Læsetid: 9 min.

DEBAT

Debat
8. januar 2004


Januar
nOg sproget går igen
på line her højt oppe
i den hvide dag

Carl Jørgen Nielsen

Ny Venstreorientering
*Det er en slem bet for Landbrugsraadet at få afsløret, at dets udkast til nytårstalen bare bliver smidt i brokkassen.

Ivan Gullev, Frederiksberg

Gamle krigsmål
*Man læser med en vis forbavselse at forsvaret også mere end 10 år efter Sovjetunionens sammenbrud holder fast ved den gamle undervisning i russisk, mens arabisk derimod ikke længere kommer på tale (Inf. 30. december). Det er dog med lettelse, at danske borgere kan konstatere at der ikke længere er interesse i det tyske eller svenske mål: Faren som engang er kommet fra disse nabolande bedømmes således som værende over...

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Forældre bekym-rede, ikke ’vilde’
*Under den ubehagelige overskrift ’Forældre vilde med adfærdsvanskelige børn’ mistænkeliggøres den 6. januar forældre til børn med diagnoserne autisme, Aspergers Syndrom, DAMP og NLD.
Forsideartiklen indleder med at finde det mistænkeligt at det »ofte er dem (forældrene) der forlanger at børnene undersøges, og for de fleste børn er diagnosen en sikker billet til specialskole«. Det forekommer ellers naturligt, at ikke blot daginstitution og skole, men også forældrene tager et ansvar for deres børns udvikling og henvender sig til specialister, der kan vurdere baggrunden for deres børns eventuelle afvigende adfærd og anvise hensigtsmæssigt tiltag. Skolegang i specialskoler påstås af en svensk sociolog at »medføre et liv på invalidepension«, selvom formålet med disse skoler netop også er at sætte eleverne i stand til bedre at klare sig i samfundet.
Og nogle problemer med børn med autisme/Aspergers syndrom tilskrives af samme sociolog »dårlige forældre«, selvom det for tiår siden er anerkendt at disse diagnoser ikke kan tilskrives forældres adfærd.
Det er relevant at diskutere, hvor vi skal sætte grænserne for børns afvigende adfærd samt konsekvenserne for folkeskolens og arbejdsmarkedets rummelighed og krav, men artiklens fremhævelse af kontroversielle synspunkter og sammenblandingen af udtalelser om forskelligartede diagnoser fremmer ikke debatten.

Anders Michelsen
Brønshøj

*Kære Niels Egelund. Jeg tror faktisk, at du er den eneste, der alvorligt mener, at forældre til handicappede børn kun tænker på, hvordan de kan franarre penge fra de kommunale kasser og hvordan de, så hurtigt som muligt, kan få en diagnose, så de kan derefter kan fralægge sig ansvaret for deres børn. For deres egne børn!
Mon ikke det er en kolossal sorg at få et handicappet barn og mon det ikke er ret krævende for forældre at honorere de udfordringer, der vil forekomme. De kampe, der ofte skal tages med kommuner og amter er blot én ting. En anden ting er de problemer, der udspiller sig internt i familien mellem forældrene, når frustrationerne når usigelige højder, de diskussioner, der finder sted mellem forældrene og eventuelle søskende, når alting stort set altid handler om det handicappede barn.
Selvfølgelig skal vi som borgere og medmennesker forholde os til, at antallet af børn, der har brug for særlig hjælp er så forøget, og selvfølgelig skal vi forholde os til, hvad et diagnosticeringssystem kan bruges og misbruges til. Og det er bestemt tænkeligt, at vi har brug for en større viden og indsigt i dette område. Lad os håbe på, at det til den tid er fagligt kompetente folk, der kommer til at undersøge området.

Signe Svejgaard
Kbh. Ø

*Jeg bliver ganske rystet, når jeg som mor til et barn med infantil autisme, læser en artikel, der er så useriøs og nærmest injurierende i sin ordlyd, som det var tilfældet den 6. januar.
Det er vel naturligt, at forældre beder om at få et barn undersøgt, hvis der åbenlyst er problemer. Enhver forælder med en smule ansvarsfølelse vil søge hjælp – skal det nu hedde kassetænkning?
Hvis nogen tror det er en dans på roser at have et barn med autisme spektrum forstyrrelser (ASF) i huset, så tro om igen. Det er noget, der i den grad roder op i en familiestruktur.
Vi bliver sat i en bås, der siger at vi er nødt til at have en diagnose på vores børn, for ellers har vi ingen netværk. Jeg tror såmænd nok vi alle havde både familie og netværk før handicappet gjorde sit indtog. Derimod er der mange, der er ensomme i dette. Mange mister både venner og familie, fordi det er for besværligt.
ASF er et usynligt handicap og bliver af mange betragtet som uopdragenhed – men hvordan kan det lige være, at der måske i en børneflok kun er ét uopdragent barn? Mystisk siger jeg. Nej – diagnose er ikke lykken for en familie. Det er et redskab, så ens liv kan køre videre.

Susanne Bisgaard
Odder

*Kære artikelskrivere. Har I tænkt på, hvor hårdt overskriften rammer os forældre, som netop har et barn med en af de nævnte diagnoser? Har I tænkt på, hvordan det føles at læse jeres artikel, når man har grædt, råbt og skreget over netop den diagnose? Når man har ligget søvnløs og spekuleret over, om ens barn vil kunne klare sig selv engang? Når ens barn er så ulykkeligt, at det ikke vil leve mere?
Da min søn fik en diagnose inden for det autistiske spektrum var det en stor sorg, men også en mulighed for at få ansvaret for min søn tilbage. Pludselig fik jeg nogle pædagogiske redskaber, nogle forklaringer, der kunne hjælpe mig i vores hverdag – jeg kunne gøre noget!
Nu flere år efter har han det godt takket være de redskaber, vi har fået og bruger hver dag, en kanongod rummelig folkeskole og min søns egen indsats. Og jeg er rævestolt af min søn. Hvorfor skulle jeg ikke være det? Han har arbejdet rigtig, rigtig meget for at overvinde sit handikap. Alt det, der er intuitivt for os, skal min søn lære sig.
Hvorfor har I ikke diskuteret Niels Egelunds og Bjarne Nielsens udtalelser med en ekspert?

Susanne Bøgh Alders
Hjortshøj

*’Forældre vilde med adfærdsvanskelige børn’, proklamerer en nærmest orwellsk-grotesk overskrift. Sagen er, at særlige foranstaltninger i forhold til adfærdsvanskelige børn koster penge, og uden diagnose, ingen penge.
Denne måde at lave avis på rummer uanede muligheder. Hvad med en historie om folk, der er vilde med at få hjerteslag bare for at komme på intensiv og svine med skattekronerne?
Virkeligheden er naturligvis, at kommuner hader adfærdsvanskelige børn, fordi de er dyre. Men i stedet for at tage udfordringerne op, prøver man at skyde alle de dårlige budbringere.
Det må bare ikke være sandt, at der er så mange totalt forstyrrede børn i dagens Danmark. Det var der jo ikke for 30 år siden, vel? Og vores samfund har da næsten ikke forandret sig, vel? Det må jo være forældrene, der er hysteriske, lærerne og pædagogerne, der er dårlige, og psykiaterne, der overdiagnosticerer, ikke sandt?
Lukke specialskolerne, fordi det er synd for specialeleverne? Jamen så luk dog hospitalerne, fordi det er synd for de syge! Når der skal spares på de offentlige budgetter, er ingen argumenter tilsyneladende for dårlige.

Niels Chr. Sauer
Næstved

Prostitution eller ej
*Kære Louise Witt-Hansen.
I din klumme den 3. januar skriver du, at jeg i mine artikler i Politiken om prostitution ikke har gjort mig etiske overvejelser om prostitution, og at »jeg ikke vil udelukke muligheden for, at det er moralsk forsvarligt at have et samfund, hvor det ene køn har retten til at udleve sin seksualitet på bekostning af det andet«. Jeg ved ikke, hvor du har den opfattelse fra.
Det er misforstået og forkert at skrive, at jeg ikke har gjort
mig moralske overvejelser om prostitution. Men i min journalistik har jeg efterfølgende gjort, hvad jeg kan for at mine holdninger ikke viser sig. Det er for mig at se ikke muligt moralsk at forsvare, at nogen udnytter andre
i et samfund, hverken teoretisk og praktisk.
I Sverige havde debatten kørt med høj fart i 30 år, inden man for fire år siden indførte et forbud mod kunder til prostituerede. Om debatten i Danmark vil føre frem til det samme er uvist, men bør vi ikke i det mindste byde den velkommen og lade alle stemmer blive hørt?

Anders Gylling Trier
Politiken

Hvilken EU-forvirring?
*Karsten Madsen forsøger den 31. december at så tvivl om SF's EU-politik og anklager SF for at være et holdningsløst parti.
I SF ensretter vi ikke kandidaterne. Vi mener, der er sund fornuft i at indse, at mennesker har forskellige holdninger. Derfor har SF et demokratisk vedtaget program, som kandidaterne bakker 100 procent op. SF's politik er i programmet.
Vælgerne er helt klar over at SF’s kandidater er virkelige personer med reelle holdninger, og ikke ål med tilsyneladende ens overflade.
Retten til uenighed, er det der kendetegner et demokrati. Karsten Madsen ser ud til at forveksle SF med et totalitært stalinistisk parti. Eller for den sags skyld et venstreparti, der ikke vil tolerere sine medlemmers anmodning om at diskutere teser om hvad liberal politik egentlig er. Er det troværdigt?

Torben Wölm
konsulent
Medlem af SF
Give

Vi må handle nu og ikke vente på Retsvæsenskommissionen
*Som bistandsværger for grønlandske indsatte kommer vi tæt ind på de indsatte, og ser hvad der sker med grønlændere, der ikke bare er dømt til at sidde på ubestemt tid i Herstedvester, men som efter flere års ophold her skal tilbage til ny usikkerhed i en åben anstalt i Grønland. Vi er underlagt flere forskellige myndigheder med hver sit bureaukrati og ofte får hverken de indsatte eller bistandsværgerne besked om, hvad der foregår, eller får tilsendt de papirer og domme, der er en forudsætning for at arbejde med den indsatte, mens han er i Herstedvester.
De grønlandske indsatte føler sig »smidt væk« og på det nærmeste kasseret af deres eget samfund (flere har aldrig været i Danmark før, andre kan ikke tale dansk eller har særegen grønlandsk dialekt, som ikke forstås af alle medfanger). De ser, at der kommer flere til end der vender hjem, og så begynder tilliden til at turde tro på, at de en dag kommer hjem, at vakle.
Helt ærligt, dette fænomen startede som en midlertidig ordning tilbage i 60’erne og nu er det nærmest normalt at sende de hårdest dømte grønlændere til Danmark. Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt der er gjort for at tage skridt til at tage ansvar for behandlingen af egne kriminelle i Grønland.
Der er ikke gjort forberedelser til at vise, at man er klar til at tage indsatte hjem til anstalterne i Grønland. Intet er udarbejdet og/eller færdiggjort endnu, og der er gennem årene jævnligt blevet råbt nok op om, hvor usædvanligt det er, at tvinge en geografisk flytning af disse dimensioner igennem på ubestemt tid til et lukket system.
Vi må i Danmark snart komme til den erkendelse, at der fortsat anbringes grønlandske dømte i Herstedvester i lang tid endnu og så må vi afsætte flere ressourcer til behandlingen af deporterede grønlandske kriminelle. Der skal mere flow i kommunikationen mellem Grønland og Danmark. Hvor og hvad skal der til for at skabe en grønlandsk afdeling med plads til målrettet behandling af måske 20-30 forvaringsdømte, med det formål at gøre dem egnede til at få en kriminalitetsfri tilværelse i Grønland. Det bør straks tages skridt til at forbedre og tidsperspektivere behandlingsaktiviteten og udslusningen for de dømte, mens de afsoner her, ligesom man i Grønland er nødt til at forberede en mere vellykket overflytning til Grønland.
Vi har travlt, uanset om der bliver bygget fængsel eller ej, og det er en elendig undskyldning at henvise til Retsvæsenskommissions rapport. Den har siddet i 10 år, og hvem tror, at der sker noget afgørende i de næste år med de besparelser, der er vedtaget? Så vi er nødt til at begynde med det vi har: viden og erfaring og bruge det i praksis. Det koster mere at vente.

Henriette Kjær
bistandsværgekontakt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her