var rykket lidt på afstand, lykkedes det at få handelsaftalen igennem som et udtryk for et mere ligeværdigt forhold mellem USA og Chile.
Man kan derfor kun håbe på, at Chile bliver en inspiration for andre latinamerikanske lande, der for flestes vedkommende desværre stadig præget af ekstremistiske politikere. En lang række af de folkevalgte politikere i regionen medvirker i realiteten kun til at grave de i forvejen dybe grøfter i deres samfund endnu dybere. Flertallet af landene i området er derfor fortsat styret af stærkt højreorienterede politikere, der intet gør for at reducere den udbredte fattigdom. Og som modvægt til disse ledere står folk som Castro på Cuba og Chávez i Venezuela, der forsøger at vise en anden vej for deres lande, men som på ingen måde har formået at bygge bro over forskelle og uenigheder i deres samfund.
Ricardo Lagos var derfor – da han blev valgt i 2000 – det eneste eksempel i hele området på et statsoverhoved, der fokuserede på samarbejde frem for konfrontation og på hele befolkningens frem for enkelte gruppers interesser. Siden da er han blevet suppleret med Lula i Brasilien, der også har mange af de samme kvaliteter. Og til efterårets valg i Uruguay ser det for nuværende ud til, at der er gode chancer for, at det socialdemokratiske parti kommer til magten og dermed forhåbentlig kan sætte en lignende udvikling i gang.

Forsigtig udvikling
Der lader altså til at være en forsigtig – men forhåbentlig holdbar – udvikling i gang i Latinamerika, hvor store og økonomisk betydningsfulde lande vender sig væk fra ekstremister og ’stærke mænd’ og i stedet vælger solide og midtsøgende politikere, der ikke lover mirakler i morgen, men som til gengæld tager fat i de reelle problemer og løser dem gennem langvarige og gennemtænkte reformprocesser.
Det er en udvikling, som bør være til inspiration for resten af Latinamerika, der skriger efter afbalancerede og holdbare reformer. Og for Europa kunne man fristes til at sige, når man ser den politik, som visse regeringer på vort eget kontinent er slået ind på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu