Læsetid: 16 min.

DEBAT

Debat
2. januar 2004


Next door to Alice
*Trods lovforslag vil danske mænd stadig kunne importere udenlandske kvinder, læser jeg. Og det er ganske vist. Nogle giftelystne finder en vakker mø på den anden side af Øresund, og en enkelt måtte helt til Tasmanien, før en passende sild bed på krogen...

Niels Stubkjær, Kbh. Ø

Bøn
*Når de børn lege små
er det godt at tænke på
at de er i paradis
hvor ingen bliver landsforvist

Peter Huss

Løkkes nytårsfuser
*Fit for fight, og nytårsklar, har indenrigsministeren, til ære for de danske kommuner, startet et særegent, politisk festfyrværkeri, hvis første skud, desværre, drattede ned som en fuser.
Ministeren opfordrede meget alvorligt kommunerne til at overveje, om det nu også var nødvendigt at tømme kassen for at sætte renoveringsarbejder i gang af skoler, plejehjem og børnehaver midt i en kommunalreformstid.
Pludselig var ministeren blevet grebet af de historiske erfaringer tilbage i de glade 60’ere, hvor fantasien og byggeaktiviteterne var gået hånd i hånd, inden de store væmmelige ændringer indfandt sig, og, inden »de andre« kunne nå at forpurre de kommunale ønskedrømme.
Sådan spillede klaveret ikke denne gang, understregede mi-nisteren, selvom regeringen nu heller ikke havde planer om at spille ud med et anlægsstop.
Herregud. Disse famlende klavertoner kan man da kalde for en politisk Champagne-galop uden knald.
Når jeg tænker et år tilbage, hvor jeg dengang spurgte ministeren, om han ville tage initiativ til at sætte planer om nyt byggeri, f.eks. amtslige motorveje, i bero, så længe Strukturkommissionens arbejde foregik, var ministeren ganske ubekymret. Ja. Tværtimod var han mere optaget af, at Strukturkommissionens nedsættelse endelig ikke måtte blive en syltekrukke, som kunne være med til at sætte de nuværende kommuner og amtskommuners initiativer i bero eller helt udskydes.
Og hvad kan man så bruge ministerens pludselige opståede bekymring til? Ingen ting! Men bare huske det eviggyldige råd: Gå aldrig tilbage til en fuser!

Kristen Touborg
kommunalpolitisk ordfører for SF

Berufsverbot igen igen
*Jean Fischer forholder sig ikke den 22. december til argumentet for, hvorfor det er noget sludder at tale om berufsverbot i forbindelse med Gade Jensen nemlig, at han er politisk udvalgt spin-doktor og rådgiver med den opgave at lægge kirkeministerens politiske linie over for offentligheden.
Der er således ikke tale om en ’almindelig’ ansættelse, som det var tilfældet ved den tyske berufsverbotlovgivning. Derfor er det helt misvisende at tale om be-
rufsverbot her.
Tværtimod er Gade Jensen sagen et eksempel på, at Information på linie med andre medier påtager sig den helt legitime og vigtige opgave at belyse politisk udvalgtes synspunkter, sympatier og tilknytninger. Om Informa-tions dækning har været godt nok funderet skal jeg ikke gøre mig klog på, men blot tilføje, at det forekommer mig, at Jeans betragtninger herom er så overforenklede, udokumenterede og ’frelste’, at de ikke bidrager til nogen opklaring.
Der tales om venstreorienterede og højrefløj i bestemt form og som entydige størrelser (er der kun to og oven i købet klart af-grænsede fløje i dansk politik?), om at Information ønsker at »fastholde hegemoniet og tabuiseringen af højrefløjen« (imponerende og forbavsende at Information skulle kunne det i en dansk avisverden helt domineret af er-klærede borgerlige og socialt-
liberale aviser), og Jean er i stand til at tale på »arbejderklassens« og det mere folkelige Danmarks vegne (er det også entydige størrelser med entydige standpunkter og interesser?).
Abstraktion og generalisering kan bestemt være opklarende i en debat, men det kan også blive for løsagtigt og overforenklet.

Jens Guldager, Kbh. Ø

EU-militær
*Steen Nielsen, socialdemokratisk EU-kandidat, spørger mig den 30. december, hvordan jeg i himlens navn kan få ordet ’forbedre' til at at blive til ’opruste'.
Den 27. december stillede jeg nogle fredelige spørgsmål om EU-forsvaret. Og besvarede dem med citater fra EU-forfatningsforslaget, der støttes af Socialdemokraterne. Af pladsmæssige grunde måtte jeg undlade de nøjagtige kildehenvisninger.
I artikel 40 stk. 3 i EU-forfatningsforslaget står: »Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.« Hvis man skal ’forbedre' en ’kapacitet', dvs. 'evnen til at rumme', så skal man udvide rumfanget. Det kalder jeg at opruste! Og jeg overbevises ved at læse i forslaget, for eks. indledningen til artikel 40 stk. 1: »Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.'
Jeg spørger derfor Steen Nielsen: Vil du være med til at oplyse, hvad der egentlig står i EU-forfatningsforslaget?

Mikael Witte
forfatter

Misforstået tro
*Et aldeles nydeligt og tydeligt eksempel på argumentationsformen, at tillægge modparten åbenlyst tåbelige opfattelser, leverer Karen Syberg (KS) 24. december i sin klumme Tro på Jesus, som formentlig skal læses som en anmeldelse af TV 2s julekalender »Jesus og Josefine«.
Hvis kristen tro alene var den bogstavtro, som det indledende citat af Karen Blixen ridser op, ville kristendom være en ligegyldighed og kristen tro blot overtro.
Hvis man ligesom KS åbenbart er ude af stand til at opfatte og forstå den metaforiske og mytiske dimension i en tekst, en tale, en film, et teaterstykke eller tv-spil, bør man vist afholde sig fra at skrive anmeldelser og alene holde sig til rapporter og referater – og selv det kunne indebære en risiko for grundlæggende misforståelser.

Povl V.Villumsen
Klarup

Tavshed, demokrati og kontrol
*Jeg er enig med Tim Knudsen (27.-28. december), når han går mod tankepoliti i forskernes verden.
Hvor uenig man end kan være i Lomborgs tanker, så bør de ikke være forbudte eller underlagt redelighedskontrol. Den slags kan kun hæmme fri debat og fri forskning. Ideen i forskningsfrihed er, at informeret viden kan brydes med anden informeret viden.
Dette er ikke et juridisk anliggende, men et forskningsfagligt anliggende. At afliberalisering af forskningsfriheden er i tråd med at danske forskere har forholdt sig passive i forbindelse med afskaffelsen af universitetsdemokratiet, har også at gøre med den danske presses vinkling af debatten.
Debatten om demokrati på universiteterne har været vinklet i forhold til dannelsen af bestyrelser med eksternt flertal. Jeg tror ikke, det er den mest udemokratiske del af ny universitetslov. Det er mere skadeligt, at man nu har skabt en struktur, hvor institutlederne uden demokratisk forpligtigelse eller kontrol kan herske over institutterne. Institutterne ledes nu af én enevældig person, der har ansvar og kompetence for hvad som helst.
For nemhed skyld har vi ironisk benævnt dem for »superledere«. Nogle institutter i Danmark har 100 ansatte og 1.500 studerende.. Det er ikke almindeligt, at man tildeler så meget ansvar og kompetence til én person. Og der har været hidsige debatter og protester herom på universiteterne, men det er ikke dette, pressen har valgt at fokusere på.
Men faktisk ved vi ikke ret meget, forskningsmæssigt, om hvad det er, der får folk til at klappe i.

Anita Mac
lektor

Rapport fra juleræset
*Jeg undres hvert år over lukkelovens bestemmelser angående den 24. december. Hvad blev der af de hyggelige formiddage, hvor man i ro og mag kunne få de sidste juleindkøb fra hånden, og ikke mindst give de bekendte og handlende, man mødte, en julehilsen med på vejen.
Nu er denne sidste mulighed for indkøb før jul erstattet af en lillejuleaften, der i stedet for æbleskivebagning kan bruges til et strabadserende indkøbsræs. Nu kun med sure opstød til overs til de 14 af ens medhandlende, der er foran i køen.
Det må være på tide at reviderer lukkeloven på dette punkt. At købe ind til tre dage er simpelthen for stor en mundfuld. Det er for stort et pres at lægge på Danmarks befolkning. Åbn butikkerne den 24. om formiddagen, så vi alle kan komme ind i helligdagene med lavt blodtryk og julehumøret intakt.

Steen Seersholm
København K

Det naturlige sammenbrud
*Efter sammenbruddet i forhandlingerne om en ny forfatningstraktat for EU den 12. december var mange overraskede over dette brud på en tilsyneladende ret linje mod mere og mere europæisk integration.
Den overraskelse hører imidlertid ingen steder hjemme. Det eneste overraskende ved det europæiske samarbejde – og det, som gør det unikt på verdensplan – er, at man i det hele taget er kommet så langt, som man er. Vi burde kunne glædes over og betragte det som et juleunder, når det fortsætter.
Det europæiske samarbejde i EU-regi betyder, at hver enkelt medlemsstat afgiver national suverænitet med hensyn til lovgivning og pengeudbetaling på en række på forhånd veldefinerede områder.
Samarbejdet rækker endvidere direkte ud til de enkelte borgere og virksomheder til at udgøre et finmasket net af indbyggede retsgarantier. Fordelene heraf er åbenbare: velstand, fred, demokratisk forandring. Ja, fordelene er så store, at selv de vredeste kritikere af EU er tilhængere af netop den seneste udvidelse af samarbejdet, men ønsker blot, at tingene skal stoppe her.
At det har kunnet kommet så vidt, at de europæiske lande gik i kødet nationalstatssuveræniteten, skyldes en usædvanlig heldig kombination af faktorer, som alle på én gang var til stede i nulpunktsårene efter Anden Verdenskrig: statsledere af stort format, en total aflegitimering af nationalismen, pres fra USA og en kommunistisk trussel fra øst. Det er nærmest analogt med livets opståen på jorden, og en sådan kombination opstår kun enkelte gange i verdenshistorien.
Man kan helt berettiget spørge, hvorfor europæiske ministre og statsledere i det hele taget samarbejder i EU. Hvad får de umiddelbart ud af det?
Svaret en ingenting. De får langt hen ad vejen langt mere ud af at gøre sig utilbens, at modsætte sig kompromisser osv. Det er jo ikke i Bruxelles, at stemmerne til de næste valg skal hentes. Europæisk samarbejde er derfor grundlæggende et samarbejde på trods af naturlige politiske tilbøjeligheder.
Når man alligevel samarbejder, skyldes det i realiteten fortidens dyder: at der var nogen engang, der etablerede institutioner og et regelsæt, som man skal overholde, fordi det modsatte trods alt er for politisk omkostningsfyldt. Så er der også enkelte, der tilsyneladende samarbejder europæisk af egendrift: Schuman, Monnet, Adenauer, Schmidt, men så er den række heller ikke meget længere. Og på dansk jord kunne man måske tilføje i samme dur: Krag og Ellemann-Jensen.
Konklusionen er altså, at det, der hver dag burde være den store overraskende nyhed, som medierne burde tage op, består i, at det europæiske samarbejde i EU fortsætter dag ud og dag ind. Som et jævn og muntert liv på jord. Ikke i det himmelblå, men med næsen i papirer og paragraffer.
Se, det er en rigtig historie!

Peter Nedergaard
ph.d.

Næsen trygt snydt
*Mor sagde altid, at jeg skulle gå med lommetørklæde. Det føltes undertrykkende, men klædet tog overtrykket.

Ivan Gullev, Frederiksberg

Planer uden ånd og mål
*Miljøministeren påstår, at han værner om Danmarks landskaber, men som sædvanlig siger han eet og mener noget andet. Feriehuspesten spredes nu til Egeløkkes og Tranekærs guldalderlandskaber med 45 hektar poolhuse, 400 campingvogne og 200 hytter med golfbane i strandkanten, plus alt det andet som er undervejs. De bugtede bakker og skrænterne skal bebygges som i Svanninge Bakker, Sejrøbugten og Blokhus, til glæde for de udvalgte og som øjenbæ for de mange.
Vansirede landskaber har vi da ellers nok af!
Sydfyn bliver som det første område inficeret med Pilotprojekter. Det er planer uden ånd og mål, planer som ødelægger landskaberne for de kommende generationer. Godkendt og udført fordi de er ’Særligt socioøkonomiske valuable’ – plansprogligt nydansk for grundspekulation, byggerøveri og landskabshærgen.
Og planerne er boostet af smitteministerens nære partnere: Ejeren af DK’s største sommerhusudlejningsfirma, næstformanden i Danmarks Turistråd, formanden for Feriehusudlejerne, salgschefen i TK Ferieboliger A/S samt 52 borgmestre i kystkommuner.
Ministeren er vennernes ven og skønne landskabers fjende. Og imod det Friluftsråd der rummer en million aktive naturbrugere og det DN som repræsenterer 150.000 naturelskere og ikke mindst imod fastboende, der nu sætter deres ejendom til salg før pesten gør den usælgelig.

Michael Martin Jensen
Tranekær

Boykot
*Den 22. december skriver Information, at et firma fra de israelske bosættelser står bag firmaet ’Rent a cooler’. Det fortælles også at israelere, som er imod bosættelserne, ikke finder det acceptabelt. Hvis det skal tolkes som om at Information mener, at man bør boykotte firmaer blot fordi de er fra de bosatte områder (og hvorfor skulle man ellers vælge at rapportere om, hvor netop dette firma, ud fra en hel del andre firmaer i verden, stammer fra?), så går man altså ind for diskrimination efter politisk overbevisning, eller hvis bosættelserne er ulovlige, selvtægt når det angår overholdelse af internationale love. Er det i overensstemmelse med princippet bag en retsstat eller et internationalt retssamfund? Set i lyset af Informations øvrige redaktionelle linie virker denne opfordring modstridende. Måske mener man at målet helliger midlet, men da må jeg minde om, at det også er det argument fundamentalistiske kristne eller ditto muslimer bruger når de helliger deres mål. Begynder alle at hellige deres egne mål, så går det først for alvor galt.

Jon Loldrup
Kbh. N

Tendentiøse udsagn
*I en ’analyse’ i Information den 23. december skriver Sidsel Nyholm (SN), at den aktuelle strid om Christen Sørensens tvangsflytning fra et institut til et andet på Syddansk Universitetscenter (SDU) er et symptom på »ledelsesmæssig impotens«.
Hun skriver videre: »Fordi universitetsledelser er kollegiale og nedsat ved valg, besidder de ikke samme tyngde, som ledelser i private virksomheder eller andre offentlige institutioner. De strukturelle svagheder, som den aktuelle polemik på SDU eksemplificerer, kan blive afhjulpet af den ny universitetsreform, der afskaffer de valgte ledelsesorganer.«
SN viderebringer i ’analysen’ nogle gamle erhvervspolitiske synspunkter om styring af universiteterne, som kan koges ned til:
* Jo mindre (helst ingen) lovfæstet indflydelse til de ansatte (og studerende), desto bedre styring og
*Hurtige beslutninger, også i personalesager, er altid bedre beslutninger.
Det bliver spændende, hvis SN i sine bebudede kommende artikler om sagen prøver at gå de stridende parters synspunkter efter i sømmene i stedet for at støtte sig til anonyme kilder med tendentiøse udsagn.
Benævnelsen af SN's artikel rejser nogle spørgsmål til Information: Hvad er kriterierne for at kalde en artikel for en ’analyse’? Skal der f.eks. være dokumentation? Efterprøvning af parters påstande? Og er det i orden at komme med private synspunkter under betegnelsen ’analyse’?

Aksel Skovgaard Clausen
Næstved

Nøgle til forståelse
*Det er helt utroligt, så mange af Informations læsere, der har små spidsfindige bemærkninger i tørklædedebatten.
Hvad med at prøve at fokusere på det, det drejer sig om, nemlig islam og islams indflydelse i det danske samfund.
Hvad er det helt præcist ved islam, som vi savner i det danske samfund, efter at vi har fået minimeret den kristne kirkes indflydelse på samfunds-og samlivsforhold?
Hvor mange af Inf.'s læsere støtter islamiske ideer ang. straf (stening, afhugning af lemmer, halshugning m.m.), ligestilling mellem kønnene (tørklædetvang, underkastelse i forhold til manden m.m.)og behandling af vantro/frafaldne muslimer (jvf. Salman Rushdie-sagen)?
Det er formodentlig ikke ret mange, men det kunne være befriende, hvis Inf. ville beskæftige sig med disse sider af islam, som en nøgle til forståelse for, hvorfor så mange er modstandere af islam.

Kim Øllgaard
Varde

Omhu
*Som hr. Møller siger: »Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu.« Hvorfor har det Kgl. Bibliotek ikke stemplet de kostbare bøger? Mon Christie i London ville have rørt ved en stemplet bog?

Allan Levin
Kbh.N.V.

Sulten og arbejdsviljen
*Vi skal bruge løs, bruge flere penge på julegaver, siger finansministeren. Det er nødvendigt for at få skub i økonomien. Det har jeg nu tænkt at ignorere, dels fordi jeg ikke har så mange penge til forbrug længere, men også fordi jeg er uenig i politikken og nægter at gældsætte min alderdom. Jeg er nemlig gået på efterløn, ’de bjergede’ vil nok påstå, at jeg er ’samfundsnasser’, men jeg føler dog ikke noget usamfundsmæssigt heri efter den indsats jeg har præsteret gennem 48 år inklusiv min studietid. Der er mange som har langt mere til forbrug end jeg, men der er desværre blevet mange, som har mindre, ja meget mindre end mig og dem stiger antallet støt på. Det er de ’nyfattige’; flygtninge og indvandrere på den nye VKO-sulteydelse og de langtids-arbejds-befriede og enlige forsørgere på nedsat ydelse. Noget for noget, sulten skal nok drive arbejdsviljen frem. Endnu værre har de omkring 25.000, der benytter de forskellige varmestuer og herberge af en eller anden årsag, det. Er vi på vej til amerikansk-engelske tilstande med synlige fattige under sultegrænsen i porte, gader og på stationer?

Bent Nielsen
8464 Galten

DF og etikdebatten
*Det er faldet Pia Kjærsgaard for brystet, at ski-journalisten Thomas Uhrskov i et spil på sin hjemmeside betegner det som dumt at stemme på Dansk Folkeparti. Hun finder, at han på den måde misbruger sin stilling til at give udtryk for private politiske synspunkter.
Nu skal jeg ikke tage stilling til det journalistisk-faglige i situationen, men blot minde fru Kjærsgaard om, at ordvalget fra hende selv og hendes tro partisoldater sjældent lægger fingrene imellem.
Læs bare hendes egne og Søren Krarups, Jesper Langballes, Mogens Camres og ikke mindst Ulla Dahlerups indlæg i pressen. Læs desuden ordvalget i de angreb, som partiet har rettet mod f.eks. Morten Kjærum fra Center for Menneskerettigheder og EU-kommissær Poul Nielson, begge har formastet sig til at komme med udtalelser, der er kommet på tværs af Dansk Folkepartis firkantede og alt andet end nuancerede menneskesyn og verdensbillede.
Når repræsentanter for Dansk Folkeparti på den måde skyder med skarpe og til tider usaglige vendinger, så er der altså en risiko for, at man får igen med samme midler.
Spørgsmålet er bare, om Thomas Uhrskovs forsøg på at være både morsom og politisk ukorrekt i et skispil fortjener at tage den fulde opmærksomhed – fra en diskussion om Dansk Folkepartis etik – eller mangel på samme.

Carsten Skov Teisen
Slagelse

Dinosaurerne og tyngdekraften
*For godt 50 år siden beregnede zoologer, at dinosaurernes ben ikke var stærke nok til at bære disse store dyr. Zoologerne mente derfor, at tyngdekraften måtte have været mindre på dinosaurernes tid. Det må være rigtigt. Også andre anatomiske træk hos såvel små som store dinosaurer viser, at de levede med en mindre tyngdekraft end den nuværende. Man mente derfor, at dinosaurerne uddøde, fordi tyngdekraften ændrede sig, blev for stærk. Dette må vel også være rigtigt.
Jorden er som bekendt ikke nøjagtig kugleformet, men på grund af rotationen på 24 timer, og den centrifugalkraft der følger heraf, er den lettere fladtrykt, en omdrejningsellipsoide, en sfæroide. Nu ved man, at Jorden taber fart, dvs. at den tidligere roterede hurtigere. Og når Jorden tidligere roterede hurtigere, må den have været mere fladtrykt. Og des fladere Jorden har været, jo mindre har tyngdekraften været. Teoretisk kan tyngdekraften blive så svag det skal være, ved tilstrækkelig fladhed, ifølge fysikkens love. Derfor, selv om dinosaurernes masse i tons var stor, var deres vægt lille. Jordens rotationstid, dvs. døgnets længde, har været meget mindre end i dag.

Tom Nielsen
F.

Moderne anmelderarrigskab
*Det var da en ualmindelig mavesur anmeldelse af Dalai Lamas seneste bog, Råd fra hjertet, Nikolai Thyssen har mandet sig op til at begå i Information mandag den 29. december.
Muligt at Dalai Lama på sine ældre dage er gået lidt i selvsving, han er jo et menneske som alle andre, til gengæld har han disciplineret sit sind siden han var fire år, lang tid før 68’rne fandt inspiration fra buddhismen.
Der er en arrigskab i Nikolai Thyssens anmeldelse som er moderne. At punke på hallalhipper og alle med blødere værdier.
Engang i starten af sidste århundrede drog et engelsk kvindeligt te-selskab til Tibet og da de kom hjem grundlagde de mange spiritistiske grupper.
Spiritismen har til dels brugt en del af reinkarnationstankerne, men er også blevet latterliggjort tilstrækkeligt.
Man kan latterliggøre og nedgøre religiøse ledere og deres principper, men det rokker ikke ved det fundamentalt rigtige i buddhismen, og jeg er sikker på, at læste H. H. Dalai Lama Nikolaj Thyssens anmeldelse, ville han slå en rungende latter op.
Smilets advokat, det er hvad Dalai Lama også er. Selvhøjtidelig det sidste, man kan kalde ham.

Eva Kjeldsen
København S.V.

Ussel fyring
*Jean Fischer har ret i sin advarsel (Information den 22. december) mod, at enhver grundlæggende systemkritik modsvares af berufsverbot (uanset om denne grundlæggende systemkritik kommer fra venstre eller højre).
Det er naturligvis dybt bekymrende, at mennesker, som ønsker at gøre karriere i dagens Danmark enten vælger intet at mene eller i hver faldt skyer ethvert synspunkt til venstre for Socialdemokratiet/de radikale eller til højhre for de konservative.
Forsvaret for ytringsfriheden for såvel Loke som Thor er – også af den grund – en vigtig og nødvendig kamp for venstrefløjen.
Henrik Gade Jensen-sagen er imidertid et dårligt eksempel på den udgrænsing af opposition, som er så udbredt i Danmark. Henrik Gade Jensen var ansat i en politisk stilling som spindoktor for Tove Fergo. Derfor var det naturligvis bemærkelsesværdigt, at Tove Fergo mente, at kunne bruge en mand med Henrik Gade Jensens synspunkter, som har været velkendte i årevis, til en sådan politisk funktion. På den anden side var det ikke særligt overraskende.
Tove Fergos synspunkter har i mange år ligget tæt på Søren Krarup og Jesper Langballes og derfor var det måske mere valget af Tove Fergo som minister, der måtte overrraske. Det passer jo til gengæld meget godt med regeringens valg af DF som både politisk og åndelige allieret efter sidste valg.
I sidste instans er det mest bemærkelsesværdige sag måske Tove Fergos og statsministerens usselhed i denne sag. Så snart der blev lidt ballade omkring Henrik Gade Jensen valgte de at slippe af med ham, så hurtigt til muligt. Og for at gøre usselheden total påtog de sig heller ikke ansvaret for at fyre han, men valgte i stedet betale sig fra skammen.

Per Clausen
Aalborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her